Af en eller anden grund har forholdet mellem svigermor og svigerdatter altid spillet en rolle i mit liv, helt fra barnsben.
Først var det krigene mellem min oldemor og min farmor. Mine forældre afleverede mig ofte hos farmor, indtil jeg fik plads i børnehaven, og dér i farmors lejlighed oplevede jeg virkelig kaos. Det var, som om der boede to helt forskellige personer under samme tag. Den ene farmor smilede blidt til mig, gav mig småkager, fortalte eventyr og tegnede tegninger sammen med mig. Den anden råbte vredt ad sin sengeliggende svigermor, beklagede sig over alle sine prøvelser og udbrød nærmest: Hvornår har du egentlig tænkt dig at dø?
Oldemor døde, vi flyttede fra vores lejede værelse og ind til farmor, og så begyndte en ny magtkamp nu mellem min mor og farmor. Sommetider måtte naboerne komme forbi for at bede os dæmpe os, men stilheden varede aldrig længe.
Da jeg gik i gymnasiet, døde min farmor. Min mor nægtede at sørge, og efter højtideligheden gik hun i gang med at rydde hele lejligheden for alt farmors, uden at skelne, og smed det hele ned i affaldsskakten. Far kom hjem fra arbejde og blev chokeret over min mors opførsel overfor hans afdøde mor. Det resulterede i en aften med skænderier, og jeg tror egentlig, det blev begyndelsen til deres skilsmisse. Seks måneder efter flyttede far fra os…
Mig og Emil blev viet meget stille og roligt. Vi havde ikke råd til at leje en lejlighed, så jeg vidste allerede inden brylluppet, at vi måtte bo hos hans mor. Jeg havde alle de tidligere konflikter i baghovedet og var fuldt bevidst om, at jeg i det mindste ikke ville leve i konstant skænderi, hvis ikke vi ligefrem kunne blive veninder, så i det mindste undgå grimme scener og dårligt blod.
Jeg var derfor utroligt tålmodig det første år og lod som ingenting, når min svigermor kom med spydige bemærkninger om alting rengøring, vasketøj, madlavning, ja, alt mellem himmel og jord. Hun brugte aldrig grimme ord, men hun mestrede kunsten at gøre mig til grin, og fik mig til at føle mig som en klovn ved siden af dronningen.
Efter endnu en livslektion fra hende besluttede jeg mig for at tage en ærlig snak. Jeg købte en dansk jordbærtærte, bad Emil om at give os ro, og fortalte svigermor om de konflikter, jeg havde set mellem kvinderne i min familie. Jeg foreslog hende, at vi i stedet for konflikter forsøgte at leve som gode naboer her i hjemmet.
Men hun afbrød mig, skubbede kagen væk og erklærede: Der er kun én frue i dette hus, og du ved godt hvem det er. Jeg bestemmer, hvordan jeg vil tale til dig. Dit bedste bud er nok bare at gå forbi mig lydløst og ellers lade være med at vise dig.
Da Emil kom hjem, kiggede han spørgende på mig, men jeg rystede bare stille på hovedet. Svigermor fór dog straks ud fra sit værelse: Nå, nabo, er din mands aftensmad klar?
Jeg svarede, at med den holdning ville der i hendes alder ikke være nogen til at servere aftensmad for hende og så brød helvede løs! Emil forsøgte at mægle, men efter et år i tavshed kunne jeg altså ikke mere …
For at redde vores lille familie indså vi, at vi måtte flytte til en lejebolig, selv om det første lange stykke tid var hårdt økonomisk. Efterhånden fik vi fod under eget bord, og vi kunne tage et lån og købe hus. I mellemtiden blev min svigermor alvorligt syg og havde brug for hjælp døgnet rundt. Men jeg med al min barndoms erfaring i bagagen nægtede at tage ansvaret for hendes pleje.
Jeg foreslog Emil, at han fandt en familie, som kunne passe hans mor mod at arve lejligheden, og det gik han lidt modvilligt med til. Vi prøvede forskellige løsninger nogle måneder. Ingen kunne holde ud at være hos hende mere end et par uger vi betalte for hjemmehjælpere, men de sagde op igen hver gang; det var umuligt, sagde de, at finde fælles fodslag med den gamle dame. Til sidst fandt vi et ægtepar, der kunne holde ud at bo der to måneder ad gangen. Vi lavede en kontrakt, hvor de både fik ret til arven og forpligtede sig til at tage sig ordentligt af hende.
Jeg har efterhånden lært, at problemet ikke primært var mig, for der stod jo ikke ligefrem kø uden for døren for at arve den lejlighed. Det vigtigste jeg har taget med mig er, at der er grænser for, hvor meget man skal bøje nakken nogle gange er man nødt til at sætte foden ned for at kunne bevare sig selv og sin egen familie.
