Hvor mange gange har jeg ikke sagt til ham, at han ikke burde gifte sig med hende? Lige før brylluppet tryglede jeg ham næsten om at lade være. Men hørte han på mig? Han var forelsket. Og nu må han leve med det.
For nogle dage siden ringede min søn til mig. Jeg kunne straks høre på hans stemme, at han var syg. Man kan ikke narre sin mor. Han bad mig komme forbi. Han fortalte mig, at hans kone, selvom hun vidste, han var syg, havde pakket sine ting og var taget hjem til nogle veninder, og nu havde han ingen til at lave en kop te eller koge lidt suppe til ham.
Desuden svarede hun ikke engang på hans opkald. Selvom det allerede var sent, skyndte jeg mig ud af døren for at tage hen til ham. Jeg stoppede på vejen ved apoteket og købte noget medicin. Hele vejen tænkte jeg på hende. Hun havde altså forladt sin syge mand og taget over til veninderne. Min søn havde det virkelig dårligt. Da jeg så ham, overvejede jeg næsten at ringe efter en ambulance, men han bad mig vente lidt.
Han var tydeligt svækket. Og der var intet i lejligheden. Jeg var heldig at have lidt mad og medicin med. Jeg måtte tage mig voldsomt sammen for ikke at råbe. Hvilken kvinde gør dog sådan noget? Hun havde efterladt ham syg, der var ingen medicin i hjemmet kun hendes slankepiller og et rungende tomt køleskab. Jeg lavede en kop te til min søn og løb derefter hurtigt ned til Netto efter kylling til suppe.
Først efter at han havde hvilet sig og fået lidt at spise, var der tegn på bedring. Feberen faldt også lidt. Hans “dejlige” kone kom hjem klokken tre om natten og stank langt væk af alkohol. Hun havde åbenbart haft det sjovt. Hun gad ikke engang lytte, da jeg prøvede at forklare hende om medicinen. Kun fordi min søn stadig var svag, lod jeg det fare. Men det var ikke meget, der skulle til, før det hele var brudt sammen.
