Han byggede en uge lang en haveskur og slukte i alt, hvad der lå i køleskabet. Jeg tog værdien af den mad fra hans løn, og han begyndte at gnide sine hænder i en knude af vrede.
Jeg havde brug for en haveskur på min lille jord i forstæderne til Gladsaxe. I stedet for at ringe til et stort byggefirma, tænkte jeg, at én dygtig håndværker nok kunne klare det grundlæggende.
Min nabo, Freja, pegede mig i retning af sin ven, Anders, som arbejdede med husbygning og derfor burde kunne smed’e en simpel haveskur frem.
Heldet var på min side Anders havde tid. Han ville egentlig ikke tage opgaven, men jeg overtalte ham med et smil, der bølgede som et spejl i en drøm.
Han sagde, at han kunne have skuret klar på en uge, og det passede mig. Lørdag aftalte han at komme og kigge på grunden, og næste dag ville han købe alle materialerne: træ, skruer, tagpap og en lille bunke sten.
Vi talte også om hårdt arbejde. Anders insisterede på straks at få en hjælper, og han lovede at finde en ven, for han havde mange bekendtskaber i byens skjulte gader.
Det vigtigste var, at jeg skulle være i København hele ugen for at arbejde, så jeg kunne ikke overvåge byggeriet. Jeg overlod nøklene til ham indtil den kommende weekend.
Anders lovede at tage sig af alt, for han var en dygtig fagmand. Han bad om en rimelig betaling en sum, der lød som en stor portion kroner. Jeg gik med på det.
Lørdag aften stod haveskuret færdigt. Det var hele som jeg havde drømt, uden en eneste skygge af utilfredshed. Anders syntes intet var galt.
Det eneste, der gik mig på, var, at Anders havde opslugt al mad fra mit køleskab: to kilo svinekød, to dusin æg, flere kartoner mælk, sauce og en flaske vin. En sådan spisning føltes som en ubønhørlig storm i drømmens nat.
Jeg beregnede omkostningerne for al maden og trak beløbet fra hans løn. Det var kun en dråbe på en stor sø, men for mig betød det noget.
Anders brød sig ikke om regnestykket. Han begyndte at argumentere og sagde, at håndværkere altid skal mættes, at det er den uskrevne lov i byggebranchen. Han tilføjede, at i løbet af byggeprocessen havde han presset sig selv ekstra hårdt, men at summen stadig forblev den samme.
På den ene side ville jeg give ham ret. På den anden side stod jeg fast på, at jeg havde opfyldt alle betingelser, vi havde indgået, og at jeg burde have fået besked om alle nuancer, før jeg blev presset i en drømmeagtig krog.
Således endte drømmen med en mærkelig stilhed, hvor skuret stod som et spøgelsesagtigt monument over en uge, en løn og en køleskabskatastrofe, alt i de blide toner af danske kroner.
