Jeg er 41 år gammel og har været gift med min kone siden jeg var 22. For to måneder siden begyndte jeg at tænke på noget, som jeg aldrig før har haft mod til at sige højt: jeg tror faktisk ikke, jeg nogensinde har været forelsket i hende på den måde, som folk beskriver kærlighed. Det var en ganske almindelig aften; jeg sad på sofaen i stuen og så fjernsyn, da jeg tog mig selv i at undre mig over, hvorfor jeg aldrig har mærket den der sommerfugle i maven følelse, den søde uro, det brændende behov for at løbe hende i møde og kramme hende. Jeg blev ved med at tænke, og så begyndte brikkerne at falde på plads.
Jeg voksede op i et hårdt hjem i Esbjerg. Min far drak meget, kom hjem fuld, brugte sine penge på øl, og der var konstant ballade. Min mor gjorde rent hos andre familier, så vi kunne få enderne til at mødes det, han ikke sørgede for. Min barndom var fyldt med skænderier, træthed, og uro. Som teenager ønskede jeg kun at komme væk hjemmefra, få min egen lejlighed, sove roligt, og ikke vågne til råben. Jeg drømte ikke om kærlighed jeg drømte om frihed.
Da jeg mødte min kone, var jeg 22 og hun var ti år ældre end mig. Bare én måned efter vi begyndte at se hinanden, snakkede hun allerede om at flytte sammen, om at hjælpe mig, om at hun ville noget seriøst med mig. Jeg satte mig ikke ned og spurgte mig selv, om jeg var forelsket. Jeg så det som en mulighed for at komme væk fra mit hjem, starte en ny tilværelse. Jeg tog hurtigt beslutningen. Jeg fandt mine ting frem og gik. Ikke meget eftertanke, ikke tvivl kun et stærkt ønske om at slippe væk.
Jeg kan ikke sige, jeg har haft et dårligt liv. Min kone er god stabil, flittig, ansvarlig. Vi har aldrig manglet mad, vi har altid betalt huslejen, og senere købte vi vores eget hus i Aarhus. Hun elsker vores børn, tager sig af alting. Jeg har aldrig oplevet utroskab eller store skænderier. Udefra er vores ægteskab perfekt. Og netop dét forvirrer mig mest, for der er ikke nogen stor grund til, at jeg føler en underlig tomhed.
Jeg holder af hende. Respekterer hende. Jeg er dybt taknemmelig for alt, hun har gjort for mig. Med hende har jeg haft ro og tryghed. Men når jeg ser tilbage, indser jeg, at jeg aldrig har følt den stærke, passionerede kærlighed, som andre mænd taler om. Jeg har aldrig følt brændende jalousi, aldrig frygtet at hun skulle forlade mig, aldrig glædet mig vildt til hun kom hjem fra arbejde. Min kærlighed har mest været rutine, fællesskab, taknemmelighed men ikke lidenskab.
Jeg tænker ikke på skilsmisse. Jeg søger ikke en anden. Jeg vil ikke ødelægge vores familie. Jeg prøver egentlig bare at forstå noget, jeg aldrig har turdet indrømme før: at det, jeg har kaldt kærlighed i så mange år, måske var behov, tryghed og ønsket om at komme væk fra det svære liv. Og nu, 41 år gammel, med store børn og et fint hus i Århus, går det op for mig.
Nogle gange føler jeg skyld over bare tanken. Jeg siger til mig selv: Hvordan kan du overhovedet betvivle noget, der har givet dig stabilitet? Men samtidig føler jeg, det er rimeligt at indrømme det. Måske elsker jeg på en anden måde. Måske har jeg lært at klare mig før jeg lærte at elske. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at den tanke har sat gang i meget, jeg har båret rundt på siden jeg var den lille dreng, der bare ville væk hjemmefra.
Hvad ville du gøre, hvis du var i mine sko?
Jeg kunne virkelig godt bruge et råd lige nu
Og nu, hvor jeg har skrevet det ned, mærker jeg, at det hjælper at sige tingene højt det at turde anerkende sine egne følelser, selvom de ikke ligner alles andres. Jeg har lært, at mit liv altid vil bære spor af det, jeg flygtede fra, men at jeg ikke skal skamme mig over, hvordan jeg elsker. Måske er det okay at elske på sin egen måde, så længe man er ærlig overfor sig selv.
Jeg er 41 år gammel og har været gift med min mand siden jeg var 22. For to måneder siden begyndte jeg at tænke på noget, som jeg aldrig før har turdet sige højt: jeg tror ikke, at