Natasja, tag hende med dig! Jeg kan ikke mere! Det føles endda ulækkert bare at røre ved hende!

Rikke, tag hende nu! Jeg kan simpelthen ikke mere! Jeg kan næsten ikke røre ved hende, det vækker bare ubehag i mig!
Louise rystede over hele kroppen. Barnet på armen græd hjerteskærende.
Jeg tog min lille niece i favnen og nikkede.
Fint, men husk, det er dit valg, okay? Ingen ballade senere?
Nej nej, hvilken ballade?! Tag hende bare. Jeg har ikke brug for hende!
Den lille pige var kun en måned gammel. Der havde været noget galt med Louise helt siden hun blev gravid. Jeg slog det hen som hormonelle udsving i slutningen af graviditeten. Min søster havde været enke i over syv år. Hendes ældre børn var flyttet hjemmefra. En tur til Skagen, en kort affære og pludselig var hun gravid, hvilket overraskede os alle. Louise havde aldrig været impulsiv. Først virkede hun glad for graviditeten, men senere kunne jeg mærke, at hun vekslede mellem at shoppe babytøj og at lukke sig fuldstændig inde i sig selv i ugevis.
Lige inden fødslen trak Louise sig helt fra familien. Ingen opkald til mor, mig eller sine børn. Jeg blev bekymret og fandt hende på hospitalet, hvor hun skrev under på, at hun ville give barnet fra sig.
Louise, hvad sker der? Hvorfor?
Jeg ved det ikke… Jeg føler ingenting. Hun føles fremmed.
Hvordan fremmed? Du er jo hendes mor!
Det bliver jeg ikke. Louise vendte sig væk, ind mod væggen.
Jeg hentede vores mor ind som tungt skyts. Louise gik med til at tage barnet med hjem. Mor sagde hende, hun skulle bo hos hende den første tid for at hjælpe til. I virkeligheden holdt vi bare øje med Louise. Hun passede datteren, men alt foregik mekanisk aldrig et ekstra øjebliks nærvær. Mormoren gav hende navn, tanten bar hende rundt.
Louise, jeg tager hende altså gerne. Men så vil hun jo begynde at kalde mig for mor med tiden?
Det rager mig. Bare det ikke er mig.
En uges tid efter ordnede vi papirerne, og jeg blev officiel værge for min niece. Louise flyttede til Odense.
Lille Agnes voksede op som den største livsglæde altid smilende og hurtig til at lære nye ting. Hun sagde mor til mig.
Tolv år gik.
Mor, jeg fik 12 i tre fag i dag, og i morgen skal vi i biografen med klassen! lød det lystigt fra entreen.
Er det hende?
Ja, Louise. Jeg beder dig
Hej! Jeg hedder Agnes. Hvem er du?
I døren til køkkenet stod en høj, langbenet pige med store øjne og så undrende fra kvinden ved bordet til mig, der stod ved vinduet, bleg som et lagen.
Jeg jeg er Louise. Jeg er faktisk din mor, Agnes.
Hvad var det, jeg sagde! Jeg så vredt på min søster og gik hen til min datter. Agnes, jeg skal nok forklare
Lad være, mor. Lad os høre, hvad hun har at sige. Nå? Du siger, du er min mor. Og hvad så?
Jeg er kommet for at tage dig med hjem. Jeg vil gerne have, du bor hos mig.
Hvorfor det?
Du er mit barn.
Det er jeg ikke. Jeg har kun én mor hende her. Og sådan forbliver det! Dig håber jeg ikke at se igen. Agnes vendte om og gik.
Jeg sank sammen på stolen.
Nå, hvad fik du ud af det?
Ikke noget endnu. Men jeg skal nok kæmpe, bare vent. Om jeg så må gå rettens vej.
Hvorfor gør du det her? Du ville ikke have hende vi forstod ingenting dengang. Nu dukker du op efter alle de år og forventer hun springer dig om halsen? Louise, tag hjem til mor så må vi tale sammen en anden dag. Jeg skal være sammen med min datter.
Med din niece! Louise rejste sig.
Jeg sukkede og lukkede døren bag hende, så gik jeg ind til Agnes.
Agnes, skat
Mor, vent lidt, inden du begynder. Jeg ved det godt. For et år siden, da vi ryddede op hos mormor, fandt jeg papirer om, at du er min værge. Først blev jeg vildt vred over, at ingen havde fortalt mig noget, så ville jeg finde Louise og spørge hvorfor. Men på et tidspunkt indså jeg: jeg har ikke brug for det svar. Du ER min mor. Jeg har ikke brug for andre!
Agnes, min skat! Jeg giver dig aldrig fra mig.
Jeg afleverer mig heller ikke! Agnes grinede. Kan du huske min klassekammerat, Mathias? Hans mor er advokat, hun ved en del om familieret. Ring til hende!
Jaja, men nu er det altså stadig mig, der er voksen og din mor. Jeg grinede og krammede hende. Men vi ringer selvfølgelig.
Der kom mange bekymringer og en del møder, men retten besluttede, at alt forblev, som det var. Agnes nægtede fuldstændig at bo med sin biologiske mor.
Vi stod udenfor retten, min søster og jeg.
Endelig slut på det mareridt, sagde jeg lettet. Hvad vil du nu?
Jeg rejser, Rikke. Jeg vil ikke blande mig. Men jeg vil gerne hjælpe økonomisk, så sig ikke nej. Der er allerede oprettet en opsparing til Agnes papirerne ligger derhjemme hos mor.
Hvorfor det hele, Louise og hvorfor ville du dengang give hende fra dig?
Sandheden, Rikke der var ingen romance i Skagen. Jeg gik bare en tur gennem et mørkt parkområde en aften.
Jeg holdt vejret.
Du har holdt det hemmeligt alle de år?
Jeg kunne ikke gøre noget om. Jeg troede først, det var overgangsalderen, men så var det for sent. Sig det aldrig til Agnes. Hun skal ikke bære min byrde. Måske kan hun tilgive mig en dag.
Jeg lagde armen om Louise, og sammen kiggede vi over på Agnes, der stod og lo med mormor.
Nogle gange kan det værste i livet blive det smukkeste. Hun er så dejlig! Louise tørrede øjnene, og jeg så hendes rigtige smil for første gang i mange år.