Selvom jeg havde travlt med at komme hjem, kunne jeg ikke lade være med at trække ind til siden på landevejen tæt ved genbrugsstationen uden for Odense. Blandt de bunkevis af affald lagde jeg pludselig mærke til en stor pose, der påfaldende nok skabte små svage pivelyde og rørte på sig lidt.
Normalt gemmer man sjældent mere end gamle tøjrester, tomme madbeholdere og almindeligt skrald i sådan nogle poser. Men det, jeg opdagede i denne her, kom bag på mig og gjorde mig trist en lille hundehvalp, hensynsløst og hjerteløst efterladt på lossepladsen, midt i stærk sommersol uden en dråbe vand.
Jeg blev grebet af medlidenhed og løftede straks den hjælpeløse hvalp op, for derefter at køre direkte til dyrlægen med den. Gudskelov var hvalpen sund og rask. Derefter tog jeg kontakt til det lokale dyreinternat og bad om, at de fandt et kærligt hjem til det stakkels kræ. Allerede få dage senere var heldet med den: Et venligt og ungt par fra Svendborg tog hvalpen til sig og døbte hende Alberte. For første gang fik hvalpen et rigtigt hjem med tryghed og omsorg.
Det gør ondt at tænke på, at der findes mennesker i vores verden, der kan være så følelseskolde og ligeglade med forsvarsløse dyrs følelser. Alt, sådan et dyr beder om, er kærlighed og varme, og som tak får man en loyal ven for livet. Hvert eneste levende væsen fortjener chancen for at blive en del af en ansvarlig familie.
Når det gælder dem, der havde smidt hvalpen væk på så kynisk manér, kan jeg kun håbe, de mærker konsekvenserne af deres gerning og i bedste fald lærer noget om ansvarlig omgang med dyr. Dyreværnsforeningerne og myndighederne burde i fællesskab sikre, at sager som disse bliver håndteret med alvor og straffet tilsvarende, så grusomhed af den her slags kan forhindres fremover. Vi skal styrke empatien, ansvarsfølelsen og omsorgen for kæledyr i hele samfundet.
For mit eget vedkommende har denne oplevelse lært mig, at det kræver så lidt at gøre en stor forskel for nogen, der har brug for hjælp uanset om det er et dyr eller et menneske.
