Til nytår kom naboen forbi: – Må jeg være hos jer en halv times tid? Jeg har ikke fået løn endnu. Derhjemme er tomt, jeg har ikke engang noget at give børnene til teen. Jeg sidder alene med drengene, de vil jo også gerne have lidt fest…

Til nytår trådte naboen ind:
Er det okay, jeg kommer forbi en halv time?
Jeg har ikke fået løn, og hjemme er der tomt ikke engang noget til te til børnene.
Sider alene med drengene, og de vil jo gerne have lidt festlig stemning…
Astrid stod ved komfuret, tilfreds og betragtede andestegen med appelsiner, lige taget ud af ovnen.
Duftene fyldte hele huset, og hun havde lyst til bare at nyde det.
Siden morgenstunden havde hun vartet rundt om fuglen: penslet den med juice, overvåget ovnen, og ikke forladt køkkenet et øjeblik.
Resultatet var perfekt.
Mikkel, kom lige og kig!
kaldte hun på sin mand.
Mikkel kom ind og gav et anerkendende pift:
Astrid, det er jo ren restaurant!
Ellers kunne det ikke være, smilede hun tilfredst.
Nu flytter jeg den over på fadet, pynter den så bliver det helt fantastisk.
Hun løftede forsigtigt anden over på det store keramikfad, lagde appelsinskiver omkring, og satte et par kviste rosmarin til pynt.
Alt så ud som fra forsiden af et madblad.
Bordet var allerede dækket: tre salater kartoffelsalat, rødbedesalat og en græsk, smørrebrød med laks, dyr ost og pølse, frugtskål med vindruer og kiwi.
Ved siden af stod et fad med hjemmelavede frikadeller og kartofler.
Skal vi til at åbne en festrestaurant?
grinede Mikkel.
Nej, sagde Astrid roligt.
Jeg vil bare fejre nytår ordentligt.
Vi har knoklet hele året vi kan godt tillade os det nu.
Mikkel lagde armen om hende:
Det er længe siden, vi har gjort noget sådan.
De sidste år havde de sparet op til renovering.
Nu var det overstået, og økonomien var stabil, så de kunne endelig have en rigtig fest.
Astrid satte bestik frem, fandt de fine krystalglas frem fra skabet.
Alt skulle være smukt og ægte festligt.
Klokken ti var bordet klar.
Parret skiftede tøj, satte sig foran hinanden.
Mikkel hældte drikkevarer op.
Skal vi skåle for os?
For os.
De klinkede glas.
Astrid smagte salaten det var godt.
Mikkel tog and og lukkede øjnene:
Fantastisk smag!
Astrid, du er en troldmand i køkkenet.
Hun nød det.
Bordet, den hyggelige aften, roen og at have tid sammen det virkede som ren lykke.
Præcis klokken elleve ringede det på døren.
Parret så på hinanden.
Hvem kom så sent?
Mikkel gik ud.
På dørtrinnet stod naboen Karen med sine to sønner.
Hun så forvirret ud, øjnene røde.
Undskyld Mikkel, det…
startede hun usikkert Må vi være her lidt?
Det er ikke så godt hjemme.
Hvad er der sket?
spurgte han.
Alt på én gang…
snøftede Karen.
Jeg fik ikke løn.
Jeg har arbejdet uden kontrakt, og nu blev jeg snydt før helligdagene.
Der er tomt hjemme, ingen te til børnene.
Veninderne lovede at komme men kom ikke, og drengene vil jo gerne mærke lidt fest.
Drengene stod bag hende tynde, i slidte sweatere, og tavse.
Mikkel tøvede.
At sende naboen og hendes børn bort på nytårsnat virkede helt forkert.
Kom indenfor, sagde han.
Jeg skal lige hente Astrid.
Da Astrid kom ud af køkkenet og så gæsterne, vidste hun straks: den rolige aften var forbi.
Hej Karen drenge.
Undskyld vi sådan forstyrrer, Karen tørrede nervøst øjnene.
Vi har virkelig ingen steder at gå.
Bare tyve minutter?
Astrid så børnene i øjnene.
De sagde intet, men stirrede mod køkkenet hvor duften hang.
Sæt jer til bords, sagde hun tungt.
Gæsterne satte sig og alt skred.
Mor, se hvor meget mad!
udbrød den ældste.
Må jeg smage laksen?
spurgte den yngste straks.
Bare sæt dig, sagde Astrid tørt.
Drengene satte sig.
Den ældste tog straks andens ben i hånden:
Må jeg det, Tante Astrid?
Før hun svarede, havde han allerede taget en bid.
Den yngre guffede smørrebrød med laks.
Det smager godt!
erklærede han Må jeg få mere, mor?
Karen stoppede ikke sine sønner, men lagde selv mad til dem:
Spis nu, drenge.
Vi har kun haft spaghetti hjemme, I må have rigtig mad.
Drengene spiste hurtigt og grådigt.
Den ældste tømte kartoffelsalaten, den yngste spiste laksen op.
Derefter gik de videre til pølser, ost og skinke.
Efter få minutter var alt væk.
Astrid så på det hele som om det var en dårlig drøm.
Mikkel forsøgte at holde stemningen:
I har god appetit, drenge!
Ingen hørte ham.
De var allerede videre til anden.
Store stykker forsvandt ét efter et.
Har I noget brød?
spurgte den ældste.
Astrid hentede brød i stilhed.
Drengene lavede straks nye smørrebrød.
Karen holdt sig ikke tilbage tog salater, and, frikadeller.
Undskyld det hele, sagde hun med mad i munden Men børnene er jo sultne.
Efter tyve minutter var festbordet næsten totalt tømt.
Salater, and, laks, ost, pølse og frugt alting forsvandt i gæsternes hænder.
Astrid sad paralyseret, med tomt blik.
Hun havde brugt to dage, mange kroner, kræfter og håb på en stille nytårsaften sammen med Mikkel og fik noget helt andet.
Da klokken nærmede sig midnat, rejste Karen sig:
Nu går vi hjem.
Tusind, tusind tak I reddede os virkelig!
Drengene rejste sig også.
Den yngste tog en kage og spurgte:
Må jeg tage den med?
Tag den, svarede Astrid træt uden at kigge.
Gæsterne gik, sagde hurtigt ‘tak’ og ‘godt nytår’.
Døren blev lukket.
Astrid og Mikkel stod i køkkenet, og så på det, der for en halv time siden var festbord.
På tallerkenerne var kun krummer, salatfadene tomme, frugten væk.
Tilbage var kun et par mandariner.
Så du det?
spurgte Astrid lavt.
Jeg så det, svarede Mikkel lige så lavt.
På tredive minutter spiste de alt.
Alt hvad jeg havde lavet på to dage.
Astrid
De sagde end ikke tak.
Ingen.
De tog, spiste og ville ha’ mere.
Mikkel omfavnede hende.
Astrid græd ikke hun stirrede bare på de tomme fade, prøvede at forstå det hele.
Til tonerne fra rådhusklokkerne skålede de alligevel.
Men festen var ødelagt, ligesom stemningen.
Næste dag gjorde Astrid rent i køkkenet: vaskede op, ryddede det lidt, der var tilbage.
Eller det, der kunne kaldes rester.
Ved du, Mikkel, sagde hun jeg forstår, at folk kan have det svært.
Ikke få løn, stå i problemer.
Men hvorfor standsede hun ikke børnene?
Hvorfor sagde hun ikke: “Stop, drenge, det er ikke vores mad”?
Jeg ved det ikke, svarede Mikkel.
Måske var de virkelig sultne.
Sult er én ting, sagde Astrid stille.
Grådighed er noget helt andet.
De spiste ikke; de slugte det, som om de aldrig ville få mad igen.
Mikkel svarede ikke, og Astrid fortsatte:
Og Karen…
sidder og spiller stakkel, men proppet tallerkenerne til børnene: “Spis nu, drenge.” Tænkte hun på os?
Hvad skal vi spise?
Samme aften mødte Astrid Karen oppe på trappen.
Karen smilede glad:
Astrid, hej!
Godt nytår igen!
Tak for i går!
Astrid så på grinet og indeni brast noget.
Hej, svarede hun tørt og gik videre.
Karen så overrasket efter hende.
Astrid gik ud med skrald og hjem igen.
Mødte du Karen?
spurgte Mikkel.
Ja.
Og?
Jeg vil ikke snakke med hende mere.
Hun må finde andre sponsorer.
En uge gik.
Astrid krydsede Karen flere gange i opgangen og elevatoren.
Hun vendte sig væk hver gang, lod som om hun ikke så.
Karen forsøgte at tale men Astrid svarede kun med tavshed.
Astrid, måske du overdriver lidt?
sagde Mikkel en dag.
Jeg overdriver ikke, sagde hun roligt.
Jeg har indset, at medlidenhed er en dårlig rådgiver.
Vi havde ondt af dem, lod dem ind.
Det gav os bare et ødelagt festbord og en ødelagt aften.
Men situationen var virkelig svær…
Mikkel, Astrid så alvorligt på ham problemer giver ikke ret til at glemme samvittigheden.
Hun kunne have bedt om te, lidt mad.
Men de spiste alt og sagde aldrig undskyld.
Han sukkede det var umuligt at diskutere.
En måned gik.
Forholdet til Karen blev aldrig godt igen.
Astrid hilste kort og uden smil, eller gik bare forbi.
Karen klagede til andre, at Astrid var blevet arrogant.
Det rørte hende ikke.
Astrid kom aldrig til at glemme dét nytår: det tomme bord, de mætte gæster og følelsen af tomhed.
Hun besluttede sig for altid at skelne mellem hjælp og udnyttelse for gæstfrihed handler om at give, men også om respekt, både for sig selv og for dem, man åbner døren for.