I omkring et år havde min søn boet hos Alberte, men vi kendte aldrig hendes forældre. Det føltes underligt, og som i drøm trådte jeg ud på en tåget gårdsplads i Roskilde og mærkede en mærkelig uro, som hvis regnvejr kunne blive blå.
Hele livet har jeg forsøgt at lære min søn Lasse at ære kvinder: hans farmor, mor, hustru, datter. Evnen til at vise respekt for kvinder var for mig den fornemste kvalitet i en mand, noget min egen mor altid sagde, imens hun stod ved komfuret med hænderne begravet i rugbrødsdej. Min mand og jeg gjorde alt for Lasse: han fik en ordentlig uddannelse, vi førte ham trygt gennem livets første vintre og somre. Alligevel købte vi, nærmest i halvsøvne, en toværelses lejlighed til ham uden at fortælle ham det, som havde lejligheden altid været skjult bag tapetet i den gamle blok.
Selvom Lasse arbejdede flittigt på bibliotekerne, rakte lønnen ikke til egen bolig. Både min mand og jeg var enige: vi ville støtte ham, men aldrig gøre ham skrøbelig af forkælelse. Alligevel blev ejerskabet af lejligheden holdt hemmeligt, som en cykel på et loft fyldt med småsten og gamle aviser.
Men så var der Alberte hendes navn smager af høst, af friskbagt franskbrød på en søndag i november. Siden Lasse og Alberte havde slået sig sammen under det underlige tag, havde jeg aldrig mødt hendes forældre. I drømmen, på et tog mellem Roskilde og København, blev det en mærkværdig gåde for mig, som om jeg forsøgte at samle et puslespil af usynlige brikker.
Senere fandt jeg ud af, at Albertes mor engang havde boet dør om dør med en bekendt til min egen moster. Engang over rugbrød med pålæg fortalte mosteren mig, at Albertes mor havde smidt sin mand ud, da hans løn begyndte at smuldre som tørret leverpostej. Absurditeten blev kun mere gennemgribende, som om virkeligheden smeltede lidt for hurtigt: Hun begyndte at mødes med en gift, men velhavende herre fra Gentofte. Albertes mormor havde også, som i et mærkeligt ekko, indladt sig med en gift mand. Både moren og mormoren trak Alberte og hendes mor med ud til en bondegård på Sydsjælland for at hjælpe til, imens regnen strømmede ned af de gamle tagrender og køerne stirrede.
Det var, som om fortidens mærkelige skygger forplantede sig: Min søn havde allerede haft flere sære affærer med den kommende svigermor, eller måske var det bare luft, drømmesnak og billeder i skyerne over Øresund. Alligevel gjorde det mig urolig, at både moren og mormoren stadig forsøgte at vende Alberte mod hendes egen far.
Det var tydeligt ligesom i spejlet i entreen at Alberte længtes efter sin far. Men på grund af de to kvinder blev hendes bånd til ham tyndt, som sytråd i stormvejr. Og så på toppen af det hele: Alberte havde besluttet sig for at droppe ud af sine studier på universitetet i Odense. Hun mente, det var mandens opgave at brødføde familien. Det kan jeg forstå, det lærte jeg også min søn, men i et drømmeagtigt flimrende skær kan jeg ikke lade være med at tænke: hvad nu, hvis de snubler over tilværelsens ujævne fortov? Hvor er livets forsikring da? Hvordan vil hun nogensinde støtte sin mand i mørket eller blæsten?
For resten, jeg har i søvne omregistreret lejligheden til mit eget navn. Man siger, at hvis man opfostrer et rådyr, forbliver det nænsomt, men sårbart. Alt, hvad der blev købt før ægteskabet, deles ikke ved skilsmisse men hvis jeg stadig balancerer i drømmens landskab, frygter jeg næsten, at Alberte kunne overtale min kavaler til at forlade det meste måske bortset fra et enkelt par sokker og et halvt glas syltede agurker.
