De første år i ægteskabet levede vi ganske almindeligt sammen, han var helt tilfreds med det hele! siger Monica, 28 år, med et let grin i stemmen. Begge to knoklede vi løs, sparede sammen til udbetalingen på vores huslån. Vi havde ingen problemer med mad. Min mand spiste bare det, der blev serveret! Jeg brugte ikke timevis på at tænke over menuen, jeg købte en smart slow-cooker og lavede nem og hurtig mad grød, frikadeller, supper, aldrig klager der. Nå ja, engang imellem kunne han drømme sig væk og sige, at han godt kunne tænke sig noget særligt
Hvad er sådan noget?
Pandekager, for eksempel, med kødfyld eller tarteletter eller hjemmebagte boller. Han har, tilsyneladende, en passion for de retter, der kræver flere timers arbejde: først koges, så køles, så æltes dejen, så skæres der, så koges igen, så hakkes til sidst en festlig danseforestilling omkring komfuret som tager en hel dag, pyyyh Og man må ikke engang købe dem færdige nej, mad skal være hjemmelavet!
Hmm. Hvornår begyndte han at få disse mad-fantasier?
Det kom nærmest to år efter jeg gik på barsel Helt ærligt, jeg synes ikke det er spændende at lave mad. Men jeg gør det alligevel! Min mand arbejder faktisk på kontor hele dagen, og tjener penge til os. Han kommer aldrig hjem til et tomt køkken der står altid varm mad klar, og det er ikke bare spaghetti og pølser. Men det er stadig ret simpelt: kartofler med kød, kylling, suppe, stuvet hvidkål, lidt salat. Og så bliver han fornærmet! Han siger, du går hjemme hele dagen, du kunne jo lige så godt lave dej og hjemme-lave boller og fyldte kålruller
Jeg forstår. Barsel så er der jo fritid nok, hele dagen til rådighed, og lige at huske, at et barn også kræver lidt opmærksomhed, det glemmer mænd jo tit
Ja, det er faktisk ikke barnets skyld! Vores datter er jo ren guld, et gavebarn. Hun er rolig og kær, man kan sætte hende i en stol i køkkenet og give hende en bunke dej, så sidder hun der så længe, det kræves. Vi synger sange og fortæller rim, hun er ikke til besvær! Jeg gider bare ikke bruge min tid på det dér køkkenhurlumhej. Og jeg spiser jo ikke engang sådan noget mad jeg er på diæt, prøver at skære ned på kød og holder mig langt væk fra hvede. Skal jeg lave hjemmelavede fyldte pandekager bare til min mand? Er det ikke lidt overdrevet ?
Nå, men Monica og hendes mand lever sådan set godt: manden løber hjem fra arbejde (nej, han tager ikke cyklen, for den er punkteret!), han misser ikke aftensmaden, han er til firmafest én gang om året og det bliver aldrig sent. Han hjælper med datteren og det er faktisk helt frivilligt. Han leger, han bade hende og går tur med hende.
Men én enkelt udfordring: i den seneste tid er han begyndt at efterlyse hjemmelavet syltede agurker og boller, og sidste uge blev det til en rigtig diskussion vi sagde ikke et ord til hinanden i flere dage.
Min mand kan simpelthen ikke forstå, hvor besværligt det er: lave dej til et æg, bage en bunke pandekager, fylde dem med kød? Han bliver fornærmet og tror, jeg laver mad bare for at det skal være let jeg gør ikke noget for at forkæle eller overraske
Det er urimeligt! insisterer Monica. Først skal jeg koge kødet, så lave dej, så bage pandekager, så fylde dem Jeg vil ikke selv spise sådan noget, så jeg må jo lave noget andet til mig og min datter!
Monica mener, at der ikke findes nogen i Danmark, der laver hjemmelavede boller, syltede fisk eller fyldte kålruller til hverdag. Måske én gang om året, til nytår, når man skal imponere familien. Og de unge, de går da bare på cafe. Hvis du vil have boller og kage, så kan du bestille dem hjem fra bageren men det er altså ikke billigt, især når man er på barsel og har huslån i danske kroner. For at sige det ligeud, det er ikke til dagligt!
Hendes mand sammenligner Monica med sin farmor, der altid duftede af boller og kanelsnegle. Farmor arbejdede hele livet, men hun nåede det hele og med flere børn på slæb!
Ja, det var dengang! Monica svarer spidst. Kvinder fra sidste århundrede havde jo ikke andet at tage sig til om aftenen. Der var ikke flow-tv, ingen Instagram eller Facebook. Så fandt de på noget vaskede tøj og bagte boller. Jeg synes det er bedre at bruge tid med sit barn, gå en tur, end at slave rundt i køkkenet i tre timer
For nylig ringede Monica til sin svigermor, som med venligt overbærende stemme sagde, at vejen til en mands hjerte går gennem maven, og det ikke er svært at lave det, han vil have. Det var tydeligt, at manden allerede havde sendt klage hjem til sin mor.
Jeg sagde, at jeg ikke spiser fyldte kålruller, så jeg gider ikke lave dem! Bum straks, ko-ko-ko, som om det var en katastrofe og nu skal jeg og alle andre lave mad til mændene.
Gourmet-manden, hvad synes du? Altså, når der altid er frisk og varm mad i huset, er det så ikke lidt meget at forlange nye retter hver dag? Burde han ikke bare spise, hvad han får, og holde op med at være kræsen og hvis han vil have pølser, kan han da lave dem selv?
Eller bør Monica følge sin mands ønsker og gå all in på dansk madkunst?
