Nå, er et dansk vielsesattest virkelig stærkere end bare at bo sammen? – Grinede mændene af Nadia

Nå, er det så rigtigt, at ægteskabsattesten holder bedre end at leve papirløst?
lo mændene over for Karen.
Jeg kommer ikke til tredivårs jubilæum for universitetet.
Jeg får altid en depri bagefter.
Lad dem gå, der mødes hvert år de mærker jo ikke selv, at alderen trykker, råbte Karen ind i telefonen til sin eneste veninde, Rita.
Hvorfor er du så bange for at dukke op?
spurgte Margrethe overrasket.
Det er vel bare fem år siden vi sås sidst, og da så du da helt normal ud.
Har du taget voldsomt på, eller hvad?
Ej, det er ikke det, jeg har bare ikke lyst, så lad nu være, Ritta!
Karen ville egentlig bare runde samtalen af og håbede, at Rita forstod, og bare ringede videre til de andre på listen.
Men i dag slap veninden ikke så let.
Karen, vi bliver ikke mange i år.
Hvad, er der nogen der er død?
Karen blev lidt forskrækket.
Hun følte sig jo ikke gammel endnu var folk begyndt at falde bort allerede?
Nej nej, slet ikke, nogle er bare flyttet ud af landet.
Men du kan da huske, at Anders Møller døde for 25 år siden, ikke?
Det har jeg sagt før.
Så lad nu være at brokke dig, alle fire hold mødes, men vi ender kun på omkring tredive.
Du fik da giftet din søn, ikke?
Så kan man da godt bryde hverdagens trummerum lidt.
Margrethe blev ved, men Karens tanker vandrede tilbage til Anders Møller.
Han havde altid mørke rande under øjnene og et tungt blik, og drengene grinede lidt af ham og syntes, han var svag.
Senere viste det sig, at Anders hjerte var for svagt.
Han var en dygtig studerende og drømte om at bygge en smuk hængebro i sin hjemby, men han nåede det aldrig.
Og hvad havde Karen nået?
Hun havde forelsket sig i Henning, der var formand på en byggeplads, hvor hun selv blev ansat efter sin eksamen.
Han arbejdede på skift i Odense og tog hjem til Aarhus, når hans vagt var færdig.
De datede i lang tid, og Henning præsenterede hende for alle som sin kone.
Han sagde, at papirløst forhold betød ægte kærlighed “folk bor jo sammen, fordi de elsker hinanden, ikke fordi en attest siger sådan”
Men da Karen opdagede, at hun var gravid, kom det sjovt nok sammen med, at Henning ikke mødte op til næste vagt.
Så viste det sig, at han havde tre børn i forvejen, og konen var syg.
Henning sagde sit job op, uden at fortælle Karen noget som helst.
Og Karen kunne godt regne ud, at hun ikke kunne forlange noget af en mand med tre børn og en syg kone.
Hun stoppede også på byggepladsen, mens ingen havde nået at opdage noget.
Men nogen af håndværkerne kunne ikke lade være med at joke da hun gik:
Ja, ægteskabspapir er sgu nok stærkere end at bo sammen uden
Men Karen var ligeglad.
Hun fik job nede i Brugsen, som en gammel nabo havde hjulpet hende ind i.
De aftalte, at hun sagtens kunne arbejde to dage om ugen, selv når barnet kom.
Karens mor gik med til at passe Daniel, nu hvor datteren sådan havde rodet rundt i det og mistede så god en stilling!
Det er dig selv, der har opdraget mig sådan!
råbte Karen, da moren blev ved.
Ja, men jeg håbede da, du ville være ordentlig!
Betalte selv din SU i fire år, og hvad blev det til, Karen?
Suk
Som man sår, høster man, mor, hvad håbede du?
svarede Karen, inden samvittigheden ramte hende.
Senere krammede de og græd sammen.
Men hvad hjalp det nu
Derfor da Rita ringede og ville lokke hende med til femårsreunionen fra uni, sagde Karen selvfølgelig nej.
Alle ville snakke om familie og karriere og vise billeder frem, mens Karen gjorde rent tre steder opgangene i boligblokken, på skolen og i børnehaven.
Hvad havde hun at snakke med dem om?
Eller rettere hvad havde de at tale med hende om?
For Daniels skyld ville hun gøre alt; han var hendes glæde.
Især nu, hvor moren, så snart Daniel kom i børnehave, flyttede hjem til søsteren ude på landet med den undskyldning, at luften i København var for tyk for hende.
Men pludselig en dag gik det Karen bedre.
Hun fik endelig arbejde som ingeniør, om end kun på halvtid.
Daniel var begyndt i skole, og Karen kunne nu selv hente ham tidligt.
Mange misundte ham hans mor.
En dag begyndte en kollega at vise interesse, men Karen stoppede ham hurtigt.
Hendes søn skulle ikke have en fremmed mand i hjemmet ingen kunne erstatte en far, og kun flere problemer kom ud af det.
På jobbet klarede Karen sig overraskende godt, og da Daniel blev større, gik hun op til fuld tid endelig en rigtig ingeniørstilling med en løn, hun kunne klare sig for.
Men hun følte sig stadig ikke som en hel person altid lidt tilbagetrukken, gik i afdæmpet tøj, farvede ikke sit hår, og de første grå hår kom frem, da hun rundede de fyrre.
Det virkede, som om hun ikke måtte tage farver på eller gøre sig til, for en som hende burde ikke ses hun havde jo boet med en gift mand, måske frataget tre børn deres far.
Hun kunne ikke tro på, at lykken kunne blive hendes.
Der var nok at se til med alle de andre skilsmisser rundt om hun var jo ikke spor bedre.
Dog voksede Daniel op som en bemærkelsesværdigt god og taknemmelig dreng hendes opofrelse havde ikke ødelagt ham.
Han tilbragte somrene hos mormor Inger og grandtante Lise ude ved Holbæk.
Han hjalp med at så kartofler, roer og gulerødder, brændte brænde, og da det blev efterår, hjalp han med at sylte og lave marmelade.
Han var stærk og kunne allerede som barn flække brænde og bære tunge sække.
Selv Karens mor sagde nu, at hun var lykkelig over, at barnebarnet var så god en dreng og at hun og moster Lise havde verdens bedste barnebarn.
Så hvad skulle Karen med café og jubilæum?
Alle de sædvanlige tanker fór igennem hovedet på et splitsekund.
Men der lød igen stemme i telefonen:
Så, har du skrevet det bag øret?
Caféen overfor kollegiet, næste fredag klokken 15.
Kom nu, ellers har jeg jo ingen at snakke med!
Ritas stemme rystede pludselig, og uden at vide hvorfor, sagde Karen:
Okay, jeg kommer
Da hun havde lagt på, fortrød hun straks.
Hun gik ud, så sig i spejlet, og greb straks telefonen igen, ville aflyse overfor Rita.
Men formandens nummer var optaget, og pludselig skammede Karen sig lidt
Senere på aftenen åbnede hun klædeskabet og fandt den blå kjole frem, Daniel og svigerdatteren havde foræret hende til deres bryllup.
Dengang var det svært svigerdatteren Anna havde slæbt Karen rundt til alle butikker, tvunget hende til at prøve kjoler indtil hun sagde ja til den blå.
Til sidst fandt de også sko, og Anna slæbte hende med til frisøren, så hun fik både farve og smart frisure.
Nu er det et år siden.
Daniel og Anna bor alene og er virkelig glade sammen.
Men nu er håret igen gråt, og Karen følte ikke rigtig, at nogen havde brug for at hun gjorde sig til.
Men selvom det føltes mærkværdigt, satte hun håret, tog den blå kjole på, lagde lidt læbestift men tørrede det væk igen.
For meget, tænkte hun.
På caféen var der fuldt hus.
Rita kom straks hen til hende, Karen, du er smuk, hvor er det godt at se dig!
Margrethe havde taget lidt på, men det gjorde hende bare yngre at se på.
De snakkede ved et hjørnebord, indtil nogen afbrød Rita, og Karen sad alene, nød en juice, kiggede rundt, og nød musikken fra ungdomsårene.
Pludselig lød en stemme midt i larmen:
Må jeg få denne dans?
Karen kiggede op og genkendte straks Jesper Holm fra parallelklassen.
Allerede på tredje år blev han gift, men dengang var hun faktisk lidt lun på ham.
Karen, du er virkelig blevet smuk.
Jeg er her til mit første klassejubilæum og kender ingen kun dig genkender jeg straks!
Jesper rakte hånden ud, og Karen tog imod.
Hun lagde mærke til Ritas overraskede blik fra bordet.
De dansede flere danse uden ord.
Til sidst sagde Jesper:
Karen, må jeg følge dig hjem?
Jeg må sige, jeg er skilt for længe siden, men hvis du har en mand derhjemme så, så følges jeg bare med dig hjem, det begynder jo at blive sent.
Jesper fulgte hende hjem.
Næste dag mødtes de igen og siden har de ikke været adskilt.
Anna hjalp Karen med både kjole og sko til brylluppet.
Hun var allerede lidt rund snart skal Karen være farmor, og det føltes mærkeligt at være brud i den alder.
For første gang gav Karen sig selv lov til at blive lykkelig.
Anna hviskede til hende:
Karen, hvor er du dog flot!
Både Daniel og jeg er så glade på dine vegne der er ingen alder for lykke!
Mon ikke tænkte Karen, mens hun sad ved bryllupsbordet og så kærligt på Jesper.
Nu giver jeg mig selv lov.
Karen havde tilgivet sig selv, og nu tillod hun sig at være lykkelig.
For i Danmark og i livet er der aldrig for sent at give sig selv lov til at vokse, blomstre og grine igen, uanset hvor gammel man er.