Nå, er vielsesattesten alligevel stærkere end at bo sammen? – Grinte mændene ad Nadia

Nå, er vielsesattesten alligevel stærkere end samboerskab?
drillede mændene altid Signe.
Jeg skal altså ikke til 30-års jubilæum, jeg får bare nedturen efter.
Lad nu dem tage afsted, der kommer hvert år de kan jo ikke engang se, de har forandret sig, råbte Signe ind i telefonen til sin eneste veninde, efter telefonen ringede for tredje gang den morgen.
Hvad ser du ud nu, siden du er så bange?
undrede Agnete sig.
Det er jo kun fem år siden, vi så hinanden sidst, og du så da meget almindelig ud.
Er du blevet meget tykkere eller hvad?
Pjat, det handler slet ikke om det!
Jeg vil bare ikke med, lad nu være at overtale mig, Agnete!
Signe pressede mobilen til sig og håbede på, at Agnete ville tage det pænt, og snart ringe videre til de andre på listen.
Men denne gang gav Agnete ikke slip.
Signe, vi er allerede ikke mange tilbage i klassen.
Hvad, er nogen døde?
Signe mærkede uvilkårligt frygten snige sig ind.
Hun følte sig ikke yngre, men heller ikke gammel nok til, at klassekammerater begyndte at falde bort.
Nej, nej, Gudbevares, men flere er flyttet fra landet og for resten, du ved jo, Poul Ege døde for 25 år siden.
Jeg har sagt det før.
Nå men, nu går hele klassen sammen, fire grupper, men der kommer måske kun tredive.
Du fik vel giftet din søn væk?
Se, så kan du også feste lidt.
Agnete blev ved med at snakke, men Signe tænkte allerede på Poul Ege.
Han havde altid mørke rande under øjnene, et tungt blik, og drengene kaldte ham svag.
Det viste sig, han havde et sygt hjerte.
Han drømte om at bygge en hængebro i hjembyen, men nåede det aldrig.
Hvad havde hun nået, Signe?
Hun blev forelsket i Henrik, sjakbajsen på byggepladsen, hvor hun arbejdede efter eksamenerne.
Han var kun i byen i korte perioder, og måtte hjem derefter.
De sås længe, og Henrik kaldte hende altid sin kone foran folk.
Sagde, at papirløst samliv var det sande udtryk for kærlighed at man kun var sammen, fordi man virkelig elskede hinanden, og ikke for et dokument…
Men den dag Signe fandt ud af, hun ventede sig, passede det præcis, at Henrik ikke dukkede op til næste vagt.
Han havde allerede tre børn, og konen var blevet syg.
Han sagde aldrig et ord til Signe, meldte bare fra.
Signe vidste, hun ikke kunne forlange noget af en mand derhjemme med tre børn og en syg kone.
Så hun gik også væk fra byggepladsen før nogen opdagede noget.
Nogle af de andre fyre jokede dog til sidst: “Nå Signe, vielsesattest er nok tungere end kærlighed alligevel?”
Men Signe var lige glad.
Hun begyndte at arbejde i nærbutikken, hvor en genbo fik hende ind.
De aftalte, hun kunne tage vagter, selv når hun blev mor.
Hendes mor passede lille Emil, og sukkede tungt: “Når datteren er så tåbelig, at hun smider karrieren væk, må jeg jo selv gøre arbejdet færdigt!”
Men det er jo dig, der har opdraget mig sådan!
råbte Signe engang, da moren blev for meget.
Jeg håbede bare, du blev til noget ordentligt!
Næsten sultede for at holde dig i gymnasiet, og så bliver du en tumpe, Signe!
råbte moren.
Hvad du sår, kan du høste, mor, hvad havde du ventet?
svarede Signe, og fortrød det straks…
Senere græd de og krammede, men hvad hjalp det nu?
Hvor kunne hun gå hen…
Så da Agnete ringede til femårs-jubilæet, sagde Signe selvfølgelig fra.
De ville bare snakke familie, arbejde, vise fotos, og Signe vaskede stadig gulve tre steder.
I opgangen, på skolen, og i børnehaven.
Hvad skulle hun sige?
Eller rettere: Hvad skulle de sige til hende…
For Emils skyld tog hun alt på sig.
Han var hendes glæde.
Da Emil kom i børnehave, mente moren, hun havde gjort sit og flyttede til søsteren på landet.
“Frisk luft, Signe, jeg kan ikke klare byen!” sagde hun.
Men efter et par år var Signe pludselig heldig.
Hun fik arbejde i sit fag på deltid.
Emil begyndte i skole, og nu gik det hele op.
Selv hentede hun ham hver dag efter skole, og de andre børn blev misundelige.
Senere begyndte en kollega at kurtisere Signe.
Hun satte ham dog straks på plads.
Hendes søn havde ikke brug for en fremmed mand i huset; en far kunne han aldrig blive.
Signe klarede sig overraskende godt på jobbet, og da Emil blev større, blev hun fuldtidsansat som ingeniør.
Men hun følte sig altid utilstrækkelig, og gik bøjet, så det kunne mærkes.
Hun var diskret klædt, farvede ikke håret, og efter de fyrre dukkede grå stænk op.
Hun troede ikke, hun havde ret til lykke hun havde levet med en gift mand, næsten stjålet en far fra tre børn.
Ingen farverig klædning, ingen makeup man skal ikke være synlig, ellers bliver man valgt ud igen.
Et lykkeligt forhold troede Signe ikke længere på.
Omkring hende var skilsmisser næsten reglen, og hun var bestemt ikke bedre end dem…nok værre.
Emil voksede op og blev det stik modsatte af hendes frygt: hjælpsom, taknemmelig.
Han tog til bedstemor Inge på landet hver sommer og hjalp til med alt.
Han gravede, plantede kartofler og gulerødder sammen med de to bedstemødre.
Vandede, luede, og hjalp dem om efteråret med at sylte.
Stærk fra barnsben kløvede han brænde proppede brændeskuret.
Selv mores havde til sidst glæde i stemmen: “Det er ren lykke, at du har sådan en søn, Signe, og for mig og søster Lise er han den bedste dreng!”
Så hvad skulle Signe på café til 30-års jubilæum…
Alle disse velkendte tanker fór gennem hendes hoved på få sekunder.
Og hun mærkede Agnete spørge igen:
Hørte du det?
Caféen overfor kollegiet, næste fredag klokken tre om eftermiddagen.
Kom nu, ellers er der ingen at sludre med, kommer du?
Agnetes stemme dirrede, og Signe sagde pludselig ja uden at forstå hvorfor:
Ja, jeg kommer…
Hun lagde telefonen fra sig og fortrød straks løftet.
Hun gik hen til spejlet, kiggede længe på sig selv, så tog hun telefonen igen.
Hun måtte ringe og sige det var en fejl.
Men formandens nummer var evigt optaget, og Signe begyndte at føle sig underlig til mode…
Sent om aftenen åbne hun skabet og fandt den blå kjole, Emil havde købt til hende til sit bryllup.
Emil og hans kæreste Marie måtte næsten tvinge hende til at tage med og prøve tøj.
En hel dag svedte hun prøverum igennem, og endelig blev den blå kjole valgt, til alles begejstring selv hendes.
De fandt også fine sko, og Marie slæbte hende med i salon, hvor hun fik permanent og lagt håret.
Det var for et år siden.
Emil og Marie bor nu for sig selv og er lykkelige.
Signe havde fået gråt hår igen, der var ingen at pynte sig for.
Hvem skulle hun imponere?
Hun satte dog håret, tog den blå kjole på, forsøgte med læbestift, men tørrede den af igen for frækt.
På cafeen var der larm og mange mennesker, da Signe ankom.
Agnete så hende straks og fløj hende i møde: “Nej, Signe, hvor er du smuk!
Jeg er så glad for at se dig!”
Agnete selv havde taget på, men det gjorde hende faktisk yngre.
De snakkede længe ved bordet, indtil Agnete blev distraheret, og Signe sad alene med sin juice, lyttede til musikken.
Der lød sange fra dengang, de var unge, alt var åbent, og drømmene sprudlede.
Må jeg få denne dans?
hørte Signe pludselig.
Hun så op det var Anders Fabricius fra parallelklassen.
Han blev gift på tredje år, og Signe havde dengang let ærgret sig.
Signe, hvor er du blevet flot.
Det er første gang, jeg kommer til jubilæum, kan slet ikke kende nogen, men dig så jeg straks.
Anders rakte hånden frem, og Signe sagde ikke nej.
De dansede gennem flere numre uden at sige meget.
Så spurgte han hende lavmælt:
Signe, må jeg følge dig hjem?
Jeg vil sige, jeg er skilt nu, men hvis der venter en mand hjemme hos dig, så…vil jeg bare følge dig, så du kommer godt hjem.
Anders fulgte hende hjem.
Dagen efter så de hinanden igen, og siden da har de ikke været adskilt.
Marie hjalp Signe med kjole og sko til brylluppet.
Hun var begyndt at vise mave, snart skulle Signe være mormor.
Hun syntes, det var forunderligt pinligt at være brud.
Men Signe tillod sig selv at være lykkelig.
Marie klemte hendes hånd og hviskede:
Signe, hvor er du smuk.
Vi er så glade for dig, Emil og jeg.
Man må godt være lykkelig i enhver alder, det er ikke forbudt!
Det er rigtigt, tænkte Signe, og så på Anders over bryllupsbordet, Nu må jeg godt.
Endelig tilgav Signe sig selv og gav sig lov til lykken…