Hej, jeg skal lige fortælle dig, hvad der gik ud af hænderne på os i sidste uge. Det hele startede med, at Freja insisterede på at købe nogle nye sokker hun havde virkelig brug for dem. Så spurgte hendes bror, Mikkel, om han ville bruge al den penge, hans far havde sendt til ham, til at dække hendes udgifter.
Mor, Kirsten, ville egentlig ikke svare på den spørgsmål. Henkel, deres far, havde for nylig overført børnebidrag til sin ekskone, og han havde også mindet hende om at købe den nødvendige tøj til drengen, siden han stadig gik i de gamle klæder fra før.
Kirsten blev tydeligvis ramt og spurgte Mikkel, om han egentlig kun brugte den støtte, han modtog fra faren, på de ting, han selv behøvede. Det satte hende i tårer, så hun lagde sokkerne tilbage på hylden.
Derudover gik Anders (det var ham, der egentlig ville have en ny trøje) ind i omklædningsrummet og prøvede et par sweatshirts for at finde den, der passede ham bedst. Kirsten tjekkede prisen den stod på femti euro, altså omkring trehundrede og halvfems kr. Hun slog sammen alle priserne og indså, at børnebidraget simpelthen ikke ville række, så hun måtte toppe den op.
Mikkel sprang ud af omklædningsrummet med sit nye sweatshirt i hånden og smed det i en kurv sammen med de andre køb. Kasseren i butikken i Aalborgs indkøbscenter pakkede varerne i poser og sagde: Det blir fem hundrede femogtyve kroner, tak.
Kære, jeg har kun fire hundrede i lommen. Lad nogle af tingene blive liggende, så de kan vi købe senere, sagde Kirsten til Mikkel. Men han ville ikke lade noget blive, så han insisterede på at betale med sin fars penge jeg har lov til det, det står i loven, så jeg betaler.
Freja trak sin pung frem, gik ud til kassen, lagde pengene på bordet og sagde: Det er penge til en hel måned. Brug dem, som I vil. Betal tøj, men husk også mad. Jeg giver jer ikke flere penge efter dette. Ha det godt. Hun gik ud af butikken med et alvorligt blik.
Senere om aftenen kom Mikkel hjem med flere poser fra forskellige mærke butikker. Jeg har fået fat i lækre sko, de er virkelig pæne. Har vi noget mad i køleskabet? spurgte han. Du har jo nu lædersko, så jeg foreslår, at du selv laver mad til dem, svarede Kirsten. Mor, jeg er helt seriøs, sagde han.
Tror du, jeg laver sjov? svarede hun. Jeg ringer til far i stedet, for du snakker kun vrøvl. Så sagde Kirsten med et lille smil: Held og lykke med det.
Mikkel ringede til Henrik: Hej far, må jeg bo hos dig i en måned eller to? Hvorfor er du på ferie? Kan du sende lidt penge? Jeg har ingen. Henrik sagde, at de snakkede senere.
Samtalen gik ikke så godt, så Mikkel gik trist tilbage til sit værelse. Henrik ringede så til sin ekskone og spurgte, hvad der var sket mellem dem. Hun forklarede, at Mikkel havde besluttet, at alt skulle falde ham ud, og at de måtte sørge for ham. Han har mod, men vi må give ham mad, ellers bliver han sulten. Vi kan trække pengene fra børnebidraget, og hvad der er til overs, giver vi ham.
Tre timer senere gik internettet pludselig ned derhjemme, og Mikkel slog igen ud af sig på Kirsten. Hvorfor skulle jeg nu betale for internettet? Du bliver sikkert afskyldigt, lige som far sagde. Fra næste måned flytter jeg ind hos far, sagde han. Tror du, du kan passe ind i en familie med tre børn? spurgte Kirsten. Jeg lover, at jeg flytter ind hos ham, svarede han. Men du skal vide, at du ikke får noget børnebidrag næste måned, for jeg har lovet far, at jeg skal fodre dig, og de penge, jeg giver dig, trækker jeg fra bidraget.
Kirsten fortalte så, hvor meget hun bruger på deres samlede livsforsørgelse hver måned langt mere end hvad hun får i bidrag. Mikkel indså, at han havde været urimelig over for sin mor, undskyldte og gik i gang med et deltidsjob i ferien for at hjælpe hende lidt økonomisk. Sådan gik det altså, og vi håber, det giver mening nu.
