Tidligt en morgen for mange år siden blev jeg ringet op af min nabo, der spurgte:
Har du hørt, hvad din kusine har gjort?
Nej, hvad er der sket?
Det siges, at hun vil søge om skilsmisse i en alder af 54, efter tre årtier som gift.
Det var en nyhed, der fik mig til at tabe kæben, som man siger her i Danmark. Det var jo en ganske almindelig familie, tænkte jeg hendes mand drak ikke, han var lige gået på pension, og var ni år ældre end hende. De havde tre voksne børn, alle bor for sig selv nu, og der var allerede fem børnebørn. Og pludselig beslutter hun sig for at ville skilles.
Jeg tænkte straks, at nogen måtte have misforstået situationen, så jeg ringede til min kusine med det samme og foreslog, at vi mødtes. Vi blev enige om at mødes i Frederiksberg Have, så vi kunne tale roligt sammen. Og det hun fortalte mig, glemmer jeg aldrig.
Jeg har ikke mere kræfter. Jeg har løbet rundt som en hamster i et hjul gennem hele mit liv. Min mand arbejdede og jeg arbejdede også, men efter en lang dag, lagde han sig på sofaen og så fjernsyn eller slappede af på sin måde, eller måske tog han ud og fik en øl med kammeraterne men jeg måtte tage fat i et ekstra arbejdsskift derhjemme. Mange kvinder kender sikkert til det.
Du kommer hjem fra job og så går det i gang: tøjvask, lave aftensmad, ordne madpakker til i morgen, for børnene skal jo have noget at spise efter skole. Så skal der gøres rent, vaskes op, støvsuges for manden er træt, børnene har deres skole og fritidsaktiviteter. Og meget andet, som alle husmødre har indgående kendskab til.
Jeg havde håbet, at det ville blive lettere, når børnene blev voksne. Men jeg tog fejl. Børnene flyttede ud, min mand gik på pension, og jeg arbejder stadig.
Nu er min kære mand hjemme hele dagen, eller værst ude at fiske. Men han rører aldrig ved husholdningen. Hver gang jeg kommer hjem, venter han på, at jeg skal tage mig af det hele.
Det sidste strå var, da jeg blev syg influenzaramt og han kom hjem fra fisketuren. Han spurgte ikke om jeg havde det godt eller havde brug for noget. Han gik direkte til køleskabet og begyndte at skælde ud over, at der ikke var noget mad, at jeg i det mindste kunne have kogt kartofler for det var jo ikke noget svært.
Jeg svarede, at hvis det ikke var svært, kunne han jo gøre det selv. Og så sagde han:
Hvorfor har jeg en kone, hvis jeg skal lave mad selv?
Da jeg hørte det, sagde jeg, at nu var det nok. Vi skal skilles. Vi deler lejligheden, og så må vi bo hver for sig. Jeg vil bare gerne have lidt tid for mig selv.
Børnene bryder sig ikke om mit valg. De mener, jeg efterlader ham alene, at han ikke kan noget selv, og at han måske ender med at dø i ensomhed.
Men jeg er ligeglad. Han har selv skabt det. Hvis han ikke værdsætter det, han har så lad ham mærke, hvordan det er.
Sådan er det. Måske falder tingene til ro, men min kusine er fast besluttet.
Selv har jeg mine tvivl, for det er ikke nemt at være alene, når man er gammel.
Hvad ville du gøre?
