Dagbog, fredag
Jeg vågnede i morges med en mærkelig uro i kroppen. Måske var det forårslyset, måske var det resterne af min tid på hospitalet, der stadig spøgte i mig men for første gang i lang tid havde jeg ikke lyst til straks at kaste mig over de daglige pligter.
Poul var allerede oppe, selvfølgelig. Som altid stod han og lavede sine øvelser for hofter og knæ. Sport har altid været hans verden, og selv nu, hvor vi begge er folkepensionister, sætter han en ære i at holde sig i form.
Jeg plejede at springe ud af sengen og hen til katten Mette, for hun er altid den første, der kræver omsorg. Affaldsbakken renses, så fodres hun og vores gode, gamle hund, Viggo, og jeg planlægger i hovedet hurtigt formiddagens gåtur med Viggo og alt det rod, de to efterlader i gangen og køkkenet efter nattens eventyr, skal ordnes.
Senere på dagen går vi sammen, Poul og jeg, rundt i Kongens Have jeg nyder freden, især de stille morgener, lige før byen vågner. Men før Poul er færdig med sine øvelser, skal jeg nå alt det andet.
Morgenmaden laver jeg som regel: skyr med honning og tørret frugt, eller måske små pandekager, æg, eller hvad vi nu har lyst til.
Tidligere syntes jeg, al den aktivitet om morgenen var min form for motion, men lægerne på Rigshospitalet sagde, at jeg burde tage mig sammen og lave rigtige øvelser ikke bare husligt slid og slæb.
Når Poul er færdig med sin gymnastik, reder han sengen. Han brokker sig tit: “Det er da ikke mandens job… alt ender alligevel hos mig.” Han ordner vasketøjet et par gange om ugen og kører støvsugeren en tur rundt i stuen, mens han lader mig vide, at jeg aldrig rigtig får tingene gjort “rigtigt”.
Når han vasker op efter morgenmaden, føler han, at han har været en eksemplarisk ægtemand.
Jeg forbereder middagen og sætter mig derefter foran computeren. Jeg vil ikke nøjes med at vende hver eneste krone, så jeg arbejder lidt som korrekturlæser ikke det store, men nok til at gøre en forskel. Poul kalder mine ekstrajob fjollede og forståelser af penge unødvendige. “Vi har jo fyldte skabe!”
Oftest lader jeg ham få ret jeg går ikke så meget op i mit udseende eller mit tøj. Poul har tit sagt, at jeg ser fantastisk ud for min alder, og det glæder mig. Jeg gør ikke indvendinger, når han for tredje gang køber en ny elboremaskine, selvom det ofte er for penge, jeg har tjent på mine “fjollede” ekstrajob.
Men så blev jeg syg, og det ændrede noget dybt i mig.
Jeg blev hentet i ambulance, da jeg besvimede på vej hjem fra Netto. Lægerne var nærmest forundrede over, at jeg overhovedet havde kunnet gå på benene, og mine blodtal var så forfærdelige, at selv Poul blev bleg, da han så mig med drop i hånden.
Det gik op for ham, hvor meget arbejde der egentlig var, da han stod alene hjemme og han begyndte for alvor at længes, til jeg var hjemme igen. For vi elsker faktisk hinanden, trods alt.
I dagene efter hjemkomsten sørgede Poul for mig, spurgte flere gange:
Nå, Karen, er du ikke ved at være på benene igen? Du ser nu ikke så bleg ud længere…
Han grinede:
Passe nu på, du ikke ligger for meget, du skal også op at røre dig lidt igen…
Denne morgen var han tilsyneladende klar til at aflevere roret til mig igen. Jeg så på ham, mens han koncentreret lavede sine stræk, og pludselig indså jeg, at der var noget, han slet ikke lagde mærke til: Han mente, at jeg bare skulle tage over, som om intet var hændt.
Indeni mærkede jeg en protest.
Jeg hørte lægens stemme for mig, ord, der sad fast som en klokke:
“Du tænker slet ikke på dig selv og din mand er vant til, du aldrig brokker dig. Han tror, det hele er så let for dig, fordi du altid har smilet og klaret alting uden at sukke.”
På hospitalet fik jeg blodtransfusion, fem gange. Tænkte ved mig selv, mens blodet strømmede gennem slangen:
“Fem mennesker gav mig liv. Hvem er de? Hvad har de givet mig med?”
Og da jeg kom hjem, følte jeg mærkeligt nok, at jeg ikke bare kunne kaste mig ud i den samme rutine. Jeg elsker Poul, og han gør da meget mere end mange andre mænd. Men han forstørrer altid sit eget besvær og gør mit usynligt.
Før i tiden lo jeg bare ad det, men nu er noget forandret.
Nu får jeg lyst til at bruge tiden på mig selv måske duste klaveret af og spille, måske noget andet, en eller anden gammel drøm jeg knap kan huske længere. Jeg rejste mig fra sengen og begyndte langsomt at følge Pouls strækøvelser. Han gloede undrende på mig:
Er du blevet mærkelig, Karen? Skal du nu til at dyrke sport på dine gamle dage? Du ser jo flot ud, meget flottere end de fleste. Gå du hellere ud til Mette og Viggo, og lav morgenmad, jeg er sulten.
Lægen har givet mig besked på at træne, svarede jeg, hårdt og så jeg næsten selv blev forbløffet: Ellers dør jeg måske, Poul. Ønsker du virkelig det?
Han stod som forstenet, men sagde ikke noget, da jeg befalede:
Nu fodrer jeg Mette og Viggo, bagefter går du tur med Viggo. Så laver jeg morgenmad imens så går det meget hurtigere…
Indeni følte jeg mig underligt stærk. Det var, som om jeg havde fem nye energier, fem små gnister, der sagde: Du har ret til at købe nyt du har tjent pengene selv. Du skal lave gymnastik. Du må spille musik.
Jeg kom til at tænke: Fem gange fik jeg nyt blod fem nye beslutninger føltes som nye kræfter! Det siges jo, at man kan arve talenter og minder, når man får et nyt organ eller blod. Var det dét, jeg mærkede?
Nu så jeg på Poul uden den gamle blide lydighed. Jeg følte mig sikker. Ikke kun på grund af lægens ord, men på grund af energien i min krop.
Jeg sagde:
Ved du hvad, Poul måske har du ikke set, hvor meget jeg har slidt. Måske har du ikke villet se, hvor tit jeg prøver at gøre det nemt og godt for dig. Men nu vil jeg have, du skal se det. Så måske skal du heller ikke undre dig, når jeg smider de gamle kjoler ud og køber nyt eller finder klaveret frem igen. Du har jo altid drillet mig med, at jeg kun kan spille Hundevagten og Den lille Gipsy. Vent, nu skal du høre…
Jeg løftede klaverlåget. Fingrene åbnede en glemt melodi, som straks fyldte stuen med noget smukt og oprigtigt.
Poul så på mig med store øjne. Så sagde han, næsten hviskende:
Karen, hvordan kan du det? Du har forandret dig. Der er noget nyt over dig.
Han så forundret måske lidt skræmt ud. Han var vant til én Karen, men nu var jeg blevet til en anden. Mere beslutsom, mere levende. Det forvirrede ham.
Jeg smilede. Ikke mit sædvanlige undskyldende smil, men et fortrøstningsfuldt, ægte ét. Jeg mærkede, hvordan de fem nye gnister indeni gjorde mig stærkere. Og ikke bare stærk nok til at overleve men til virkelig at leve.
Leve med plads til mig selv. Plads til mine ønsker og drømme. Måske endda til en friskere, mere respektfuld kærlighed til min mand ikke kun på fortjeneste af min egen opofrelse, men på grund af gensidig anerkendelse.
Jeg aner ikke, hvem mine donorer var, men én ting er sikkert: de var stærke og gavmilde og de har givet mig en chance til. En chance for at leve et fyldestgørende liv.
Poul ser nu på mig med respekt.
Man skal ikke spørge, hvorfor livet vender, hvorfor sygdom og hårde tider rammer. Det vigtigste er at forstå, hvad vi skal lære: Taknemmelighed for hver dag, for årstiderne og lyset, for de nære, selv når de brokker sig, og for den kærlighed, vi hver især får og giver.
Hvis manden begynder at knurre for meget, må man sætte ham lidt på plads så husker han måske, at han er en mand.
Så længe vi kan, skal vi leve fuldt ud og huske at værdsætte det hele. Ellers lever vi slet ikke.
