Jeg har to børn. De er fra to forskellige fædre. Min første er min datter, Signe. Hun er 16 år nu. Signes far betaler børnebidrag og holder altid kontakten med hende. Selvom min eksmand er blevet gift igen og har fået to børn mere i sit nye ægteskab, så glemmer han aldrig Signe.
Min femårige søn, derimod, har ikke været helt så heldig. For to år siden blev min anden mand alvorligt syg, og tre dage senere døde han på hospitalet. Der er gået noget tid nu, men jeg har stadig svært ved at forstå, at han ikke er her længere. Jeg tager mig selv i at tænke, at døren måske åbnes og at han bare lige kommer ind for at ønske mig en god dag, som han plejede. Så ryger tårerne bare resten af dagen.
Jeg har virkelig følt mig støttet af min svigermor, Birthe, i hele den tid. Det har jo også været hårdt for hende det var hendes eneste søn. Vi har haft hinanden at støtte os til og har været igennem sorgen sammen. Vi har talt sammen i telefon og besøgt hinanden tit, og vi snakkede meget om ham.
På et tidspunkt overvejede vi egentlig at flytte sammen, men så ombestemte Birthe sig igen. Vi kendte hinanden ret godt jeg boede sammen med hende i syv år, og vi har haft et supergodt forhold. Vi var nærmest veninder.
Jeg glemmer aldrig, at da jeg blev gravid, så bringer min svigermor pludselig en faderskabstest op. Hun havde set et eller andet program i fjernsynet om mænd, der i årevis opdrager et barn, der ikke er deres. Det gjorde mig virkelig utilpas, og jeg sagde:
Hvis en mand tvivler på, om det er hans barn, så må han blive søndagsfar!
Birthe sagde, at det ikke var noget, hun insisterede på, og at hun troede på, det var hendes søns barn. Jeg havde lidt på fornemmelsen, at hun alligevel gerne ville have sådan en test, men hun sagde ikke mere.
Så her i sommer blev Birthe virkelig syg og havde brug for mere pleje. Vi besluttede, at hun skulle flytte tættere på mig. Vi fik fat i en ejendomsmægler, og planen var at købe en lejlighed til hende.
Men så blev Birthe indlagt igen, og vi skulle bruge en dødsattest til mægleren. Birthe kunne ikke selv hente den, så jeg gik hjemme hos hende for at lede efter den. Mens jeg gennemgik hendes papirer, faldt jeg pludselig over et andet stykke papir en faderskabstest! Det viste sig, at Birthe alligevel havde fået sådan en test lavet, da min søn kun var to måneder gammel, og at det selvfølgelig var hendes barnebarn.
Jeg blev virkelig vred, da jeg fandt testen. Tænk, hun havde aldrig stolet på mig! Jeg kunne ikke holde det inde og konfronterede Birthe med det hele. Nu siger hun undskyld og fortryder, men jeg kan bare ikke give helt slip på det. Jeg føler mig svigtet hun har holdt det hemmeligt i så mange år!
Egentlig har jeg ikke lyst til at hjælpe Birthe længere, for hun har jo svigtet mig. Men på den anden side hun har jo ikke andre. Og jeg vil heller ikke tage min søns mormor fra ham.
Så jeg hjælper selvfølgelig stadig Birthe, men det bliver aldrig som før. Den der tryghed og varme er bare væk nuEfterhånden som efteråret nærmede sig, begyndte jeg at se på Birthe med lidt mildere øjne. Måske kom det af at se min søn kaste sine små arme om hendes hals eller høre de to le, når de læste historier sammen. Sorgen og vreden blev ikke mindre, men de gled i baggrunden, og pladsen blev taget af en anden slags forståelse. Birthe havde handlet ud fra frygt, ikke ondskab frygten for at miste endnu en del af sin familie, måske.
En aften, da regnen trommede mod ruden, spurgte min søn, om han måtte sove hos Bedste. Jeg kiggede på Birthe, og for første gang i lang tid mødte vores blikke hinanden uden skygger. Hun rakte ud, tog min hånd og holdt den blidt i sin.
Undskyld, hviskede hun. Jeg var bange. Men du har altid været der for os.
Jeg nikkede stille. Jeg kunne ikke love, at alting ville blive som før, men måske kunne der vokse noget nyt op af det, vi havde mistet ikke som tidligere, men måske stærkere, fordi vi nu kendte hinandens fejl og alligevel valgte at blive.
Næste morgen stod de to klar i stuen. Min søn havde flettet en papirkrone til Birthe, og hun bar den stolt hele dagen. Da jeg så på dem sammen, gik det op for mig, at kærlighed ikke altid er perfekt nogle gange halter den lidt, stikker og gør ondt, men den holder fast alligevel.
Og det, tænkte jeg, måtte være nok.
