Jeg var ung, da jeg mødte denne slyngel. Han behandlede mig fortryllende, overøste mig med komplimenter og opførte sig, som om han var drømmemanden. Men så snart han havde fået, hvad han kom efter, forsvandt han sporløst ud af mit liv. Vores brud knuste mig fuldstændig. Dengang forstod jeg slet ikke konsekvenserne af vores forhold. Jeg blev rystet, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Først turde jeg ikke stole på min mor, men det gik hurtigt op for mig, at jeg ikke kunne skjule min graviditet længe jeg var trods alt allerede fire måneder henne. Med tungt hjerte fortalte jeg det til sidst. Hun løb straks til min far. Det eneste, jeg fik fra dem, var anklager og min mors bøn: Jeg ville ønske, du aldrig var blevet født.
Mine forældre lod sig ikke styre af kærlighed, men af frygten for sladder i hele Odder. Derfor pressede de mig til at få en abort, selvom det kunne være risikabelt for mit helbred. Modvilligt gav jeg efter, men jeg græd i flere uger efter, overvældet af sorgen og følelsen af at have forrådt mit eget barn. Jeg beder stadig Gud om tilgivelse. Livet gik nærmest i stå for mig. Jeg kunne have ønsket min egen død ikke kun mentalt, men også fysisk. Men mine forældre var fuldstændig ligeglade. Alt de gik op i, var at bevare deres gode navn.
Efter et par år i deres undertrykkende hjem fandt jeg styrke til at flygte. Jeg blev færdig med mine studier, fik job i Aarhus, og opbyggede stille og roligt en god karriere. Jeg opnåede efterhånden alt det, jeg kun havde kunnet drømme om førhen. Alligevel var der en ting, jeg aldrig kunne købe for alle de kroner, jeg havde tjent: en familie. Det var det ene, pengene ikke kunne give mig. Jeg havde allerede mistet chancen for selv at blive mor. Jeg mødte mænd, blev friet til, men hver gang sandheden om min barnløshed kom frem, forlod de mig lydløst. Mine forældre bærer skylden. De berøvede mig glæden ved moderskabet. Jeg havde ingen lyst til at tale med dem, slet ikke til at se dem igen.
Da min far fik en blodprop, og min mor bønfaldt mig om at passe ham, nægtede jeg. De havde svigtet mig, og ansvaret for min sorg hviler på deres skuldre. For at dulme min egen dårlige samvittighed sender jeg dem stadig penge hver måned. Jeg ved dog én ting: Aldrig i livet vil jeg udsætte min egen datter for den slags smerte. Forældre burde støtte deres børn ikke vende dem ryggen, når de har allermest brug for en. Mine forældre forstod aldrig, hvor stor en lykke de stjal fra mit liv.
