Lad lige være med at røre mine mors ting, sagde min mand.
Det der tøj, det er min mors. Hvorfor har du samlet det sammen? spurgte han, og stemmen var helt fremmed.
Jeg tænkte vi kunne smide det ud. Hvorfor skal vi gemme det, Mikkel? Det fylder halvdelen af skabet, og jeg har brug for plads til dyner og puder. Der ligger ting og rod overalt, det går ikke længere.
Katrine blev bare ved, lidt for kontant, og hev de gamle trøjer, nederdele og lette kjoler ned fra bøjlerne. Kirsten, min svigermor, passede altid godt på sit tøj. Det sad snorlige på rad og række i skabet, og det system havde hun også forsøgt at lære Mikkel. Men i mit skab var der altid det rene kaos, og hver morgen ledte jeg febrilsk efter en bluse, brokkede mig over at have “ingenting at tage på”, og fik travlt med steamer og strygejern. Tøjet lignede noget, kørt gennem en vridemaskine.
Det er kun tre uger siden, at Mikkel sagde farvel til sin mor. Kirsten havde brug for behandling egentligt umuligt, kræften var alt for fremskreden. Hun havde brug for ro. Så hun flyttede ind hos os og var væk inden måneden var omme. Mikkel kom hjem fra arbejde, og der lå hendes ting som var det bare skrammel midt i entréen. Han stod som forstenet. Kunne det virkelig være det? Bare lige smide det ud og videre med livet?
Hvad glor du sådan på mig for, som om du var Grundtvig og jeg var folket? sagde jeg, halvt i sjov.
Du skal ikke røre ved hendes ting, hvæsede han med tænderne presset sammen. Blodet hamrede så hårdt i hovedet på ham, at han næsten ikke kunne mærke sine arme og ben.
Hvad skal vi med alt det gamle ragelse! råbte jeg, ved at tabe besindelsen. Vil du lave et museum eller hvad? Din mor er væk. Kom nu videre! Det ville have klædt dig at være der lidt mere for hende, mens hun stadig var her. Bare en gang imellem. Så havde du måske opdaget, hvor syg hun egentlig var.
Jeg kunne næsten se i hans ansigt, at det ramte ham lige i hjertet.
Gå ud, før jeg gør noget dumt, sagde han hæst.
Jeg fnøs bare.
Ja ja, psykisk ustabil
Alle var åbenbart lidt sære i min verden, hvis de havde en anden mening end mig.
Uden at tage skoene af, gik Mikkel hen til gangen, slog de øverste skabslåger op og fandt en gammel indkøbspose sådan en ternet plastik én, dem brugte vi da vi flyttede. Han begyndte at lægge alle Kirstens ting i: foldede dem pænt sammen trøjer, kjoler, alt. Jeg så hans lille søn stå ved siden af, han er tre. Han ville gerne hjælpe, og kastede endda sin legetøjstraktor ned i posen til farmor. Til sidst fandt Mikkel nøglen i skuffen og lod den glide i lommen.
Far, hvor skal du hen?
Han trak på smilebåndet, lidt sørgmodigt.
Jeg er snart tilbage, lille skat. Gå ind til mor.
Jeg stoppede op i døråbningen.
Skal du køre nu? Hvad med aftensmad?
Jeg har fået nok at spise her, sagde han køligt.
Altså, du overreagerer jo fuldstændig. Klap nu lige hesten. Hvor skal du hen på det her tidspunkt af aftenen?
Han tog ikke jakken af. Gik bare. Ud af døren, ned til bilen, posen i hånden. Startede bilen og kørte af sted, uden et ord mere til mig. Ude på motorvejen lod han tankerne køre. Han lagde arbejdsstress, sommerplaner og memes på Instagram bag sig. I hovedet kørte bare den samme tanke i ring alt det ubetydelige smuldrede væk. Kun det vigtigste stod tilbage: børnene, mig og hans mor. Han bebrejdede sig selv han havde ikke set hende nok. Altid noget andet at tage sig til, et eller andet der kom i vejen. Hun nægtede at forstyrre, ville ikke være til besvær. Besøgende blev mere sjældne, opkald kortere.
Efter en halv time holdt han ind ved en grillbar, fik en fransk hotdog og kørte videre, nu næsten tre timer i streg. Først ved solnedgang løftede han blikket: himlen over markerne fik et skær af blodrøde skyer, solen kradsede sig fast med de sidste stråler. Da mørket var faldet på, nåede han frem til landsbyen, fandt vej ad grusvejene helt ud til husene på bakken det gamle barndomshjem.
Der var så mørkt, man knap kunne orientere sig. Med lyset fra mobilen i hånden fandt han lågen ved hækken, duggede ruder i køkkenet. Fem ubesvarede opkald fra mig, men nej i aften var det kun ham selv, der skulle fylde i verden. Flækkede birketræer duftede sødt under stjernerne og lokkede natsværmere frem. Han låste op, tændte lyset i gangen.
I døren stod mors gamle tøfler, de hun brugte ude i haven. Ved stuedøren hendes hjemmesko, blå, lidt slidte, med røde harer broderet foran Mikkel havde købt dem til hende for otte år siden. Han stod stille. Stirrede. Så rystede han det af sig, og gik ind i mørket.
Hej mor, ventede du på mig?
Men ingen ventede her længere.
Der lugtede af gammel fletkurve og trægulve, lidt fugtigt, som huse nu kan blive, når de får lov at ligge. Kommoden i stuen med børster og lidt makeup. På knagen hang en pose pasta den gode fra Netto, mærket rød pris. Sofaen lyste nyt det var en gave fra ham. På køkkenets bord stod endnu kopper fremme. Her boede ingen længere. Soveværelset mors seng med puderne forsvarligt stablet.
Det havde engang været hans værelse. Forældrene sov i den anden stue, der stod to senge på rad, dengang han og lillebror boede hjemme. Et skrivebord under vinduet, hvor symaskinen nu stod mor elskede at sy. Den ene seng blev skiftet ud med et garderobeskab til hendes ting.
Han satte sig på sengekanten. Stirrede tomt ind i skabet, som var der et spøgelse. Kørte fingrene gennem håret, foldede sig sammen. Blev lille, græd ind i sengetæppet.
Han græd, fordi han ikke fik sagt alt det vigtige, da hun holdt hans hånd sidste gang. Han sad der tavs som en klippe, mens hun visnede bort, og ordene ville ikke ud. Hun hviskede: Lad nu være, Mikkel, lad vær med at se sådan på mig Jeg var så lykkelig med jer. Og han havde så meget på hjerte taknemmelighed for kærligheden, for opvæksten, for trygheden, for det sted han altid kunne komme hjem til. Bare et enkelt tak, det havde været nok for alt.
Men han blev som forstenet. Hvilket mærkværdigt sprog vi har i dag: alt det man vil sige, og ingen ord føles rigtige. Det gamle sprog lyder for teatralsk, og det moderne har slet ikke ord for det. Vi er blevet gode til at skjule og tale uden om.
Han slukkede lyset i huset, smed sig på mors seng uden at tage jakken af og trak et gammelt uldtæppe over sig. Sov som en sten, indtil klokken syv, ligesom han altid havde gjort. Kroppen kan noget utroligt, den ved hvornår det er tid.
Ude foran huset stod birketræerne, lysegrønne som friske forårsfrøkener, klar til at tage mod solen. Han strakte sig, gik ind efter posen ind til mors garderobe.
En for en lagde han tingene tilbage. Kunne næsten se hende for sig i de kjoler, de bluserde hang, som hun selv havde stillet det op. Han kørte hånden over og trak vejret ind, mærkede hvordan alt var, da hun endnu var her.
Han fandt sin mobil frem.
Hej Martin, jeg tager ikke på arbejde i dag der er lige noget familie. Går det uden mig? Tak, du klarer det nok.
Skrev også til mig: Undskyld, jeg blev sur. Er tilbage i aften. Knus.
I haven stod narcisser i fuldt flor, tulipanerne var lige ved at folde sig ud. Lidt længere henne fandt han liljekonvaller blandt ribsbuskene. Han formede blomsterne til tre små buketter der var tre, han skulle besøge på kirkegården. Inden da smuttede han forbi Brugsen efter mælk, rundstykke og lidt chokolade.
Hej Mikkel! Hvad laver du her igen? lød det fra Hanne, købmanden.
Jeg er bare forbi min mor, svarede han og så ned.
Vil du have lidt frisk rygeost? Din mor var vild med det.
Mikkel så kort på hende mente hun det seriøst? Hun mente det kun godt.
Ja, hvorfor ikke. Og du, Hanne? Alt ok?
Åh, hun trak på skuldrene. Hun havde været veninde med Kirsten. Knægten roder for meget rundt, det er ikke nemt.
Han spiste morgenmad direkte blandt gravene: narcisser, liljekonvaller, tulipaner på række. Bror, far, mor. Broren faldt ned fra taget som tyveårig. Faren døde for fem års tid siden. Nu var det bare ham og de tavse smil fra billederne på stenene. Han delte lidt chokolade rundt, lidt rygeost til mor. Sludrede med dem for sig selv, mindedes baljen med fisk og anekdoter med lillebror.
Han kunne se det hele for sig fisketuren ved daggry, faren der kastede linen ud, mors bjældrende stemme på hele vejen: Miiiikkeeel! Der er mad! Hvor pinligt, han syntes det var, da han var dreng. Tænk, hvis hun bare kunne kalde på ham én gang mere.
Han rejste sig, strøg over det midlertidige trækors ved mors grav. Jorden stadig sort og løs.
Mor, undskyld. Jeg skulle have passet bedre på dig. Vi har altid været så selvstændige, men uden dig føles alt tommere. Hvor ville jeg gerne sige tak Tak for alt. Og til dig, far. Og tak, Anders.
På vej hjem ad stien tyggede han på de friske græsstrå, som han plejer. Allerede på asfaltvejen mødte han Per, Hannes søn. Han var halvfuld, hang med hovedet, livet var ikke gået ham for godt.
Hey, Mikkel! Er du her igen? brummede Per.
Ja, bare på besøg. Og du drikker stadig?
Ja, der er jo altid en anledning.
Hvilken?
Per hev et kalenderblad op fra lommen, noget med Verdensdag for Skildpadder.
Mikkel grinede tørt.
Pas nu på din mor, Per. Hun er guld værd. De er her ikke for evigt.
Og så gik han videre, lod Per stå tilbage på fortovet. Per råbte efter ham:
Ja, okay, jeg skal nok Ha det godt, Mikkel.
Farvel, Per, svarede Mikkel uden at se sig tilbage.
