Hvordan skal jeg forklare alle, hvorfor du ikke er til min mors fest? spurgte jeg, lettere forvirret.
Tak for mad, det var virkelig godt, sagde jeg og skubbede tallerkenen fra mig. Astrid, vi er nødt til at snakke sammen.
Jeg gætter næsten, hvad det handler om, Anders.
Nå, hvad så?
Om din mors fødselsdag, selvfølgelig.
Ja. I dag er det den tiende, og hun har fødselsdag den attende, sagde jeg.
Og jeg har fødselsdag den tyvende. Det kan du da godt huske? spurgte Astrid.
Selvfølgelig kan jeg det, skat
Anders, du skal ikke engang begynde, jeg siger det med det samme NEJ!
Men du har jo ikke engang hørt, hvad jeg vil foreslå, sagde jeg.
Jeg behøver ikke engang høre det. Jeg har booket bord på en restaurant til lørdag. Ti personer, otte af mine venner og så os to. Hvis du altså synes, du har tid til at komme. Ellers hygger vi os bare uden dig.
Det pikante ved situationen er, at min svigermor fyldte år den attende september, og Astrid fyldte år den tyvende.
Det var tredje år i træk, at september startede med mine overvejelser om, hvordan jeg kunne fejre to fødselsdage, uden at fornærme hverken min mor eller min kone. Indtil videre var det aldrig lykkedes helt.
Astrid, min mor foreslår, at vi holder begge fødselsdage sammen på lørdag hjemme hos hende. Det giver egentlig mening. Hvorfor bruge penge og samle familien to gange på en uge? Desuden er torsdag jo ikke altid praktisk, men lørdag er alle fri.
Anders, hvem har sagt, at jeg vil have dine fætre, kusiner, niecer og nevøer med til min fødselsdag? Jeg har inviteret mine venner dem kender du jo alle sammen, svarede Astrid.
Mor bliver ked af det, sukkede jeg.
Og at jeg blev ked af det både sidste år og året før betyder det ingenting? Har du glemt det?
Det gik da meget godt, syntes jeg.
Virkelig? Skal vi ikke lige tage den fra en ende af? For to år siden: vi blev gift i april, og så var det pludselig din mors runde fødselsdag i september. Hvad sagde du til mig?
Astrid, mor fylder tres, hun vil gerne holde det hjemme, bare i familien, så vi må lade være med at planlægge noget på lørdag.
Så jeg fik overtalt min chef til at gå tidligt fra arbejde fredag, og så stod jeg hele fredagen og lørdag morgen i din mors køkken og skrællede, hakkede, kogte og marinerede.
Og lørdag rendte jeg som en tjener mellem stuen og køkkenet. Og bemærk venligst ingen ønskede mig tillykke med fødselsdagen!
Det passer ikke, Zofie gjorde, sagde jeg.
Nej! Det var først, da du sagde til din søster, at jeg faktisk også havde fødselsdag den uge, at hun smilede: “Havde? Ja, det er jo forbi nu det er der jo ingen grund til at nævne!”
Men sidste år snakkede jeg med mor, og så fik du da en hilsen ved bordet.
Apropos sidste år! Fredag den tyvende brugte jeg igen som kok og køkkenhjælp. Da jeg spurgte Vera, hvorfor Zofie ikke hjalp, sagde din mor:
Zofie skulle til negletekniker den dag og kunne ikke komme med ødelagte hænder. Og næste morgen skulle hun til kosmetolog og frisør.
Ja, Zofie kom i fuld flot til sin mors fest, mens jeg dårligt nåede at skifte tøj, før gæsterne trådte ind. Og ja, sidste gang fik jeg faktisk et tillykke.
Og I skålede for mig, men derefter var jeg glemt. For øvrigt, hverken sidste år eller året før fik jeg gaver fra nogen, undtagen fra dig og mine forældre. Så i år kan du fortælle din mor, at hun ikke skal regne med mig!
Men hun kan jo ikke klare det alene?
Anders, Vera har jo både en svigerdatter, nemlig mig, og en datter Zofie og en søn, altså dig. Mon ikke I kan hjælpe jeres mor! Jeg har fødselsdag denne lørdag, og jeg vil gerne fejre sammen med mine venner.
Hvordan skal jeg forklare til alle, hvorfor du ikke er til min mors fest? spurgte jeg.
Anders, vær nu ikke barnlig! Ingen af dem tænker over mig! Kun hvis der mangler en tallerken eller skal bæres mad ind. I er sådan et tæt sammenholdt hold, og ærligt talt føler jeg mig som det femte hjul hos jer.
Astrid overbeviste mig om, at hun havde ret til bare én gang at holde sin fest præcis, som hun ville. Min mor og søster mente dog, at svigerdøtre ikke skal løsrive sig fra klanen.
Så næsten hele tiden frem til den tyvende september prøvede de at overtale hende til at adlyde familiens skikke og komme til frokosten, som svigermor arrangerede.
Astrid, ringede Vera en dag, vi har nu haft den gode tradition. To år i træk har vi slået vores fester sammen, og det har været rigtigt hyggeligt! Jeg forstår ikke, hvorfor du pludselig har sat dig på tværs? Hvad er der galt?
Vera, det er ganske simpelt: For det første vil jeg fejre med mine egne venner, og for det andet vil jeg hellere gøre det ude på café eller restaurant så jeg ikke skal løbe frem og tilbage. Jeg vil bare sidde ned og hyggesnakke!
Men vi hygger os jo også sammen derhjemme med familien! foreslog svigermor.
Vera, det er dig, der snakker, mens jeg farer rundt og serverer og skyller op. Sådan en fest har jeg ikke brug for!
Jeg havde aldrig troet, at du ville nægte at hjælpe din mands mor! blev hun fornærmet.
Zofie var endnu mere insisterende:
Astrid! Drop nu det show! Mor har næsten menuen klar, far har været på torvet og købt ind kom nu i gang, tænk over hvad du skal lave!
Mor har sendt indkøbslisten til Anders. Hold nu op med at brokke dig, og tænk over, om det er det hele værd at skabe problemer med svigermor. Når lørdagen er ovre, kan du se alle dine veninder så meget, du vil.
Zofie, jeg er ikke stædig, og jeg advarede jeres mor for længe siden, at jeg har mine egne planer i år! Jeg synes, du sagtens kan hjælpe Vera.
Mest ondt var det næsten for mig: Jeg skulle vælge, hvilken fest jeg helst ville være med til. Jeg ville ikke såre hverken min mor eller min kone.
Og selvom Astrid aldrig direkte sagde, at jeg skulle vælge hende, vidste jeg godt, hvor ked af det hun ville blive, hvis jeg valgte min mor over hende.
Astrid nævnte ikke et ord mere om sine planer for lørdag. Fredag efter frokost ringede svigermor til hende på arbejde:
Astrid, hvor er du? Jeg håber, du har droppet din tossede idé med restauranten? Jeg venter på dig, nu skal vi snart starte, ellers når vi ikke at blive færdige!
Vera! Jeg er på arbejde! Jeg sagde tydeligt, at jeg ikke kommer og hjælper med maden denne gang! Nu må Zofie hjælpe dig.
Jeg håber, du ved, at Anders ikke vil synes om, at du svigter hans mor og resten af familien, sagde hun.
Bare fordi jeg er gift med Anders, behøver jeg da ikke altid at tilsidesætte mig selv for hans families skyld!
Jeg har mit eget liv, mine interesser og mine venner og faktisk er mange af dem fælles for mig og Anders. Jeg dropper ikke alt det, bare for hele tiden at rende som kok og opvasker hjemme hos jer!
På sådan en lidt kedelig tone sluttede samtalen.
Lørdag tog jeg gaven under armen og tog hjem til mor. Kl. 16 gik Astrid i restauranten, hvor hun havde bestilt bord.
Vennerne dukkede op som aftalt, og der var kun én tom stol ved siden af hende. Ingen spurgte ind til det, alle kendte sagen.
Alle ønskede hende tillykke, kom med gaver, stemningen var god, men Astrid kiggede ind imellem ud mod døren hun håbede trods alt, at jeg ville komme.
Og det gjorde jeg, dog næsten en time for sent. Jeg kom løbende ind med et bundt af hendes yndlings te-roser.
Astrid, jeg måtte næsten flygte! Mor nævnte dig tit i løbet af dagen. Tante Grete spurgte, hvorfor der ikke var svampesalat hun elskede den sidst, og ville gerne have haft opskriften i dag.
Og der var ikke særlig meget på bordet denne gang. Zofie sad og surmulede hun havde ødelagt to negle, mens hun hjalp mor i køkkenet.
I de efterfølgende par år blev Astrid kun brugt som rådgiver til familiefester, for snart ventede hun vores søn, og derefter blev hun mor.
Og til Veras 65-års fødselsdag blev festen holdt på restaurant.
Hvad var det dog, den svigerdatter havde at klage over? Alt var da så hyggeligt, så hvorfor skulle hun lave så meget ballade? sukkede svigermor igen og igen
Hvad ville I have gjort i Astrids sted? Del gerne jeres tanker, tryk synes godt om og følg med på siden jeg sætter pris på hver og én af jer!
