En veninde af mig ligger lige nu indlagt på hospitalet med en sygdom, som alle efterhånden kender til. Hun har en kompliceret form begge lunger er ramt. Mens hun var indlagt, blev hun opsagt fra sit arbejde. Da hun endelig kom hjem igen, var der ingen, der forlangte, at hun straks skulle ud og finde et nyt job. Situationen i landet er svær, og folk klamrer sig til deres job med det yderste af neglene. Det er næsten umuligt at få foden indenfor i en ordentlig virksomhed, og tanken om at stå som kasseekspedient i supermarkedet går simpelthen ikke, når sygdommen begrænser hende sådan. Derfor søgte hun stille og roligt efter noget relevant indenfor hendes fagområde, mens hun samtidig passede lidt arbejde hjemmefra.
Hun beslutter sig derfor for at gøre rent og få styr på det hele, nu hvor hun alligevel er hjemme. Hun begynder at rydde op på skrivebordet ved computeren og finder en notesbog. Bogen overrasker hende, for hun husker slet ikke at have haft den hjemme. Hvem ved, hvad der gemmer sig i den måske telefonnumre og adresser på gamle kærester? Hun åbner den, og straks falder der en stak kvitteringer ud. På hver side står alle hendes mand Nicolais indkøb skrevet ned med hans egen håndskrift: ansigtscreme, vitamin D, indsprøjtninger (2 gange).
Hendes hænder dirrer, da hun ser det. For nu forstår hun, at alt hvad Nicolai har købt til hende, er blevet minutiøst noteret ned og lagt sammen. Alt bliver summeret jævnligt, og sådan finder hun ud af, at hun i det øjeblik skylder ham omkring 750.000 kroner. Alle hendes medicinudgifter, sogar nogle af indkøbene, er ført i den notesbog!
Jeg blev virkelig imponeret over hendes ro. Hun ringede ikke straks til sin mand og råbte ham op, hun puttede ikke afføringsmiddel i aftensmaden, men ventede tålmodigt, til han kom hjem fra arbejde. Hun lavede aftensmad, lyttede til hvordan hans dag var gået, og først derefter spurgte hun ham roligt ind til det helt høfligt og uden ukvemsord.
Nicolai svarer stille og roligt: Hvad er der galt i det? Dengang vi havde delt økonomi, var det jo også sådan, ikke? Og nu lægger jeg jo ud for det hele selv. Når du en dag begynder at arbejde igen, så putter du bare lidt ekstra i fælleskassen, indtil vi er lige. Så bruger jeg pengene, jeg ikke har brugt på dig, på en ny bærbar, for min gamle kan snart ikke trække de nye spil længere.Hun ser på ham et øjeblik, og et smil spreder sig langsomt hen over hendes læber ikke et triumferende smil, men et afklaret et. “Du er altså virkelig noget for dig selv, Nicolai,” siger hun. Hun trækker vejret dybt, mærker sygdommen og frygten, der stadig lurer i kroppen, men også livet, der blander sig med langsomme skridt. Hun skænker ham et glas vand, og de sidder tavse sammen, mens aftensolen glider ind over spisebordet.
I det øjeblik forstår hun, at hun må sætte sine egne vilkår ikke for pengenes skyld, men for sjælens fred. “Ved du hvad,” siger hun lavmælt, “lad os lægge bøgerne væk. Lad os begynde forfra. Ikke flere regnskaber, ikke flere kvitteringer. Bare os.”
Nicolai ser forvirret ud et øjeblik, men han nikker. Så tager han notesbogen, går ud på altanen og river den over, side for side, mens papirstumperne flagrer ud i sommerbrisen. Da han kommer ind igen, siger han: “Vi starter forfra.” Og i det øjeblik, med lyden af de allersidste sider på vinden, fornemmer hun, at noget tungt endelig har sluppet sit greb om dem.
Resten af aftenen taler de om alt det, der betyder noget ikke om gæld, ikke om pligter, men om håb, nysgerrighed og små store drømme, selvom ingen af dem aner, hvornår hun bliver rask igen. Og mens natten bliver mørkere, tænker hun, at den største investering, de nogensinde har gjort, måske netop er den, der ikke står i nogen bog.
