Mit navn er Karen, og i dag fylder jeg tres år. Jeg sidder i min lænestol og ser ud over Amagers tage, mens tankerne kredser om mit liv. Jeg har to børn og bor sammen med min mand, men det føles ikke rigtig som at leve sammen. Mads og jeg har været gift i over tredive år, men hans humør er ikke let at omgås. Han er stolt, nærmest selvoptaget, og alt i hjemmet skal helst være præcis, som han vil have det. Jeg har udholdt det, fordi jeg troede, man skulle for børnenes skyld, for roens skyld.
Vores datter, Solveig, har været gift med Thomas i tolv år nu. De har to børn og bor i Vanløse. De har lige som så mange andre taget et realkreditlån til lejligheden, og det går heldigvis fornuftigt med afbetalingerne. Alle tillæg og ekstra penge går direkte til afdrag på lånet. Solveig og Thomas knokler begge to, men de formår stadig at give børnene både ordentligt tøj og gode oplevelser.
Vores søn, Nikolaj, lever mere komfortabelt end lillesøster. Han ejer flere lejligheder inde i København og et sommerhus oppe ved Tisvilde. En dag ringede han og sagde: “Mor og far skal skilles det er mor, der har taget initiativet. De har solgt lejligheden og delt pengene. Jeg har lovet far, at han kan bo i en af mine etværelses, og jeg regner med, at du sørger for mor.”
Solveig blev tavs i telefonen. “Hvordan skal det gå? Vi har kun en toværelses og to børn. Hvor skulle hun overhovedet kunne sove?” spurgte hun bekymret. “Er det mit ansvar? Vil du forlade din egen mor?” svarede Nikolaj lidt køligt. “Jeg tror altså ikke, Thomas bliver begejstret for det…” lød det tvivlende fra Solveig. “Det må I selv om,” sagde han bare og lagde på.
Nikolaj havde allerede gjort plads til vores far i en af sine lejligheder. Der var ikke så meget at diskutere for ham. Men Solveig var nødt til at tage et lån for at skaffe mig tag over hovedet. Banken sagde overraskende ja til hendes ansøgning, og hun fik lejligheden i sit eget navn. Indskuddet dækkede jeg med de penge, jeg fik for min del af salgssummen. Resten kæmper Solveig og Thomas med at afdrage hver måned. Jeg ved, Thomas er træt af det. Han mumler ofte, at voksne på vores alder ikke burde blive skilt, for det bliver børnene, der sidder med regningen til sidst. Er det rimeligt? Sidder jeg og tænker. Er det sandt, det Thomas siger?
