Da jeg kom ud fra hospitalet, stødte jeg næsten sammen med en mand lige i døren.
Undskyld, sagde han straks og sendte mig et hurtigt blik.
Men næste sekund blev hans blik hånligt, og han vendte sig om ligeglad, som om jeg slet ikke eksisterede. Sådan nogle blikke har jeg fået hele livet. Slanke, benede piger får helt andre blik. Når mænd ser på en smuk, slank kvinde, bliver deres øjne grådige og interesserede, ikke tomme og ligegyldige. Hvorfor skulle det gøre så ondt og føles så uretfærdigt? Det var jo ikke mig, der bad om at blive født sådan.
Som lille syntes alle, at mine buttede kinder og runde ben var nuttede. I folkeskolen stod jeg selvfølgelig først i pige-rækken, når vi skulle stille op til gymnastiktimen. De drillede mig kaldte mig grisen eller græskar og gjorde grin med min krop. Nå, det kunne jeg faktisk klare, værre var nogle af de ting de kaldte mig, som jeg helst ikke vil huske. Børn kan være onde. Lærerne så det, men de gjorde ingenting.
Jeg prøvede hundredvis af kure, men jeg var konstant sulten, så jeg opgav hver gang. De kilo, der forsvandt, kom altid hurtigt igen. Egentlig er jeg ret pæn, men min vægt stjæler alt fokus.
I starten drømte jeg om at blive lærer, men jeg opgav tanken tænkte bare på alle de ting, børnene ville kalde mig bag min ryg. I stedet begyndte jeg på sygeplejeskolen. Når folk er syge, er det lige meget, om den der hjælper dem er buttet eller slank, så længe de får det bedre.
Der var ingen drenge på mit hold, og pigerne var mest optaget af sig selv de havde kærester, blev gift, eller forelskede sig. Jeg var altid hende alene. Ofte bad pigerne om, at jeg skulle sidde på forreste række så kunne de gemme sig bag min brede ryg og skjule sig for læreren.
Når jeg gik forbi butikker, blev jeg trist. Smukke kjoler bag ruderne dem ville jeg aldrig passe. Jeg gik altid med løse trøjer og brede nederdele for at gemme mine former. Til gengæld var jeg god til at læse, fik flotte karakterer og var virkelig dygtig til at give indsprøjtninger derfor kunne især de ældre patienter godt lide mig.
En dag tog jeg med pigerne ud og skøjte. Nogen teenagedrenge råbte efter mig: Se, slagterens datter er ude at træne sig op! og de grinede, så det gjorde ondt helt ind i hjertet.
Min mor prøvede at slå en finger på kærligheden og præsenterede mig for veninders sønner. Jeg gik på to dates. Første fyren lod som om han ventede på nogen anden, da han så mig. Den anden forsøgte straks at gramse på mig men jeg skubbede ham væk, og han røg bagover i en vandpyt. Hvad bilder du dig ind? Burde være taknemmelig, nogen gider dig! råbte han efter mig. Jeg græd. Siden nægtede jeg at date og ignorerede enhver, der forsøgte. Det var bedre bare at være sig selv.
På Facebook satte jeg et billede ind af Fiona fra “Shrek” som profilbillede. Da en fyr spurgte, hvordan jeg virkelig så ud, skrev jeg: “Akkurat sådan, bare ikke grøn.” Han troede jeg lavede sjov: Så du prøver bare at skræmme beundrere væk? skrev han og spurgte om vi skulle mødes. Den samtale sluttede jeg hurtigt.
En dag på hospitalet løb en dreng, seks år måske, direkte ind i mig i gangen.
Hey, rolig, sagde jeg og greb ham let i armen. Du må ikke larme, folk er syge her.
Men jeg vil bare glide på gulvet, indrømmede han.
Hvem er du sammen med?
Med far. Vi besøger farmor. Hvor er toilettet? spurgte han.
Kom, det er hernede, sagde jeg. Kan du klare dig selv?
Han sendte mig det der overlegne drenge-blik. Det blev jeg ikke fornærmet over. Kort efter kom han tilbage, og vi gik sammen hen til stuen. Han prøvede at udpege stuen, men pegede på forkert dør. Da jeg drillede ham lidt med det, grinede han bare og præsenterede sig:
Jeg hedder Emil.
Netop da åbnede døren til nr. fem, og Emils far stod i døren. Han sendte mig et hurtigt blik, tabte straks interessen. Drillede han? spurgte han.
Nej, han var sød nok. I må ikke skælde ham ud, sagde jeg og trak mig væk.
Kom nu Emil, vi skal sige farvel til farmor, hørte jeg.
Næste dag var Emil og faren der igen. Faren gik forbi mig, uden at værdige mig et blik, og jeg rakte tunge efter ham. Emil så det, fniste og sendte mig tommelfingeren op. Det varmede.
Senere gik jeg ind til stue fem.
Du ser frisk ud i dag, Anna Madsen. Har dit barnebarn besøgt dig? spurgte jeg.
Ja, så du ham? Er han ikke fantastisk? Jeg håber, jeg får lov at leve længe nok til at se, hvem han bliver.
Du skal ikke bekymre dig, sagde jeg opmuntrende. Du kommer til at passe oldebørn endnu.
Jeg håber det. Han vokser op uden sin mor, sagde Anna og sukkede.
Hans mor?
Nej, hun lever, men hun skred efterlod Emil hos os.
Du sagde hans er han ikke dit rigtige barnebarn?
Nej, men vi elsker ham som vores egen. Min søn giftede sig med en skønhed, men kort efter brylluppet afslørede hun, at hun havde en søn. Man kan ikke bygge et ægteskab på løgne. Min mand blev så vred, at han fik et ildebefindende. Nu ligger jeg så her.
For to år siden fik Emils mor en modelkontrakt i udlandet og rejste han var i vejen. Min søns nye kærester er af samme slags: smukke, selvoptagede. Emil bryder sig ikke om dem.
Resten af dagen tænkte jeg på Annas historie. Da jeg senere gav hende medicin, havde hun tårer i øjnene.
Du må ikke blive oprevet, sagde jeg strengt.
Nej, kig lige her, sagde hun og viste mig Emils tegning: dér stod Emil med mor og far i hænderne. Jeg var ikke i tvivl om, hvad han ønskede sig. Jeg tror, han har tegnet dig, sagde Anna.
Tror du? Jeg tror, det er hans mor.
Men hans mor er lille og spinkel! Her har han tegnet en stor mor, større end faren det er dig. Se selv!
Jeg så straks, at Emil havde tegnet moren større end faren. “Selv børn ser, at jeg er stor,” tænkte jeg trist. Hvad bilder jeg mig ind? En flot fyr som Emils far vil aldrig lægge mærke til mig.
Sidenhen, hver gang jeg kom ind til Anna, snakkede vi lidt. Næste gang Emil kom, løb han straks hen til mig.
Har du sikre hænder? spurgte han.
Det håber jeg da, svarede jeg.
Farmor siger, hun er i sikre hænder hos dig. Hun bliver vel rask snart, ikke? Og om en uge har jeg fødselsdag!
Jeg er sikker på, hun snart bliver udskrevet. Hvor gammel bliver du?
Seks! Og du er inviteret til min fødselsdag.
Tak! Jeg kommer gerne, men det skal du lige tjekke med din far.
Det gør jeg straks, sagde Emil og løb.
Dagen efter stod Ivan Emils far sammen med Emil og ventede på mig.
Du skal huske, far! sagde Emil.
Ivan smilede skævt og sagde: Vi vil gerne invitere dig til Emils fødselsdag. Her er adressen og mit nummer. Lørdag klokken et. Hvis du altså har tid.
Jeg har ingen andre planer i weekenden, svarede jeg og rødmede.
Hvis du ikke kommer, bliver Emil skuffet. Og min mor også og det må hun ikke, ifølge dig.
En hel uge! Måske kan jeg tabe mig bare lidt, tænkte jeg. Hjemme fortalte jeg mor om Emil.
Gå du bare til fest. Børn forstår mere end voksne. Hvem ved? Måske klikker det mellem dig og Ivan.
Han ænser mig ikke engang, svarede jeg.
Du undervurderer dig selv, skat. Du ved aldrig, hvilke følelser han gemmer på. Ellers havde han jo giftet sig med endnu en model for længst!
Om lørdagen tog jeg mig tid til at lægge håret, vælge kjole og lægge let mascara. Men uanset hvordan jeg pyntede mig, var jeg stadig mig selv lidt for meget af det hele.
Gaven havde jeg købt med det samme, jeg blev inviteret. Nå, Emil venter jo, jeg må bare afsted, sukkede jeg til spejlet.
Så snart jeg havde trykket på dørklokken, åbnede døren med det samme. Hjertet bankede.
Erna er her! råbte Emil og krammede mig, alt han kunne.
Jeg klappede ham over det korte hår og rakte ham gaven. Hans øjne strålede, da han pakkede op.
I stuen var bordet dækket op, Ivan sad der allerede, sammen med en smuk blondine. Overfor sad en ældre mand sikkert Emils bedstefar.
Blondinen med model-look sendte mig et skarpt blik fra top til tå. Anna Madsen farmoren sagde: Det er Erna, min redningskvinde. Det her er min mand, Børge. Sønnen kender du. Og det her … Ivas bekendte, Marianne, sagde hun uden at se på blondinen.
Blondinen trak øjenbrynet op og så utilfreds ud. Anna rakte ud efter noget og kom til at vælte sit vinglas og indholdet røg direkte ned over blondinens skørt. Hun fór op, og stolen væltede med et brag. Kaos og kort efter ville blondinen hjem, ingen stoppede hende. Jeg havde selv mest lyst til at gå.
Tag det ikke ilde op, begyndte Ivan.
Det var jo ikke mig, der blev ramt, så ingen skade sket, svarede jeg hurtigt og ville sige farvel.
Min mor har bagt sin berømte kage, bliv lige. Og bagefter kører jeg dig hjem.
Vi sad tavse i bilen.
Du behøvede ikke følge mig hjem. Jeg kunne sagtens selv, sagde jeg til sidst.
Min mor ville ikke tilgive mig, hvis jeg lod dig tage alene hjem. Du dukker ret tit op i mit liv for tiden, grinede han. Bliver ikke overrasket, hvis mor gerne ser os gift.
Jeg elsker dig ikke. Og du mig heller ikke. Du kan roligt slappe af jeg holder mig væk, sagde jeg og rystede, stemmen dirrede.
Vi holdt foran min opgang. Jeg prøvede at åbne døren, men den var låst.
Du skal åbne, sagde jeg skarpt.
Pludselig lænede Ivan sig frem og kyssede mig. Jeg skubbede ham væk.
Hvad laver du? Har du fået nok af smukke blondiner og søger nu noget anderledes? Skal jeg takke dig for din opmærksomhed? Jeg rystede af raseri.
I det øjeblik havde jeg aldrig været smukkere. Ivan så overrasket og påvirket ud hans tidligere kærester havde været kølige og selvsikre, aldrig sådan.
Undskyld, jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg ville ikke såre dig… Jeg troede bare …
Ja. Ingen har nogensinde kysset mig kun hvis de ville have sjov. De fleste ser på mig med medlidenhed og væmmelse uden at ane, hvem jeg er, sagde jeg bittert, og gik ud af bilen.
August blev hurtigt kold, og regnen væltede ned. Der var gået tre uger siden Emils fødselsdag, og jeg havde ikke set Ivan siden. En dag, da jeg kom hjem og smed de gennemvåde sko, råbte min mor fra entreen:
Der har været en ung mand og spurgt efter dig.
Hvem da?
Velklædt, pæn, virkede lidt bekymret. Han bad dig ringe til ham.
Jeg ringede straks, mens jeg gik ind i køkkenet.
Det var mig, der kom. Emil er blevet syg. Du må meget gerne komme og give ham de sprøjter, lægen sagde
Jeg kommer nu! sagde jeg og begyndte straks at tage overtøj på.
Undervejs svingede jeg ind forbi apoteket man ved aldrig, om de har spritservietter og sprøjter hjemme.
Emil så mig og smilede trods feber. Hans hår var klistret til panden, men man kunne mærke, han allerede var i bedring. Jeg vaskede hænder og gjorde klar. Det var antibiotika og vitaminer.
Husk, jeg har sikre hænder så er der ikke noget at være bange for, sagde jeg med et smil.
Han lukkede øjnene hårdt i, men bagefter grinede han, av, det gjorde næsten ikke ondt.
Ivan iagttog mig hele tiden ingen havde nogensinde set sådan på mig, og jeg rødmede. Det snurrede i maven.
Ivan tilbød mig et lift hjem.
Erna, vil du med ud og få en kop kaffe? Vi har ikke rigtigt fået snakket sammen.
Gør du det for Emils skyld? Lad være. Jeg tør håbe, ellers kan du ikke elske mig og man kan ikke elske én som mig. Jeg er for stor.
Du er ikke for stor. Du er blød, varm og rar børn tager aldrig fejl. Emil kan lide dig. Jeg kan også. Og jeg tror, vi kunne blive til noget sammen.
Men hvad hvis Emils mor kommer tilbage?
Det gør hun ikke. Hun har sendt skilsmissepapirer og opgivet forældreretten. Hun er gift nu, i udlandet, og har aldrig spurgt til ham.
Så vil du gå ud med mig?
Ja, svarede jeg bare.
Der findes en for hver. Det handler ikke om, hvordan vi ser ud, men om hvem vi er for hinanden. Nogle gange møder vi først sent vores sjæleven, men vi skal bare turde se ordentligt efter. Måske er det netop kærlighed, der lader os se svanen i den, andre kalder en and, eller den særlige sjæl i den pige, andre ikke ser. Den eneste kun for én.
