Mine venindes forældre havde knoklet så det kunne mærkes for at give deres søn en god start på livet. De sørgede altid for, at han aldrig manglede noget nærmest som om han var arveprins til Slottet Frederiksborg. Moren havde især et hjerte, der bankede for at give ham de bedste muligheder; hun mente, at man skulle sætte ordentlig gang i livets maskineri. Så da han blev student, fik han ikke bare en klapsalve han fik også nøglerne til en spritny VW Golf. Da han begyndte på universitetet i Aarhus, stod der lige pludselig en lejlighed med tæpper så bløde, at man kunne tage skoene af uden at frygte kolde fødder.
Veninden min var et fornuftigt menneske og lyttede altid til sine forældres råd. Han var sådan én, der sender snaps til moren, bare for at vise at han har husket at tage madpakken med og har købt rugbrød i stedet for toastbrød. Men ak, da han blev 27, begyndte moren at blive mere nervøs end en taxachauffør i indre København en lørdag nat for sønnike viste overhovedet ingen interesse for ægteskab.
Bevares, han havde haft kærester før, men det var jo ikke rigtigt for moren. Hun drømte om, at han fandt en fast partner. Hun forestillede sig bryllupsbuketter og bobler, og måske skulle de unge få deres bryllupsrejse til Bornholm forældrefinansieret. Hun havde dog ingen idé om, at mødet med den kommende hustru ville ryste hele familiens verdensbillede.
Moren begyndte at lægge mærke til nye vaner: Han talte i telefon hele tiden, og hans skjorter var så strøgne, at selv faren var imponeret. Han gik på dates og var glade, som om han havde vundet i Lotto. Moren blev mere og mere overbevist: Nu måtte det være kærligheden, der bankede på.
En dag sagde han, at han snart ville præsentere sin forlovede den, han ville giftes med. Moren, Birgitte, blev jublende glad og forestillede sig allerede hyggelige kaffedates med svigerdatteren. Men da den store dag kom, og døren gik op, stod der ikke en ung pige; der stod en kvinde på 38 med to børn i hænderne og sønnike var jo kun 27.
Forældrene blev mildt sagt chokeret, nærmest indigneret som hvis nogen havde serveret filterkaffe i stedet for cappuccino. De sagde rent ud, at de ikke kunne acceptere forholdet, og bad ham om at aflevere nøglerne til lejligheden og bilen, hvis han ville fortsætte. Sønnen svarede, at han nok skulle klare sig selv og afleverede nøglerne uden stort drama.
Dernæst valgte han den moderne vej: Han blokerede sine forældre på Facebook og Instagram, stoppede med både SMS og opkald og gik helt og aldeles off-grid fra familiens digitale radar. Moren hørte fra andre slægtninge, at han nu kæmpede med alle livets små og store praktiske udfordringer. Birgitte håbede stadig, at han ville indse, hvor besværligt det var og måske finde vej tilbage til sin familie, hvis han en dag fik smag for både rugbrød og forældreråd igen.
