Nastja, tag hende med dig! Jeg kan ikke klare det længere! Selv at røre ved hende føles ulækkert!

– Mette, tag hende! Jeg kan ikke mere! Det væmmes mig bare at røre ved hende!
Lise rystede, og barnet på hendes arme skreg uhæmmet.
Jeg tog min lille niece op og nikkede.
– Okay. Men det er dit valg, ikke? Du kommer ikke og brokker dig senere?
– Nej, overhovedet ikke! Tag hende bare. Jeg har ikke brug for hende!
Lille Alma var kun en måned gammel. Noget havde været ude af balance med Lise siden begyndelsen af graviditeten. Jeg havde givet humørsvingningerne skylden på den sene graviditet. Lise havde været enke i mere end syv år. De voksne børn boede for sig selv. En tur til Vesterhavet, en flygtig flirt og en uventet graviditet havde taget os alle med storm. Lise havde aldrig været spontan, så vi troede først, hun var glad for barnet. Men hurtigt bemærkede jeg, at hun i det ene øjeblik kastede sig ud i at købe babytøj og kigger på barnevogne, og i det næste trak hun sig tilbage og lukkede sig inde som bag en mur.
Op til fødslen trak Lise sig fuldstændigt. Hun ringede hverken til mor, børnene eller mig. Jeg blev urolig og fandt hende på Rigshospitalet, hvor hun var ved at skrive under på at opgive forældreretten.
– Lise, hvad er der dog galt? Hvorfor?
– Jeg ved det ikke engang selv. Jeg føler ingenting. Hun føles fremmed.
– Hvordan kan hun være fremmed? Det er dit barn!
– Det føles ikke sådan, sagde Lise og vendte sig mod væggen.
Jeg hentede mor, som en slags “sidste udvej”. Lise gik modvilligt med til at beholde barnet. Mor insisterede på, at hun og Alma boede midlertidigt hos hende, så vi alle kunne hjælpe, men mest for at holde et øje med Lise. Hun tog sig af Alma, men gjorde alt mekanisk og blev aldrig længere tid ved sin datter end nødvendigt. Det var mormor, der gav hende navn, og det var moster mig der gik rundt med hende på armen.
– Lise, jeg kan tage hende. Jeg passer hende, men der går nok ikke lang tid, før hun begynder at kalde mig mor?
– Det rager mig. Bare det ikke bliver mig.
Efter en uge fik jeg papirerne i orden. Jeg blev Alma officielle værge. Lise flyttede til Odense.
Lille Alma var en livlig og glad tumling. Hun gik tidligt og talte tidligt. Mig kaldte hun mor.
Tolv år gik.
– Mor, jeg fik kun tolvtaller i dag, og i morgen skal vi i biografen med klassen! Alma’s lyse stemme fyldte lejligheden.
– Er det hende?
– Ja, Lise, det er det. Jeg beder dig
– Hej! Jeg hedder Alma. Hvem er du?
I døren til køkkenet stod en høj pige med store øjne, og hun skiftede underligt blik mellem kvinden ved bordet og mig, der stod ved vinduet helt hvid i ansigtet.
– Jeg jeg hedder Lise. Jeg er din mor, Alma.
– Jeg bad dig! udbrød jeg arrigt og gik over til Alma. Jeg forklarer det hele, skat!
– Nej, mor. Lad os høre det. Så, du siger, du er min mor. Og?
– Jeg er kommet for at hente dig hjem. Jeg vil have, at du bor hos mig.
– Hvorfor det?
– Fordi du er min datter.
– Nej, det er jeg ikke. Jeg har én mor, og hende ser du her. Jeg har ikke brug for en anden! Og dig vil jeg helst aldrig se igen! Alma vendte sig om og gik ud.
Jeg satte mig træt ved bordet.
– Hvad tror du, du opnår?
– Ikke noget endnu. Men jeg kæmper videre, tro mig. Om nødvendigt gennem retten.
– Hvorfor, Lise? Du afleverede hende jo selv væk. Ingen fattede hvorfor. Og nu, nu vil du have, hun skal kaste sig i armene på dig? Tag til mor nu, så taler vi senere. Jeg skal være hos min datter.
– Hos din niece! Lise rejste sig.
Jeg sukkede og gik ind til Alma.
– Alma
– Mor, vent. Før du siger noget, skal du vide: Jeg ved alt. Kan du huske for et år siden, da vi hjalp mormor med at rydde op? Jeg fandt papirerne om værgemål. Først blev jeg vred, fordi I intet havde sagt. Så tænkte jeg på at mødes med hende for at spørge hvorfor Men så indså jeg, at det behøver jeg ikke. Du er min mor! Jeg har ikke brug for andre.
– Alma, min skat! Jeg slipper dig aldrig.
– Jeg slipper heller ikke mig selv, grinede Alma. Husker du min klassekammerat Mikkel? Hans mor er advokat ring til hende, hun er specialiseret i familieret.
– Altså, datter Du skal ikke blive voksen for hurtigt. Hun er nok mere voksen end jeg. Men husk, det er stadig mig, der er den store og mor her i huset! Jeg grinede og trak hende ind til mig. Vi ringer selvfølgelig. Alt løser sig.
Der fulgte mange lange dage og retssager, men retten lod alt være, som det var. De lyttede til Almas klare nej til at bo hos sin biologiske mor.
Uden for domhuset stod vi, to søstre.
– Så er det overstået endelig, sagde jeg lettet. Hvad nu, Lise?
– Jeg rejser, Mette. Jeg skal ikke blande mig, men jeg vil hjælpe hvor jeg kan. Der er en konto til Alma papirerne har mor. Dem har jeg efterladt.
– Men hvorfor, Lise? Hvorfor forlod du hende dengang?
– Der var aldrig noget kærlighedsforhold, Mette. Intet. Det var en mørk park, en sen aften.
Jeg mistede ordene.
– Og du har båret på det alene? Alle de år?
– Der var ikke noget at gøre. Så jeg sagde ingenting. Da jeg endelig opdagede graviditeten, troede jeg, det var overgangsalderen. Så var det for sent. Sig ingenting til Alma. Det er ikke hendes sag, det er min. Måske tilgiver hun mig en dag.
Jeg gav min søster et kram, og vi så begge over mod Alma og mormor.
– Nogle gange bliver det værste til det smukkeste. Hun er så smuk! Lise tørrede øjnene, og for første gang i mange år så jeg et smil på min søsters læber.