Da jeg blev født, forlod min far familien. Min mor opfostrede mig alene. I dag forstår jeg, at hun aldrig helt var det, man kunne kalde en forælder. Siden jeg husker, svævede hun altid rundt som i tåge, ind imellem forsvandt hun i flere dage i træk, eller dukkede op med nogle af hendes venner, som hang i rummet uden at passe ind.
Op til omkring de ti år troede jeg faktisk, det var normalt, at alle børn levede sådan stadig med smagen af sødmælk og et vindue til den grå himmel over Aalborg. Barndom føltes som opløste billeder, hvor alt gled ud i hinanden.
I gymnasiet begyndte jeg at arbejde. Jeg havde brug for mad, og i landsbyen var der småjobs nok: lidt for at feje gårdspladsen, lidt for at hjælpe slagteren. Jeg fik penge, måske bare en krone eller to, somme tider rugbrød eller syltede rødbeder som betaling.
Efter skolen forsøgte jeg at finde et ordentligt arbejde, men som barn fra en økonomisk trængt familie uden forbindelser eller arvegods Man må tage hvad man kan få. Præcis som min mor gjorde.
Jeg forstod aldrig helt, hvorfra hun hele tiden fik penge til cigaretter og kaffe. De småpenge, jeg bragte hjem, blev brugt på noget at spise. Måske passede det hende, for hun ønskede aldrig at forandre noget.
For omkring tre år siden begyndte en mand at komme ofte i vores hus. Han så fattig ud, men ikke som de fulderikker, der dagligt hang nede ved kiosken på torvet. Han var oftest venlig over for mig, men det var som om jeg kun var en skygge i hans øjne. Alligevel begyndte jeg at håbe, at måske ville han ændre noget for os måske tage min mor med, så vi kunne slippe væk fra alt det her grumsede liv.
Min håbefulde tanke gik i opfyldelse. Efter næsten daglige besøg gennem et par måneder begyndte han at bo hos os. Jeg mærkede aldrig had fra ham, men mærkede hele tiden, at han forsøgte ikke at bemærke min eksistens. Så kom mørket, farvende sig under døren uden varsel.
Efter omkring et halvt år kom jeg en aften hjem. Jeg havde de par hundrede kroner, jeg med slid havde tjent på at stable ølkasser. Jeg troede, de ville glæde mor, for hun havde været så trist og urolig for tiden.
Men idet jeg trådte ind, begyndte hun at råbe, at jeg ikke længere var ønsket i huset. Jeg skulle gå. Først forstod jeg ingenting. Jeg havde aldrig gjort hende noget ondt. Men jeg kunne ikke få nogen mening ud af hende den aften, så jeg gik. Sov hos en ven og tænkte, at hun ville falde ned igen, som hun plejede.
Men nej dagen efter blev jeg smidt ud igen. Det viste sig, at manden aldrig havde kunnet tåle mig, og han havde overtalt min mor til at sende mig væk. Hun gjorde, hvad han sagde.
Sådan blev jeg hjemløs, 21 år gammel. Jeg bor nu hos venner, som heldigvis tager imod mig og deler, hvad de har. Jeg får stadig det meste af min indkomst hvor jeg kan småjob, mærkelige opgaver. Så når folk taler om børn, der burde vise deres forældre mere respekt, får jeg en mærkelig fornemmelse for sandheden er, nogle mennesker har gode grunde til ikke at vende tilbage til det sted, de engang kaldte hjem.
