Mor, han vil have, at jeg skal gøre det for ham Han siger, at alle gode kvinder kan Og jeg er ikke god? Lær mig det Alle andre kan det, så burde jeg også kunne
Jeg er stadig forundret over, at min niece har fundet sig en mand, og det kun på grund af hendes mor.
Da Mathilde var barn, nægtede min søster at sende hende i børnehave, som teenager måtte hun ikke gå ud med veninderne, hun blev bare derhjemme og blev efterhånden mere og mere indelukket. Da hun gik på universitetet her i København, sørgede hendes mor altid for, at hun var hjemme før klokken 18. Hun var fyldt tyve, og alligevel ringede hendes mor klokken halv otte om aftenen og skældte ud over, at hun ikke var kommet hjem endnu. Det var jo vanvid, fuldstændig ude af proportioner.
Mathilde lærte sin kommende mand at kende på andet år på universitetet, de sad tit på det store bibliotek og læste sammen. Han var to år ældre, delte sine noter med hende, hjalp hende, og før han vidste af det, havde han fået et godt øje til hende og snart begyndte de at se hinanden. Det var der, Mathilde for første gang vovede at bryde moderens stramme regler.
Efterhånden blev de gift, og moderen gav til sidst slip, så Mathilde kunne begynde på sit eget voksenliv.
For nylig skete der så en ting, jeg aldrig vil glemme. Jeg sad hjemme hos min søster, da telefonen ringede, og Mathilde var i den anden ende med en stemme, der var en mærkelig blanding af grin og gråd man kunne knap høre, hvad hun sagde:
Mor, han vil have, jeg skal gøre det for ham Han siger, alle gode kvinder kan Og jeg er sikkert ikke god? Lær mig det når de andre kan, burde jeg vel også kunne
Her ændrede min søsters ansigt sig på et splitsekund, og hun bad Mathilde tage det roligt og forklare, hvad alle gode kvinder kunne.
Suppe, mor, sagde hun så, og vi kunne ikke holde op med at fnise.
Lad nu være med at grine af mig! Du har aldrig lært mig, hvordan man laver suppe jeg har fundet opskrifter på nettet, men det smager ikke rigtigt!
Vi forklarer hende hurtigt, trin for trin, hvordan hun skulle koge en ordentlig suppe, imens vi smågrinede af os selv og hinanden over telefonen.
Om aftenen ringede Mathilde tilbage og takkede os hendes mand havde rost hende, suppen smagte fantastisk, og nu sagde hun, at hun endelig følte sig som en “rigtig kvinde”!
