Hold nu op, jeg spørger dig bare: Er det mig, der er skør, eller er det virkelig sådan, det er blevet? Jeg kiggede lige ind i klædeskabet totalt kaos, bunker af krøllet tøj, og så står der en gryde med sur kartoffelsuppe i køleskabet. Det her er altså ikke den kone jeg troede, jeg havde giftet mig med, men det er præcis det, jeg har endt med.
Jeg prøvede at nævne det forsigtigt for Rikke min kone men selvfølgelig var jeg også skyldig, bare fordi jeg sagde noget.
Altså, jeg forelskede mig hovedkulds i Rikke med det samme. Hun var virkelig det smukkeste og mest charmerende menneske, jeg nogensinde havde mødt klog, lækker og altid så pæn og velsoigneret. Jeg spildte ikke tiden og friede til hende, for jeg kunne jo ikke lade hende slippe væk.
Vi flyttede sammen, og allerede der sagde Rikke højt og tydeligt, at husarbejde ikke var hendes yndlingsdisciplin og at hun gerne ville fokusere på sit job, så længe vi delte opgaverne ligeligt. Jeg tænkte, fair nok, det er da ægte moderne, og jeg gik uden om stolthed og sagde ja. Jeg kunne jo godt følge idéen dengang, men nu synes jeg virkelig, at jeg var ret naiv.
Vi lavede en fordeling hvem gør hvad i vores lille hjem. Rikke lovede, at det ville ikke være så slemt at kombinere karriere og huspædagogik, som hun havde drømt om siden hun var ung. Jeg sagde selvfølgelig ikke imod.
Men så gik der seks måneder, og jeg begyndte at mærke, at noget var galt. Hverdagen havde bare ændret spilreglerne. Rikke blev aldrig den succesfulde type. Hun fik kun nogle få timer på et halvt anonymt kontor, hvor hun havde et ustabilt skema og lønnen var mest til hendes egne fornøjelser. Jeg knoklede fra tidlig morgen til sen aften, men min kone glemte ikke vores oprindelige aftale hun vidste nøjagtigt, hvad jeg skulle lave, men glemte ofte sine egne pligter.
Rikke gjorde faktisk sit til at starte med, men så forsvandt engagementet bare sådan nærmest gradvist. Jeg sagde egentlig ikke noget, før det blev helt tydeligt, at hun slet ikke gad mere. Og det rod var bare overalt.
Der lå tøj overalt i stuen, og skabet bugnede af krøllet tøj, men min kone kunne stadig vente sig at det var min skyld jeg arbejder jo og tjener penge, så kan jeg da også hjælpe lidt til, ikke? Jeg blev ærlig talt lidt såret over det. Jeg synes jeg arbejder for to, men skal stadig styre hele husholdningen. Vi var jo enige om fordelingen fra starten.
Og i går, da jeg åbnede køleskabet, blev jeg mødt af sur kartoffelsuppe, som kunne få skadedyr til at dåne. Jeg troede virkelig, at nu hvor Rikke er på barsel hun skulle jo have mere tid til hjemmet men det er bare gået helt ned ad bakke. Nogle gange tænker jeg, det ville være nemmere at klare det hele alene end at have en kone, der ikke gider. Og nu er der kommet evige skænderier oven i. Jeg skal forstå Rikke, sætte mig i hendes sted men hvem fatter min situation? Jeg er ikke på spa-ophold hver dag, jeg går på job, kommer hjem og fortsætter med at arbejde, og samtidig skal jeg huske alt det praktiske derhjemme. Jeg ønsker mig bare lidt ro og fred.
Jeg kan ærligt talt ikke forstå, hvad min kone laver hele dagen mens hun er på barsel, så hun ikke engang kan få styr på aftensmaden eller lige lægge tingene på plads. Er det virkelig så svært? Vores datter er kun syv måneder og sover faktisk det meste af dagen der burde være tid til at tage en klud og svinge et par gange. Hvad skal der ske, når vi får nummer to? Jeg er stadig tilhænger af ligestilling og fælles støtte, jeg er klar til at hjælpe og tage ansvar, men jeg har altså også brug for det samme tilbage. Men det virker som om Rikke ikke ser det sådan.
Jeg vil ikke ødelægge familien, for jeg elsker virkelig vores lille pige. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortsætte med det her cirkus. Min tålmodighed er altså ved at slippe op.
Hvad tænker du er det bare mig, eller er jeg ikke helt galt på den?
