Jeg har kendt Adam, siden vi var børn. Vi voksede op i samme andelsboligforening i Odense, og selvfølgelig blev vi gode kammerater. Som teenagere begyndte vi at hænge ud med vennerne på Flakhaven, hvor vi gik rundt gennem byen, sad på en bænk og kævlede løs. Ingen af os tog forholdene til pigerne alt for alvorligt, det handlede mere om, hvordan de andre drenge ville se på én. Stoltheden var vigtigere end kærlighed på det tidspunkt.
Senere aftjente jeg min værnepligt, mens Adam formåede at vriste sig fri for det, jeg ved stadig ikke helt hvordan. Da jeg vendte tilbage, fik jeg et job på en lokal virksomhed, og kort tid efter blev jeg gift. Vi var sammen i ti år og fik to børn. Til sidst gik det op for os, hvor fremmede vi var blevet for hinanden. Vi begyndte at skændes mere og mere, og til sidst indså vi, at vi ikke længere skulle bo sammen. Vores skilsmisse var hurtigt overstået.
Et par år senere, nu som en fri mand, mødte jeg Adam helt tilfældigt på Banegårdspladsen. Han havde ændret sig en del både fysisk, han var blevet temmelig rund, og ansigtsudtrykket var også anderledes end dengang.
Vi satte os på en café og talte sammen længe. Jeg fandt ud af, at Adam også var blevet skilt og nu var på udkig efter en ny kæreste. Endnu et år gik, jeg mødte en dejlig kvinde, og vi giftede os. Igen, ved et tilfælde, stødte jeg på Adam. Det viste sig, at han også havde fundet en kæreste. Men jeg må indrømme, jeg kunne ikke rigtig lide hans nye kone. Hun var meget stor og virkede ikke som min type.
Hvad kan du egentlig lide ved hende? spurgte jeg ham direkte.
Adam svarede smilende, at hun var dygtig til at holde hjemmet, og at hun var en fremragende kok.
Desuden, sagde han, giver hun mig en ro i sindet! Jeg kan sidde i fred og drikke min øl mens jeg ser fodbold, eller tage på værtshus med drengene, uden problemer. Hun er den perfekte kvinde for mig. Hun siger aldrig nej til noget.
Jeg blev ærligt talt overrasket. For mig er kvinden i mit liv noget andet end bare mad og rengøring. Naturligvis betyder det også noget, men det vigtigste er, at vi elsker hinanden.
For nogle betyder det måske mere, at hjemmet er i orden og maden smager godt. Men jeg ønsker, at min kæreste og jeg står sammen, er på bølgelængde og kan forstå hinanden. Det gør stor forskel, når et par har fælles interesser vi kan lave mad og rydde op sammen, og det gør jeg faktisk ofte med min kone.
Når to mennesker cykler sammen i samme retning, er der markant større chance for at nå i mål. Det er vel essensen.
Er der andre, der har det ligesådan?
