Da jeg var barn, var jeg og mine to søskende tæt på hinanden i alder. Jeg arvede tit tøj og ting fra min søster, som altid fik særlig opmærksomhed og flere ressourcer end mig. Mine forældre brugte penge på hendes skolegang, mens jeg blev overladt til mig selv. Selv når jeg havde gode resultater i skolen, viste de hverken interesse eller glæde over mine præstationer.
Min lave selvtillid holdt mig tilbage fra at stå op for mig selv eller kræve retfærdighed. Alligevel kom jeg ind på Københavns Universitet, som er et af de bedste i landet, men mine forældre anerkendte ikke min præstation. De foreslog i stedet, at jeg skulle finde et deltidsjob, hvis jeg ikke fik SU nok. Skuffet over deres ligegyldighed flyttede jeg på kollegium i København, hvor jeg mødte min kommende mand.
Under studierne blev jeg gravid, og sammen besluttede vi os for at blive gift. Mine forældre var stærkt imod det. Min mor krævede endda, at jeg skulle få en abort. Jeg blev råbt ad, svinet til og fik hverken økonomisk eller emotionel støtte fra dem. Imens købte de en dyr bil til min søster. På trods af alt det gav jeg liv til en sund dreng, og min mands familie forærede os en lejlighed i Valby. Mine forældre hilste kort på barnet, men virkede ellers ligeglade.
Tiden gik, min søn voksede, og vi fik endnu et barn. Vores hverdag blev bedre, især takket være min mand og hans fars families støtte og omsorg. Efter nogle år ringede min mor igen denne gang for at fortælle om min søsters kommende bryllup og bad mig om at tage et lån på 50.000 kroner for at hjælpe med at betale festen. Jeg sagde nej, og hun sagde, at jeg ikke længere havde nogen familie.
Det var her, jeg mærkede for alvor, at jeg måtte sætte grænser og tage ansvar for mit eget liv. Igennem alt har jeg lidt under forsømmelse og uretfærdighed, men med min mand og vores børn har vi skabt en familie, hvor kærlighed og omsorg er i centrum. Jeg har lært, at en rigtig familie bygges på hjertelighed og gensidig støtte ikke kun på blodsbånd.
