Det siger næsten sig selv, at det hele er min skyld! græd min kærestes søster fortvivlet. Jeg havde aldrig troet, at det kunne ende sådan! Nu ved jeg hverken ud eller ind. Jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg skal gribe det an, uden at tabe ansigt.
Min kærestes søster, Signe, blev gift for nogle år siden.
Efter brylluppet blev det besluttet, at de nygifte skulle flytte ind hos mandens mor. Hans forældre boede i en rummelig treværelses lejlighed midt i Aarhus, og han var deres eneste søn.
Jeg beholder det ene værelse, så har I resten af lejligheden! sagde svigermoren, fru Madsen. Vi er jo velopdragne mennesker, så det skal nok gå fint.
Vi kan altid flytte ud igen, hvis det ikke går, sagde Signes mand, Anders, til hende. Der er ikke noget galt i at forsøge at leve under samme tag som min mor. Og bliver det for meget, kan vi bare finde en lejebolig…
Og sådan blev det. Men det skulle hurtigt vise sig, at det langt fra var nemt at bo sammen. Både Signe og fru Madsen prøvede at få det til at fungere, men det blev kun sværere for hver dag. Den indestængte utilfredshed voksede, og det endte jævnligt i sammenstød, som føltes heftigere og oftere.
Du sagde selv, hvis vi ikke kunne holde det ud, så skulle vi flytte! Signe brød ud i gråd foran sin mand.
Har vi gjort det? svarede fru Madsen overlegent. Det er jo småting, det her! Man kan altså ikke pakke kufferten bare på grund af det.
Præcis et år efter brylluppet blev Signe gravid, og de fik sammen en sund og velskabt søn, Mikkel.
Lige omkring den tid stoppede svigermor med at arbejde og stod nu som arbejdssøgende. Men ingen ville ansætte en kvinde, der allerede nærmede sig efterlønsalderen. Derfor sad Signe og hendes svigermor nu sammen hele dagen, hver eneste dag, uden mulighed for at komme væk fra hinanden. Stemningen hjemme blev mere og mere trykket for hver uge.
Anders trak bare på skuldrene, når klagerne haglede ned, for han var nu familiens eneste forsørger.
Vi kan ikke bare lade min mor i stikken. Hun har ingen indkomst, sagde han. Jeg kan ikke skaffe os en lejebolig og samtidig hjælpe min mor. Når hun får et job, flytter vi selvfølgelig!
Men Signes tålmodighed ebbede ud. Hun pakkede sine og Mikkels ting og flyttede hjem til sin egen mor på Fyn. Inden hun gik, sagde hun til Anders, at hun nægtede at vende tilbage til hans mors hjem. Hvis familien betød noget for ham, måtte han finde på noget.
Signe var overbevist om, at Anders ville forsøge alt for at få hende tilbage. Men der tog hun fejl.
Nu er der gået mere end tre måneder, siden hun tog afsted. Anders har ikke forsøgt at hente hende hjem. Han bor stadig hos sin mor i Aarhus og taler kun med Signe og Mikkel via video, når han kommer hjem fra arbejde. I weekenden besøger han dem i Signes mors hus.
Nu får Anders omsorg fra både sin mor og sin kone dog på afstand. Han får sympati for det søn, som Signe har med sig, men behøver ellers ikke at tage ansvar for barnet. Egentlig et ganske fordelagtigt liv for ham. Og fru Madsen lever sikkert også udmærket, for i virkeligheden har hun ikke mistet noget.
Men Signe er langt fra lykkelig over situationen. Hun elsker stadig Anders, selvom det er tydeligt, at han ikke handler rigtigt.
Hvad havde du regnet med, da du gik? spørger Anders hende. Du kan jo bare komme tilbage, hvis du vil.
Men det er ikke Signes plan at forlade sin mor eller leje sig et sted. Det kan hun slet ikke, når hun går hjemme på barsel og ikke har sin egen indtægt.
Er det mon slutningen på familien?
Hvad tænker du har hun overhovedet den mindste chance for igen at vende tilbage til svigermors hjem uden at tabe ansigt?
