Uden sjæl

Uden sjæl
Jeg kom hjem efter en tur til frisøren.
Selvom jeg for nylig rundede de 68 år, forkæler jeg mig stadig med besøg hos min faste frisør.
Det har altid pigget humøret op at få klippet håret, ordnet neglene og tage en snak over kaffe, sådan lidt livsglæde til hverdagen.
Da jeg kom ind, stod min mand, Jørgen, allerede klar i entréen.
Karen, der har været en slægtning forbi til dig, sagde han.
Jeg sagde, du først kom hjem senere, så hun ville prøve igen.
Hvilken slægtning?
Jeg har da ingen tilbage.
Måske en tiende kusine fra en gren, jeg ikke husker sikkert ude efter et lån eller noget.
Du burde have sagt, jeg var taget til Grønland eller noget, svarede jeg surt.
Hvorfor dog lyve?
Hun så ud til at være fra din familie, lang og rank, lidt som din mor Gud hvil hendes sjæl.
Hun virkede ikke til at ville noget ordentlig og velklædt, forsøgte Jørgen at berolige mig.
Efter fortyve minutter ringede slægtningen på.
Jeg åbnede selv døren.
Som Jørgen sagde, hun lignede min afdøde mor dyrt uldfrakke, læderstøvler, elegante handsker, små diamant-øreringe.
Det ved jeg alt om.
Jeg bød hende ind til kaffebordet.
Lad os få præsenteret os, nu hvor vi er familie.
Mit navn er Karen, du kan bare droppe det med et efternavn vi virker til at være jævnaldrende.
Det er min mand Jørgen.
Hvordan er vi i familie?
spurgte jeg.
Hun tøvede, blev en smule rød.
Jeg hedder Bodil Bodil Vilhelmsen.
Der er ikke så meget mellem vores alder jeg blev 50 d.
12.
juni.
Siger den dato dig noget?

Jeg blev bleg.
Du genkendte det.
Ja, jeg er din datter.
Tag det roligt, jeg vil ikke have noget af dig.
Jeg har bare altid haft lyst til at møde min mor.
Hele livet har jeg spekuleret på, hvorfor mor ikke holdt af mig.
Hun har været død i otte år.
Hvorfor kunne kun far elske mig?
Ham mistede jeg for bare to måneder siden.
Det var først lige inden hans død, han fortalte mig om dig.
Han bad dig tilgive ham, hvis du kunne, forklarede Bodil nervøst.
Der er noget, jeg ikke fatter?
Har du en datter?
spurgte en chokeret Jørgen.
Efter alt at dømme har jeg.
Jeg forklarer dig det senere, svarede jeg.
Så du er min datter?
Godt så.
Du har set mig.
Hvis du tror, jeg vil sidde her og tigge om tilgivelse, så tager du fejl.
Det er ikke min skyld alt dette.
Jeg håber, din far fik fortalt dig nok?
Forsøg endelig ikke at vække noget moderskab i mig ikke en snert!
Undskyld, sagde jeg til Bodil.
Kan jeg besøge dig igen?
Jeg bor i udkanten af byen, vi har et stort hus til to etager.
Kom gerne med Jørgen en dag.
Måske bliver du vant til tanken om mig.
Jeg havde billeder med af mit barnebarn og oldebarn, vil du ikke kigge?
spurgte Bodil.
Nej.
Jeg vil ikke.
Kom ikke igen.
Glem mig.
Farvel, sagde jeg iskoldt.
Jørgen bestilte en taxa til Bodil og fulgte hende ud.
Da han kom tilbage, havde jeg ryddet bordet og sad roligt med TV-avisen.
Det er imponerende, hvor hård du er!
Du kunne styre en hær er der slet ingen sjæl i dig?
Jeg har længe syntes, du manglede empati, men jeg havde ikke regnet med, det var så slemt, sagde Jørgen.
Da vi mødtes, var jeg 28 ikke sandt?
Min sjæl blev mærket lang tid før det.
Jeg er en landsbypige, som altid drømte om byen.
Jeg knoklede mig på gymnasium og var den eneste fra klassen, der kom ind på universitet.
Da jeg var 17, mødte jeg Poul.
Jeg var vildt forelsket – han var næsten 12 år ældre, men det skræmte mig ikke.
Efter min trange barndom virkede alt i København som et eventyr.
SUen slog aldrig til.
Jeg var konstant sulten, så jeg tog glad imod hans invitationer til cafe eller en is.
Han lovede mig aldrig noget, men jeg var sikker på, at med sådan en kærlighed ville han gifte sig med mig.
Da han en aften spurgte, om jeg ville med i sommerhuset, sagde jeg ja uden tøven.
Jeg var sikker på, at nu var jeg hans.
Det blev faste møder i sommerhuset.
Det var ikke længe før jeg var gravid.
Jeg fortalte det til Poul.
Han var jublende glad.
Jeg spurgte ham selv, hvornår vi skulle giftes jeg var jo over 18, nu kunne jeg søge om vielse.
Har jeg nogensinde lovet dig at gifte mig?
svarede Poul med et spørgsmål.
Nej, og det har jeg heller ikke tænkt mig.
Jeg er allerede gift, fortsatte han køligt.
Hvad med barnet?
Hvad med mig?

Du er ung og stærk.
Du kan få en studieskulptur lavet efter dig.
Tag orlov fra universitetet.
Lær så længe, du kan.
Når du nærmer dig fødsel, kommer du hjem til os.
Vi kan ikke selv få børn.
Min kone er meget ældre.
Når du har født, tager vi barnet.
Hvordan det formelt bliver ordnet, behøver du ikke spekulere over.
Jeg er ikke en hvem-som-helst i kommunen, og min kone leder afdeling på Rigshospitalet.
Så du skal ikke bekymre dig om barnet du får penge efter fødsel.
Dengang kendte ingen til surrogatmoderskab, jeg var måske den første.
Hvad skulle jeg ellers gøre?
Tilbage til landsbyen og skamme hele familien?
Indtil fødslen boede jeg i deres villa.
Pouls kone kom aldrig ind til mig, hun var måske jaloux.
Jeg fødte datteren hjemme de havde hentet en jordemoder.
Jeg gav hende aldrig bryst, hun blev taget med det samme.
Jeg har ikke set hende siden.
En uge efter blev jeg pænt sendt afsted.
Poul gav mig penge.
Jeg fortsatte på universitetet.
Efter studierne fik jeg arbejde på fabrikken jeg fik en lille lejlighed i familieboligen.
Jeg arbejdede først som almindelig mester, siden som senior.
Jeg fik venner, men ingen friere, før du dukkede op.
Jeg var 28 og havde ikke engang lyst til at blive gift men det skulle jo til.
Resten kender du jo.
Vi har levet godt sammen tre biler, hus fyldt med alt, sommerhus som er nydeligt.
Hver sommer har vi feriet sammen.
Fabrikken holdt ud gennem krisen, vi producerede produkter til traktorer, og ingen kender deres detaljer.
Fabrikken er stadig omringet af pigtråd og vagttårne.
Vi gik på pension med gode forhold.
Vi har alt.
Ingen børn, og det trives jeg egentlig med.
Når jeg ser nutidens børn afsluttede jeg min fortælling.
Det har ikke været godt.
Jeg har elsket dig og forsøgt hele livet at nå ind til dit hjerte forgæves.
Børn havde vi ikke, men du har aldrig engang kunne føle med en kat eller hund.
Da min søster bad dig hjælpe hendes niece, sagde du nej til at lade hende overnatte bare en uge.
I dag kom din datter og se hvordan du tog imod hende?
Dit eget barn, og du Hvis vi var yngre, ville jeg have søgt om skilsmisse, men nu er det for sent.
Det er koldt ved siden af dig, koldt, protesterede en vred Jørgen.
Jeg blev lidt forskrækket aldrig havde han talt sådan til mig før.
Min rolige tilværelse var forstyrret af denne datter.
Jørgen flyttede permanent til sommerhuset.
De sidste mange år har han boet der han har tre hunde, fundet som forladte valpe, og ingen ved hvor mange katte.
Han kommer sjældent hjem.
Jeg ved han ofte besøger Bodil, min datter han har lært hele familien at kende og forguder oldebarnet.
Han har altid været lidt sær så lad ham leve, som han vil, tænker jeg.
Jeg har aldrig fået lyst til at lære Bodil, mit barnebarn eller oldebarn at kende.
Jeg rejser alene til Skagen, holder ferie, samler kræfter og har det fortrinligt.