Det har altid været min og min kones drøm at bo tæt ved havet. I ti lange år besøgte vi kysten, spejdede efter boliger og lagde penge til side for at kunne købe en lejlighed i et af badebyens områder. Vi stræbte ikke efter noget luksuriøst, vi ønskede bare en almindelig to- eller treværelses lejlighed, og indretningen bekymrede os ikke synderligt.
Nu var drømmen endelig blevet til virkelighed. Vi havde ganske vist stadig nogle lån hængende over hovedet, men målet var opnået. Havet, vores egen lejlighed blot et stenkast fra strandpromenaden præcis som vi havde drømt om.
De første to måneder nød vi endelig freden og åndede lettet op. Så kom min mor på besøg. Hun beundrede vores hyggelige hjem og bad om et sæt nøgler, så hun kunne komme og gå som det passede hende, uden at skulle aftale det på forhånd. Hverken min kone eller jeg anede, at disse nøgler hurtigt skulle formere sig.
En morgen, mens vi stadig lå i sengen, hørte vi låsen blive åbnet og banken på døren. Min kone troede uden den store begejstring, at det var mor, og skyndte sig at tage tøj på for at tage imod gæsten. Men til vores store overraskelse stod der på gangen en familie med to børn. Da jeg kom ud for at hilse på, opdagede jeg, at det var min kusines familie.
Vi tænkte ikke nærmere over det og lod som om, vi var glade for det uventede møde. Min kusine forklarede, at hun havde fået lavet en kopi af nøglerne fra min mors sæt, og at min mor havde sagt, vi ville blive utrolig glade for at se dem.
Disse feriegæster blev hos os en hel uge. Naturligvis havde de mad med hjemmefra, så det med maden var ikke den store udfordring. Men at have en ekstra familie i lejligheden, især i feriestemning, gjorde bestemt ikke tilværelsen mere positiv for min kone og mig.
Efter de var taget hjem, ringede jeg til min mor og bad hende lade være med at arrangere den slags overraskelser fremover. Hun kunne ikke forstå, hvorfor jeg reagerede sådan, og sagde, at det da ikke var noget slemt, og at min kusine var meget glad for, hvordan vi havde taget imod, og forventede at kunne bo gratis hver sommer nær havet.
Så begyndte en sand strøm af andre slægtninge, inspireret af min mor. Onkler, tanter, niecer og diverse andre familiemedlemmer dukkede op i lejligheden som trolde af en æske. Ofte blev det kaotisk og flere kom samtidig. De hilste lystigt og sagde klassisk:
Ej, hvor er det godt, at vi kan samles hjemme hos Johanne!
Johanne (min kone) blev dog ikke taget det mindste med på råd, og heller ikke jeg, for vi var jo bare værtsparetsådan noget kan man jo ikke tage så tungt!
Efter to somre med den slags gæstfrihed bad jeg min mor om at levere nøglerne tilbage. Hun blev meget fornærmet og beskyldte mig for at distancere mig fra familien. Da jeg fortalte min kone om samtalen, tog hun mig kærligt om skulderen og sagde:
Du må da se, at der er så mange nøgler nu, at mors sæt ikke afhjælper noget. Hvis det er okay, får vi sat en ny dør i morgen, med nye låse.
Jeg var hurtigt enig, og en uge senere sad vi lydløst i lejligheden en time og hørte, hvordan nogle fremmede forsøgte at åbne den nye dør med de gamle nøgler. Bagefter begyndte telefonen at ringe, men vi blev enige om at lade dem ringe ud.
Senere samme aften kom der en ophedet samtale med min mor. Hun var rasende over, at tredjeleds-fætteren måtte tilbringe natten på Hellerup station, mens han ventede på toget. Da jeg spurgte, hvad han hed, blev hun tavs og lagde på…
Efterfølgende gjorde et par slægtninge endnu et forsøg på at komme ind, men vores nye dør bestod prøven, og min kone og jeg blev sikre på, at dette var vores hjem ikke en transitstue.
Nu kommer min mor ikke på besøg længere, hun holder med resten af familien. Jeg prøver at holde et normalt forhold til hende, men jeg har ingen intention om at lukke flere ind i vores lejlighed det er vores, købt med vores arbejde.
Af én eller anden grund har ingen af mine slægtninge overvejet at spare op og købe en lejlighed ved havet som vi. Men til gengæld har de været umådeligt glade for at tage på gratis ferie hos os!
