Glade mennesker smiler altid
Kirsten sad ved vinduet i en lille lejlighed på Nyboder, mens den milde sommerregn trommede mod ruden. Solen kiggede frem mellem dråberne, men regnen var ved at blive ved. Hun ventede på, at hendes datter Sille skulle komme hjem fra jobbet, og overvejede, hvad hun skulle lave til aftensmad, mens hun spejdede ud i den grå himmel.
– Når min pige endelig er vokset op, vil hun finde en kæreste, men den mand, han hedder Frederik, kan jeg ikke lide. Han er ældre, har et dunkelt udtryk og kigger aldrig direkte i øjnene, tænkte Kirsten. – Hvordan skal jeg sige det til Sille? Hun er virkelig forelsket første gang i sit liv, og hvis jeg ødelægger forholdet, bliver jeg hendes største fjende. Jeg har prøvet at give hende hints om, at Frederik ikke er den rette, men hun har ikke hørt på mig. Åh, hvis jeg bare vidste, hvordan man gør det rigtigt.
Kirsten havde opdraget Sille alene; hun havde aldrig giftet sig. Det var sådan livet havde gået. På universitetet, i sit tredje år, havde hun gået med Mads, en studerende som også var ved at droppe ud. Da han blev smidt ud i slutningen af året, var Kirsten lettet; hun havde opdaget, at hun ventede barn, og ville fortælle ham det.
– Jeg har ikke tænkt på noget andet, sagde Mads rasende, – hvordan skal jeg vide, at det er mit barn? Jeg vil ikke have børn.
Kirsten blev chokeret, før hun nåede at forklare, at hun ingen anden havde haft. Mads forsvandt fra hendes liv, gik videre til andre piger, og kort tid efter blev han smidt ud af universitetet.
– Søn, er der noget galt?, spurgte hendes mor Ingrid, da hun så Kirsten græde på sit værelse.
– Mads forlod migjeg er gravid, svarede hun.
– Hvad? Jeg har advaret dig mange gange om at tænke med hovedet. Du er i tredje år på universitetet du skal færdiggøre din uddannelse, ikke tage dig af et barn. Jeg hjælper dig ikke, du kan ikke regne med mig. Gå på sygehuset, tal med en læge, du er voksen og skal selv tage ansvar.
Ingrid så på sin datter med et koldt, ligegyldigt blik, der sårede Kirsten dybere end ord. Kirsten indså, at hjælp kun kom fra sig selv, for selv en mor kan lade sit barn stå alene.
Næste dag gik hun ind på en travl klinik i Aarhus. I venteværelset sad en ung kvinde med en gravid mave og hendes lille seks-årige datter, der legede med en farverig bolle. Da døren gik op, rejste damen sig og sagde:
– Vent lidt, skat, så er jeg hurtigt tilbage.
Den unge pige satte sig ved siden af Kirsten. I børnehavets stille øjeblik kiggede hun på vægge med plakater, så så hun på Kirsten, som om hun så en hemmelighed. Pigens fregner på næsen, lyse hår og flette trippel bølgede, fik hende til at smile.
– Tante, hvorfor er du så trist? Er du syg? spurgte pigen.
– Nej, jeg er bare Jeg vil ikke fortælle dig, sagde Kirsten.
– Har du børn? spurgte hun.
– Nej
– Det er sørgeligt, min mor siger, at børn er lykke. Jeg er hendes lykke, grinede pigen. Og selvom jeg gør ballade, så skælder hun mig, men hun siger stadig, at jeg er hendes glæde. Nu siger hun, at man altid skal smile og ikke græde. I går trak Mikkel, drengens lillebror, mig i fletningen, så jeg græd. Så sagde min mor, at jeg skulle smile. Jeg smilede, og Mikkel gav mig en lille bolle som belønning. Så er vi venner igen.
Kirsten smilede. Barnets uskyldige ærlighed brød igennem hendes tunge. Pludselig følte hun, at hendes bevidsthed vendte på hovedet.
– Hvad laver jeg her? Jeg kan klare mig. Selvom Mads forlod mig, og selvom min egen mor er imod, vil jeg ikke give op.
På samme tid gik den unge piges mor ud af lægekontoret, tog hinandens hænder og smilede. Varmen mellem dem så ud til at skinne i hele lokalet, så Kirsten sprang op og fløj ud af klinikken. Hendes ben førte hende til sin svigermor Karen, farens mor. Selvom hendes egen mor ikke talte med svigermoren efter skilsmissen, besøgte Kirsten hende ofte, for Karen elskede sit barnebarn.
– Kom, min skat. Selvom din mor er imod, hjælper jeg dig. Du kan bo hos mig. Du klarer det, jeg står ved din side. Tag ikke på dig skyld, tak mig senere, sagde Karen med et kys på Silles pande.
Kirsten vågnede fra drømmen og mumlede:
– Hvorledes var du så rigtig, Karen. Min datter Sille er min lykke, mit liv, min alting. Jeg kan ikke forestille mig at leve uden hende.
Låsen knirkede, og døren gik op. Sille stod i entreen med våd hår og tårer i øjnene.
– Hvad er der sket? Spurgte Kirsten og satte sin datter på en stol ved køkkenbordet.
– Frederik? spurgte Sille.
– Ja, svarede hun og brød ud i et nyt hyl af gråd.
Kirsten vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun rakte et glas vand, som Sille drak, mens hun lagde sin hånd på hendes skulder. En anden bølge af tårer skød gennem hende, men langsomt blev Silles øjne mindre røde.
Sille fortalte, at Frederik var gift i en anden by, med to børn, og kun boede i en lejlighed i København på grund af arbejde. Hun havde opdaget det, da hans kone overraskende dukkede op, læste deres beskeder på hans telefon og fandt Silles nummer.
Kirsten så ingen tragedie i historien, kun en lettelse. Hun vidste, at Frederik var en skygge, men at Sille ville finde sand kærlighed.
– Så hvad gjorde du? spurgte Kirsten.
– Jeg mødtes med ham i en café. Hans kone sagde bare roligt, at hun ville have ham tilbage for deres to børn. Det ramte mig som et lyn. Jeg var så naiv, men nu ser jeg klarere, svarede Sille.
– Du gjorde det rigtige, Sille, sagde Kirsten.
Sille havde blokeret Frederik, men var stadig såret.
– Jeg er også gravid, sagde hun med en hæs stemme.
– Hvor langt er du? spurgte Kirsten roligt.
– Omkring to måneder, hviskede Sille.
Kirstens hjerte knækkede, men hun fandt styrken igen.
– Ingen grund til bekymring, min pige. Du får støtte. Vi vil elske dit barn sammen.
– Tak, mor, sagde Sille. Du er den bedste.
Tid gik, og Kirsten holdt Sille i en barnevogn med en lille dreng i en beige ble med blå sløjfe. De kom hjem til et værelse fyldt med balloner og blomster, som Karen havde pyntet for sit barnebarn. En lille seng stod klar, en barnevogn og bamser lå spredt ud. Kirsten og Sille smilede til hinanden, for endelig var lykken kommet ind i deres hjem. De lykkelige smiler aldrig forsvinder.
