Uden sjæl

Uden sjæl
Karen Mikkelsen kom hjem fra byen.
Hun havde været hos frisøren, og selvom hun netop var fyldt 68 år, forkælede hun sig stadig regelmæssigt med besøg hos sin faste frisør.
Håret blev trimmet, neglene fixet, og denne slags små ritualer gav hende et løft i livsglæde og humør.
Karen, der kom en eller anden slægtning forbi mens du var væk.
Jeg sagde, at du først ville være hjemme senere.
Hun sagde, hun ville komme igen, fortalte hendes mand Jens.
Hvilken slægtning?
Jeg har jo ikke flere tilbage.
Måske en perifer kusine i syvende led, som vil tigge om noget.
Du burde have sagt, at jeg var rejst til Grønland, svarede Karen irriteret.
Hvorfor lyve?
Hun virkede faktisk som en fra din familie, lige så høj som dig, stolt og rank, lidt lig din mor, Gud have hendes sjæl.
Jeg tror ikke, hun vil have noget.
Hun var meget velklædt, noget så ordentlig prøvede Jens at berolige hende.
Omkring fyrre minutter senere ringede slægtningen på døren.
Karen lukkede hende ind selv.
Hun lignede faktisk hendes afdøde mor, og var elegant klædt: en dyr uldfrakke, læderstøvler, handsker, små diamanter i ørene det slags kunne Karen sagtens vurdere.
Hun bød damen til den dækkede kaffebord.
Lad os få introduceret os selv, nu hvor vi angiveligt er i familie.
Jeg hedder Karen, uden efternavnet for nemheds skyld, og jeg kan se, vi er nogenlunde jævnaldrende.
Det er min mand Jens, og hvordan er du egentlig slægtning til mig?
spurgte Karen.
Damen tøvede lidt, rødmede næsten, Jeg hedder Helle Helle Vestergaard.
Ja, der er faktisk ikke meget aldersforskel.
Jeg fyldte 50 år den 12.
juni.
Betyder den dato noget for dig?

Karen blev pludselig bleg.
Jeg kan se, det gik op for dig.
Ja, jeg er din datter.
Du skal ikke blive urolig, jeg behøver intet fra dig.
Jeg ville bare se min mor ansigt til ansigt.
Hele livet har jeg levet i uvidenhed og aldrig forstået, hvorfor mor ikke holdt af mig.
For resten, hun døde for otte år siden.
Hvorfor var det kun far der elskede mig?
Far gik bort for to måneder siden, og det var først da han fortalte mig om dig.
Han bad dig tilgive ham, hvis du kan, forklarede Helle nervøst.
Jeg fatter ingenting?
Har du en datter?
spurgte Jens, chokeret.
Det viser sig, at jeg har.
Jeg forklarer det senere, sagde Karen.
Så du er min datter?…
Fint, har du set mig nu?
Hvis du tror, jeg vil angrer og bede om tilgivelse, så nej, det kommer ikke til at ske.
Jeg har ingen skyld her, svarede Karen køligt, Jeg håber, at far nåede at fortælle dig hele historien?
Hvis du tror, du kan vække mors følelser i mig, så nej, ikke en smule!
Undskyld.

Må jeg besøge dig igen?
Jeg bor i udkanten af byen.
Vi har et stort hus i to etager, kom gerne med din mand på besøg.
Så vænner du dig til tanken om at jeg findes.
Jeg har billeder af dit barnebarn og oldebarn, måske vil du se dem?
spurgte Helle forsigtigt.
Nej!
Jeg vil ikke.
Kom ikke igen.
Glem mig.
Farvel, svarerede Karen uden omsvøb.
Jens bestilte en taxa til Helle og fulgte hende ud.
Da han kom ind igen, var Karen allerede i gang med at rydde bordet og så fjernsyn med en rolig mine.
Du er af stål!
Du kunne lede hære.
Har du slet ingen sjæl?
Jeg har altid haft en anelse om, at du var kold og hård, men at det var så slemt, havde jeg aldrig troet, sagde hendes mand.
Vi mødtes, da jeg var 28 år, ikke sandt?
Men min sjæl blev flået ud og trampet på længe før det.
Jeg var landsbypige, der drømte om at slippe til byen.
Så jeg læste bedre end nogen, og kom til sidst som den eneste ind på universitetet.
Jeg var 17 år da jeg traf Poul.
Jeg elskede ham vanvittigt.
Han var næsten 12 år ældre, men det generede mig ikke.
Efter min fattige barndom var alt i byen som et eventyr.
Legatet rakte aldrig til noget.
Jeg var altid sulten, og tog med glæde imod hans invitationer til café eller is.
Han lovede mig intet, men jeg var sikker på, at kærligheden betød, han ville gøre mig til hustru.
En aften inviterede han mig i sommerhus.
Jeg tøvede ikke, og troede, vi var bundet for livet.
Møderne i sommerhuset blev rutine.
Det stod snart klart, at jeg skulle være mor til hans barn.
Det sagde jeg til Poul.
Han blev glad.
Jeg spurgte ham direkte, når vi skulle giftes jeg fyldte 18, det var tilladt nu.
Har jeg nogen sinde lovet dig ægteskab?
svarede han med et spørgsmål.
Jeg har aldrig lovet dig noget, og jeg vil aldrig gifte mig med dig.
Jeg er desuden gift, sagde han roligt.
Men barnet, og mig?

Du er ung og stærk.
Du kan få akademisk orlov på universitetet, og mens det endnu ikke ses, kan du læse videre.
Så tager vi dig ind til os til sidst, min kone og jeg.
Vi har ikke selv kunnet få børn.
Måske fordi hun er meget ældre end mig.
Når du har født, tager vi barnet.
Hvordan det skal ordnes, er ikke dit problem.
Jeg har stilling i kommunen, og min kone leder hospitalets afdeling.
Så bekymr dig ikke om barnet, vi betaler dig godt efter fødslen.
På den tid kendte ingen til surrogatmødre, men jeg var måske Danmarks første.
Hvad kunne jeg ellers gøre?
Tilbage til landsbyen og bringe skam?
Før fødslen boede jeg hos dem i villaen.
Poul’s kone kom aldrig ind til mig, måske var hun jaloux.
Jeg fødte datteren hjemme, jordemoderen kom, alt efter bogen.
Jeg ammede ikke, og pigen blev straks taget væk.
Jeg så hende aldrig igen.
Efter en uge blev jeg venligt sendt videre.
Poul gav mig penge.
Jeg tog tilbage til universitetet.
Efter det fik jeg job på fabrikken.
Man gav mig et værelse i kollegiet.
Første blev jeg værkføreren, siden blev jeg kvalitetsansvarlig.
Der var mange venner, men ingen bad mig om ægteskab, før du kom.
Jeg var 28, og det var på tide.
Så kender du resten.
Vi har haft et godt liv, skiftede tre biler, huset er fyldt med alt, sommerhuset velplejet.
Hver sommer rejste vi på ferie.
Fabrikken overlevede 90erne, fordi traktordele kun blev fremstillet i et bestemt værksted.
Resten vidste ingen om.
Fabrikken er stadig indhegnet med pigtråd og vagttårne.
Vi tog førtidspension.
Vi har alt.
Ingen børn, og det generer mig ikke.
Jeg ser, hvad for børn folk får i dag…
afsluttede Karen sin historie.
Nej, vi har ikke haft det godt.
Jeg har elsket dig.
Hele livet har jeg forsøgt at varme dit hjerte, og det lykkedes mig aldrig.
Det var slemt nok, at vi ingen børn fik, men du har aldrig engang haft medfølelse med en kat eller hund.
Min søster bad dig tage imod hendes niece, bare en uge, og du nægtede.
I dag kom din datter til dig hvordan tog du imod hende?
Din egen datter!
Dit blod, og du Havde vi været yngre, var jeg blevet skilt.
Nu er det for sent.
Det føles koldt hos dig.
Iskoldt, sagde Jens vredt.
Karen blev lidt bange, for Jens havde aldrig talt sådan til hende før.
Hele hendes rolige liv var forstyrret af denne datter.
Jens flyttede til sommerhuset.
De sidste år har han boet der.
På sommerhuset har han tre hunde, han reddede forladte hvalpe, og en ubestemmelig skare af katte.
Han kommer sjældent hjem.
Karen ved, han besøger datteren Helle og hendes familie, og han forguder oldebarnet.
Han har altid været lidt sær, det er han stadig.
Han må leve som han vil, tænker Karen.
Hun har aldrig følt behov for at lære datter, barnebarn eller oldebarn at kende.
Hun rejser alene til havet.
Hun nyder det, samler kræfter og føler sig forunderligt godt tilpas.