Dette er jo så historien om mig en kvinde på 27 år, som drømte om at få et barn, men som kun kunne få ét med en gift mand, jeg elskede lidt for meget til mit eget bedste. Uheldigvis var hans overbevisninger stærkere end hans følelser, så han kunne ikke få sig selv til at gå fra sin kone og blive hos mig. Så der stod jeg, gravid, med min elskers moralske støtte, men kun min far valgte at bakke op fra familien. Han mente, at et barn uden for ægteskab var noget nær det værste, man kunne præstere, og han afviste blankt at anerkende min datter som sit barnebarn. Med et hjerte, der var mere knust end moste rugbrød, kunne jeg ikke få mig selv til at tage min datter med hjem til mine forældre, for jeg vidste, hun ikke ville være velkommen.
Mor tryglede mig om at komme forbi, men sandheden var, at hun var den eneste, der gerne ville se os. Min bror elskede mig oprigtigt og var helt tosset med min datter. Da min datter fyldte to, besluttede min bror at gifte sig og inviterede os med til brylluppet. Jeg tøvede i begyndelsen ville virkelig ikke være festens sorte får og spolere det hele. Jeg regnede med, at min far ville rulle med øjnene og lade os vide, at vi ikke var velkomne. Men brormand, mor og min kommende svigerinde talte mig til fornuft.
Brylluppet var proppet med børn, men min datter skilte sig ud – ikke fordi hun var specielt yndig, men fordi hun var den mørkeste i flokken. Hele aftenen havde jeg et halvt øje på hende. Jeg vidste, min far havde et blødt punkt for børn, men jeg havde ikke ventet at se det, der skete. Jeg vendte mig om og så ham stå og holde min datter i sine arme. De krammede og snakkede sammen, som kun bedstefædre og børnebørn kan. Jeg valgte at lade dem være og bare lade det ske. Hele aftenen gled forbi med små lykkeglimt.
Senere på aftenen kom min far hen til mig. Vi krammede, sådan for alvor, og han undskyldte sig fra hjertet og bad mig komme hjem igen og tage hans barnebarn med. Gæsterne hviskede rundt om os, de kendte jo til dramaet, men det var pludselig uden betydning. Jeg tilgav min far, og nu har min datter en morfar igen. Og hvis det ikke er essensen af ægte lykke, så ved jeg snart ikke, hvad er.
