Ingrid, vent lige. Pigen vendte sig om mod stemmen. Hun vidste godt, at Mads ventede på hende foran huset igen. Nu igen, Mads! Bliver du aldrig træt af det her? Du har ventet i evigheder! sagde Ingrid opgivende. Mads rakte forsigtigt blomsterne frem til hende.
Jeg ville bare så gerne se dig, sagde han lavmælt.
Ingrid tog blomsterne tøvende og sukkede dybt. Hvad skal jeg dog stille op med dig? Forstår du ikke, at der aldrig bliver noget mellem os! sagde hun lidt irriteret. Jeg siger det til dig hver eneste dag. Du er som et barn, Mads.
Jeg kan ikke lade være. Måske vokser det fra sig en dag.
Det gør det aldrig, så længe du bliver ved med at jagte mig rundt. Jeg har sagt det hundrede gange! For mig betyder du ingenting!
Du skal ikke være sur, du er ikke køn, når du er vred. Sov godt, sagde Mads og prøvede at smile.
Og jeg er ikke din kæreste! råbte Ingrid efter ham.
Mads havde forelsket sig i Ingrid med det samme. Hun startede på deres skole, da han gik i syvende klasse. Siden da havde de siddet sammen på skolens bagerste række. Pigen syntes egentlig også om Mads, og de var uadskillelige i alting. Men nu, efter de havde forladt skolen, var Ingrid blevet en helt anden. Hun så slet ikke mod Mads på samme måde længere. Hvordan kunne det dog ende sådan? tænkte Mads. Han så ofte Ingrid blive fulgt hjem af andre drenge, og det gjorde ham ondt at se. Mange gange lovede han sig selv, at det var sidste gang, han løb efter hende. Men så snart solen stod op, kunne hans fødder kun gå én vej nemlig hen foran Ingrids dør.
Ingrid vidste altid, at Mads ville sidde på bænken ved indgangen. Måske håbede hun, han en dag så hende sammen med en anden, så han ville opgive til sidst. Hvorfor sidder du her hver eneste aften? Venter du på nogen? spurgte en stemme ud i mørket.
Mads løftede blikket og så pigen stå foran sig. Hendes ildrøde hår og de fregner, der kun hørte hende til, fangede straks hans opmærksomhed. Når hun smilede, var noget i hende ekstra charmerende. Ved hendes side sprang en ligeså rød hund rundt. Mads tænkte, at hun nok var lidt fræk med sin hund. Han smilede afvæbnende og sagde:
Jeg venter på lykken. Men den er nok ikke her…
Måske kigger du bare de forkerte steder Skal du ikke med ud og lede, ligesom os? Ask og jeg går tur her hver dag. Vil du med? Vi tre kan jo prøve lykken sammen.
Mads så op på Ingrids vinduer, men rejste sig så beslutsomt. Ved du hvad, jeg giver det et forsøg, sagde han varmt.
Ingrid blev overrasket. Det var nok første gang, hun ikke så Mads på bænken. Hun gik lidt langsommere, men bænken stod tom. Hun satte kurs mod stedet, hvor han plejede at sidde.
Helt tom, tænkte hun stille. Så hørte hun pludselig en hund gø lidt længere væk. Hendes øjne fangede to skikkelser lidt borte. På afstand genkendte hun Mads med en pige. Og for første gang mærkede Ingrid jalousiens bid. Det var den første aften, Mads ikke ventede på hende. I hendes bryst blev der plads til en ny tomhed, mens en fremmed førte Mads væk ud i Københavns lyse aftenHun blev stående lidt og stirrede efter dem, mens Ask løb ivrigt rundt og den fremmede pige lo, som havde hun fundet verdens bedste hemmelighed. Ingrid følte noget trække og nive dybt inde i sig en uventet tomhed, hun hverken helt forstod eller kunne modsige.
Vinden rev i hendes hår, og hun dæmpede sin gang. Henne ved bænken satte hun sig og kiggede ned på sine hænder, der stadig duftede af den buket blomster, hun altid havde taget imod med modstridende følelser. Hun inhalerede duften en sidste gang, grinede opgivende for sig selv og lod blomsterne blive liggende på bænken.
Mads vendte sig et kort øjeblik mod hende i mørket, fangede hendes blik, og der var noget roligt og rart ved hans smil, som han nu gav til en anden. Hun sendte et lille vink, han gengældte det. Et øjeblik føltes alting let, som havde hun givet slip på noget gammelt. Med et smil rejste hun sig, mærkede den lette frihed løbe som en strøm gennem kroppen og for første gang gik hun hjem alene, uden nogen ventede på hende, og uden at længes efter det.
