Vi har to børn, men vi elsker kun det ene.
Jeg har altid haft den fornemmelse, at mine forældre holdt mere af min søster, Freja, end af mig. Det blev bekræftet, da de flyttede hende, hendes to små børn og deres mand ind i huset, og så bad mig om at pakke sammen med det samme: Med dit hjemmearbejde kan du sagtens finde en lejlighed selv.
Da Freja gik på universitetet i Aarhus, var forældrene som en lille pige, der fulgte efter hende overalt. De stod for alle indkøb, klarede papirarbejdet med fakultetet, hjalp, når hun havde møder, og passer nu på børnebørnene. Jeg har aldrig set dem gøre noget for mig, og nu smider de mig ud af hjemmet.
Min far siger, at som mand skal jeg kunne klare mig selv, men af en eller anden grund må min søsters mand, Anders, ikke kunne forsørge familien selvom han er ældre end mig.
Under den hede snak om flytning sagde jeg dumt, at jeg havde lige så meget ret til lejligheden som Freja, at jeg også skulle have en del af den. Så kom min mor og sagde, at hun og far stadig boede her, og at jeg var en svin fordi jeg talte om fordelingen. Freja kiggede på mig og sagde, at jeg bare prøvede at smide hende og hendes børn ud af boligen.
Juridisk set er der ingen vej ud af det her, for jeg er sikker på, at mor og far hurtigt vil lave et testamente og udelukke mig.
Kan en familie virkelig gå i stykker over en lejlighed? Jeg er også deres barn, men jeg bliver behandlet som en fremmed. Så hvad er meningen med at få to børn, hvis man ender med at blive overflødig?
