– Alene med min datter er det lidt utrygt at rejse, du forstår nok to kvinder, kender ikke sproget, hvis noget sker svigermor viftede næsten med hænderne, som om hun manede regn væk. Men sammen med jer to er det ikke nær så uhyggeligt. Så er vi jo tæt på hinanden, hvis der sker noget.
Åh, Rannva havde slet ingen anelse om hvor tæt tæt på egentlig blev.
– Surt, – sukkede Rannva og kiggede ud i ingenting, som om hendes tanker kunne vække foråret på stenbroen.
Planerne om ferie havde hun og Mads, sammen med Niels og Astrid, begyndt at strikke sammen allerede for et halvt år siden.
Storebror og hans kone var det perfekte par at holde ferie med, lige gyldigt om det var jazzbar, badeliv eller den yderste ende af Skagen deres ideer om sjov og afslapning klikkede bare.
To gange havde de været på tur året før fuldtræffere begge gange.
Og nu ja…
Nej, det kunne aldrig falde Rannva ind at bebrejde svigerinden for at være kommet ubelejligt til skade.
Men ærgre sig det havde hun selvfølgelig lov til, havde hun ikke?
– Hvad skal man gøre, – Niels trak på skuldrene, hele kroppen bar på hans ømme tanker nu måtte de bare tage afsted, to mand i felten, som moderne vikinge blandt ruinerne.
Han var lige så ked af forspildte feriedrømme, men selvfølgelig kunne han ikke efterlade sin syge kone for varme sandstrande ved Middelhavet. Det talte imod alt, hvad hans samvittighed repræsenterede.
Og det var ingen, der for alvor ville forlange af ham.
Men der røg pengene. Rejsebureauerne erstatter ikke længere alt. Og randene under nattesøvnens øjne blev dybere, hver gang han tænkte på alt det, der ikke blev.
– Mads, Rannva, jeg har fået en strålende idé! samme aften kom Mads’ og Niels mor på besøg, sådan som hun ofte gjorde.
Det var nu ikke noget særsyn. Mads havde altid haft et nært forhold til sin mor.
Og Edith Lauritsen var heller ikke verdens værste at tilbringe tid med.
Hun havde sine små særheder, bevares som alle gammeldags svigermødre havde hun tendenser til at ville lære Rannva op i hjemmets kunst; men på den front var Edith langt mildere end de skræmmeeksempler, veninderne beskrev.
Det blev hurtigt bekræftet: fire gange om ugen kunne Edith lægge vejen forbi, ja. Men det var kun hver anden uge, at hendes trang til at overøse Rannva med gode råd meldte sig. Og nogle råd var endda brugbare.
Så egentlig så hun ikke noget ondt i at lade Edith og lillebrorens datter Alberte købe pladsen i ferieplanen, så Edith kunne slæbe sine gamle knogler med til Mallorca sammen med sin ældste søn og dennes kommende kone i håb om nye oplevelser og lidt sol.
Alene med datteren er det lidt svært, du ved sagde Edith, vi kan jo ikke sproget, du kender det! Men sammen med jer tør jeg nu godt. Og vi kan holde sammen, hvis der sker noget.
Hvor underligt tæt på, det ville blive, forstod Rannva først sidst, alt for sent.
Havde hun vidst bare lidt aldrig om hun havde sagt ja til sådan en ferie med svigermor.
Alligevel måske var det ikke så tosset at se folks sande ansigter før brylluppet; var det sket senere, ville papirarbejdet gøre alt uendeligt mere besværligt.
Man kan sige, at den unge kvinde slap billigt.
Rannvas veninder gloede tvivlende, da hun luftede nyheden om ferie med svigermor.
Hvem tager dog på ferie med svigermor? spurgte de. Hun kommer til at terrorisere dig, hun tvinger dig og Mads til at danse efter hendes pibe.
Og når nu Alberte skulle med så bliver det vel også dig eller Mads, der får tjansen som underholder!
Men Rannva protesterede: Alberte er jo 19, voksen nok til at klare sig. De snakkede kun i korte vendinger hej, farvel, eller: Ræk mig lige saltet. En hel uge i selskab ville næppe forvandle Alberte til den store sludrechatol.
Og hvad Edith Lauritsen angik selvfølgelig måtte man planlægge efter hende, men det ville næppe ændre hele ferien. Det var kun to uger, man skulle klare sig.
Og skulle det alligevel ende med fiasko så kunne hun altid næste gang sige, hun ikke kunne tage med, uden at støde nogen.
For hvordan kan man nægte noget, man end ikke har prøvet?
Veninderne kendte jo ikke Edith; de malede skræmmebilleder ud fra egne surkålede svigermødre. Selv havde de sagt: Du er heldig, at du har fået så nemme svigerforældre!
Men nu, pludselig, fortrød de og opfordrede Rannva til at bakke ud.
Men hvordan bakke ud, når svigermor strålede, og Mads var gladest i byen han kunne endelig tage sin mor med til Mallorca?
Første beslæmte varsel lød allerede i flyet.
Alberte snuppede vinduespladsen. Ingen modsagde hende. Rannva fløj jævnligt i arbejdstiden, så hun så vinduet som noget trivielt, nærmest overflødigt maskineri.
Mads var ligeglad. Han forsvandt ind i flyets tv-udvalg.
Rannva selv ville bare sidde ud til gangen let at smutte på toilettet uden at vække nogen.
På den anden side af gangen sad Edith, anspændt og hvid i ansigtet. Under turbulensen så hun næsten ud til at græde.
Så da Edith spurgte Rannva om pladsbytte, for at sidde nær sin søn, gav den kommende svigerdatter naturligvis straks sin plads.
Men da luften blev rolig igen, var der ingen tale om at bytte tilbage.
Edith begyndte at begejstres over filmene på Mads skærm, og til sidst døste hun ind mod hans skulder.
Lad nu være med at surmule, sagde Rannva til sig selv. Hun har været bange, man vækker jo ikke et menneske, der sover
Men hendes indre stemme påpegede, at sjovt nok vågnede Edith akkurat, da flymadvognene trillede gennem kabinen.
Hun kunne også have byttet plads med Alberte, der for længst havde trukket for for vinduet, og sad fordybet i sin egen film.
Jo længere tid, jo mere irriteret blev Rannva. Og det voksede kun, da de nåede Kastrup.
For Mads kastede sig straks ud i at hjælpe sin mor med tasker, længe før han overhovedet så på Rannva. Pludselig føltes det som om, hun kun var statist i en andens drøm.
– Kære, hvad er det nu? Der er da ingen, der gør dig til overskud? Det må du da ikke bilde dig selv ind.
Mor er for første gang ude i verden du så jo hvordan hun havde det med flyveturen
Hvorfor skulle din mor egentlig med? det lod hun selvfølgelig være med at sige.
Og så sagde hendes egen indre stemme den stemme, der i årevis var blevet opdraget til at tage hensyn og vise forståelse at Mads jo bare hjalp sin mor, som enhver søn ville gøre.
Det skadede jo heller ikke Rannva, at hendes kommende mand bar sin mors kuffert og spurgte, om hun manglede noget.
Men hun anede jo ikke, at startvanskelighederne blot var forspillet.
For allerede næste aften flyttede svigermor fluks og fanfarelig ind i deres værelseSelvfølgelig blev det ikke ferien, Rannva havde drømt om. Edith udviklede sig allerede første dag til praksisleder: Hun insisterede på at spise morgenmad tidligt, slæbte kort og busplaner op af tasken og ville helst, at hele selskabet holdt sammen – helst i gå-tempo, og gerne i tørvejr, så frokosten ikke blev forsinket. Mads stimulerede hendes entusiasme, og pludselig var alle dage tætpakket program; selv kaffen måtte indtages på tid.
Alberte svandt ind til en slags baggrundsstøj: forsvandt ud om eftermiddagen med headphones og mobil, satte sig ved poolen uden at sige et ord. Rannva forsøgte én aften at hive hende med ud, men pigen smilede venligt, nikkede, og sad hele tiden og skrev, med øjnene druknet i skærmens blå lys.
Midt i malstrømmen af svigerinddraget sightseeing, våde klipklapper og evindelige spørgsmål trådte der alligevel øjeblikke ind, som hun aldrig ville glemme.
En aften, hvor Edith fortalte om den første ferie, hun havde haft som ung alene, rædselsslagen ved det ukendte, men fast besluttet på ikke at lade frygten vinde. Måske vil du også opdage, at du kan mere, end du tror, sagde hun stille. Det gjorde noget ved stemningen, åbnede et rum uden travlhed. For en stund talte de sammen, bare kvinder, om alt det, ingen havde fortalt dem, da de var tyve.
En anden dag forsvandt regnen pludselig, og Alberte blinkede kortvarigt ud af sin boble. Hun trak Rannva væk fra de andre, ned til det vilde, stensatte vand, hvor de satte sig og lo ad deres fælles ferieudlængsel og delte sodavand, hemmeligheder, og tavshed.
Og Mads ja, Rannva kunne ikke længere sige, om hun var jaloux, når han bar sin mors taske, eller blot så på det med mild resignation. For hun så også, hvor meget Edith strålede, hver gang hendes søn greb hendes hånd, hvor stærkt han blev mindet om, hvem han var for hende.
Så lidt efter lidt slap Rannva sin oprindelige forventning. Det blev ikke den perfekte ferie, hun troede, hun havde fortjent. Men det blev den ferie, hun fik og i ubelejlighederne voksede en ny vinterfasthed, en slags grundlag for alt dét, der skulle komme.
Da flyet igen lettede hjemad, og Edith, blød i blikket, sagde: Det var den bedste ferie i mit liv og du, Rannva, du kan altså meget mere, end du selv tror, tænkte Rannva, at måske havde hun lært noget vigtigere end solbadning og jazzbarer.
Nogle gange er den største rejse bare den, hvor man lærer at være tæt på også selvom man tror, man vil ønske sig langt, langt væk.
