Nå, er et ægteskabsbevis alligevel stærkere end at være kærester? – Drillede mændene Nadja

Nå, er vielsesattesten alligevel stærkere end papirløst samliv?
drillede mændene Anna, da hun gik fra byggeriet.
Jeg kommer ikke til 30-års jubilæet for vores ingeniøruddannelse, så får jeg da bare en depression.
Lad dem tage af sted, som altid er dukket op hvert år de opdager jo knap, hvordan de har forandret sig, råbte Anna grinende til sin eneste veninde gennem telefonen.
Men hvordan ser du da ud nu, siden du er så bange?
undrede Margrethe sig.
Vi sås da for fem år siden, og du var da helt almindelig, ikke noget at klage over.
Er du blevet meget større, eller hvad?
Nej, nej, det handler jo ikke om udseendet, jeg har bare ikke lyst, så lad være med at overtale mig, Rita!
Anna var lige ved at lægge røret på og håbede, Rita ville forstå hende og i stedet ringe til de andre.
Men denne gang slap Rita hende ikke.
Anna, der er jo næsten ingen af os tilbage.
Hvad mener du er nogen død?
Anna blev forskrækket.
Hun vidste godt, hun ikke længere var ung, men så gammel følte hun da heller ikke, at jævnaldrende begyndte at forsvinde.
Nej nej, der er bare flere, der er rejst udenlands.
Og så døde Andreas Lund for 25 år siden, han var jo så ung det har jeg jo fortalt dig før.
Så kom nu, hele årgangen samles, fire hold i virkeligheden kun cirka tredive mennesker.
Nå, har du endelig fået din søn gift nu?
Så kan du da også få lidt sjov.
Margrethe fortsatte med at snakke, mens Anna tænkte på Andreas Lund.
Han havde altid lidt tunge øjne og en trist udstråling de andre syntes han var svag.
Men det viste sig, at Andreas havde et dårligt hjerte.
Han læste flittigt og ville bygge en flot hængebro i deres lille by, men nåede det aldrig.
Og hvad havde hun selv nået?
Hun forelskede sig i Henrik, en sjakbejdser, hvor hun fik arbejde efter uddannelsen.
Han var på skiftehold i Aarhus men boede ellers på Fyn.
De havde været kærester længe, Henrik kaldte hende sin hustru over for alle.
Han sagde, et papirløst forhold var det smukkeste bevis på kærlighed folk lever jo ikke sammen pga.
et stykke papir, men fordi de elsker hinanden.
Men da Anna opdagede, hun var gravid, kom det tilfældigt sammen med, at Henrik ikke var vendt tilbage fra Fyn.
Det viste sig, han havde tre børn og en syg kone.
Han sagde op og forsvandt uden et ord.
Anna indså hurtigt, at hun ikke kunne stille krav til en mand med tre børn og syge hustru.
Hun forlod også arbejdet på byggepladsen, før nogen fandt ud af noget.
Et par mænd havde spøgende sagt til sidst:
Så er det måske sådan, at vielsesattesten alligevel holder bedre end samliv?
Men det var Anna ligegyldigt nu.
Hun fik job i den lokale dagligvarebutik, takket være en nabo fra opgangen.
Hun aftalte, at selv når hun blev mor, kunne hun arbejde to dage om ugen.
Hendes mor gik med til at passe Daniel, for datteren havde jo opført sig tåbeligt og ødelagt sit liv!
Det var jo dig, der lærte mig at være sådan!
råbte Anna en dag, hvor moren havde naget længe nok.
Ja, jeg havde bare håbet, du ville blive mere ordentlig!
Jeg sled for din uddannelse, Anna, men nej, du fejlede jo alligevel!
råbte moren.
Træet falder jo som det ligger, hvad havde du forestillet dig?
svarede Anna og fortrød straks for at havde såret sin mor.
Senere græd og omfavnede de hinanden men alligevel, hvad nu?
Derfor dukkede Anna heller ikke op til fem-års jubilæet, da Rita ringede den gang.
De andre vil snakke familie, karriere, vise hinanden feriebilleder.
Anna vaskede gulv tre steder i boligopgangen, på skolen og i børnehaven.
Hvad kunne hun dog bidrage med?
Eller hvad kunne de mon sige til hende?
For Daniels skyld gik hun igennem alting.
Han var hendes glæde.
Da Daniel begyndte i børnehave, besluttede Annas mor, hun havde gjort sit og rejste op til søsteren på Mors.
Hun påstod, hun havde for dårligt indeklima og behøvede havluft.
Men heldet vendte for Anna nogle år senere.
Pludselig fik hun arbejde som teknisk assistent i kommunen på halv tid.
Da Daniel begyndte i skole, passede det, og hun nåede altid at hente ham en luksus, hans skolekammerater misundte.
Senere begyndte en kollega lidt forsigtigt at vise interesse, men Anna afviste ham.
Hun havde sin dreng: Daniel havde ikke brug for en fremmed mand i hjemmet ingen kan erstatte far, kun skabe problemer.
På jobbet klarede Anna sig uventet godt, og da sønnen blev større, fik hun fast fuldtidsstilling som assistentingeniør.
Alligevel følte hun sig aldrig rigtig god nok, heller ikke udadtil.
Hun klædte sig enkelt, lod sit hår være naturligt og lod sig ikke bemærke.
Da hun fyldte fyrre, dukkede de første grå hår frem.
Hun tænkte, at hun nærmest ikke havde ret til at være glad igen, når hun havde elsket en gift mand og næsten bortført tre børns far.
Hun måtte ikke gå i stærke farver eller tillade sig selv at være synlig tænk, hvis hun blev blikfang for en forkert.
Hun troede ikke længere på en lykkelig slutning.
Der var efterhånden mange skilte kvinder og hun var jo ikke bedre, måske tværtimod
Daniel voksede op som en omsorgsfuld dreng, moderen havde ikke ødelagt ham med sin opofrelse.
Somrene kom han til Mors til mormor og grandtante og hjalp dem med alt.
Han gravede, satte kartofler og gulerødder med begge gamle damer, lugede og vandede og om efteråret hjalp han med at hente kartofler og sylte rødbeder og agurker.
Han var stærk fra barndommen, kløvede brænde og lagde pænt op i skuret.
Selv Annas mor måtte indrømme, at det var hendes store lykke at have sådan en søn, og for hendes ellers ensomme søster Lise en elsket barnebarn.
Kaffebar og møde med gamle medstuderende til 30-års jubilæet det virkede ikke som noget for Anna.
Alle disse tanker fór gennem Anna på få sekunder, mens Margrethe blev ved:
Så husk det nu caféen overfor kollegiet, næste fredag klokken tre.
Kom nu, det ville gøre mig glad.
Ellers har jeg jo heller ingen at snakke med.
Kommer du?
Margrethes stemme blev lidt blød, og før Anna vidste af det, svarede hun:
Ja, jeg kommer
Hun lagde mobilen og fortrød straks sit løfte.
Hun gik over til spejlet.
Sådan en kvinde i blålig kjole, grå stænk i håret.
Hun tog mobilen igen, ville ringe til Rita og aflyse.
Men telefonen var optaget, og Anna blev forlegen
Sent den aften åbnede hun klædeskabet og fandt den blå kjole, som hendes søn gav hende til hans bryllup for et år siden.
Daniel og svigerdatteren Karen havde nærmest tvunget hende Karen tog Anna med i centeret og slæbte hende fra prøverum til prøverum, indtil de fandt noget, alle kunne lide.
Til sidst denne blå kjole, og der var sko til, og Karen tog hende til frisøren, som satte hår og farvede det.
I dag boede Daniel og Karen for sig selv og var glade.
Den grå streg var vokset ud igen; Anna følte ikke, der var nogen grund til at pynte sig mere.
Alligevel lagde hun håret, tog den blå kjole på.
Lidt læbestift men tørrede det forsigtigt væk igen.
Da Anna ankom til caféen på det aftalte tidspunkt, var der allerede proppet og høj musik.
Rita spottede hende straks:
Anna, hvor ER det godt at se dig, du ser simpelthen fantastisk ud!
Margrethe var blevet lidt rundere, men det gjorde hende bare yngre og mildere.
De snakkede hyggeligt, sad længe ved deres bord.
Da nogen kaldte på Rita, blev Anna siddende, drak sin juice og lod sig føre tilbage af musikken.
Der var nogen, der rigtigt havde gjort sig umage med spillelisten den lød som dengang de drømte om, hvor godt livet ville blive.
Må jeg be om denne dans?
hørte Anna pludselig en stemme bag sig i larmen.
Hun kiggede op og kendte straks Erik Søndergaard fra parallelklassen.
Dengang på tredje år giftede han sig, og Anna havde haft et svagt punkt for ham.
Anna, du er blevet så flot.
Jeg har aldrig været til klassefest før og genkender ingen kun dig!
Han rakte hende hånden, og Anna gik op og dansede med ham og fangede Ritas glade blik.
De dansede flere numre og sagde ikke så meget.
Så spurgte Erik:
Anna, må jeg følge dig hjem?
Jeg er skilt men hvis du har en mand derhjemme, slipper jeg dig bare af, det er jo sent
Erik fulgte hende hjem og dagen efter sås de igen.
Siden var de aldrig hver for sig.
Til Annas bryllup hjalp Karen med at finde kjole og sko.
Der var allerede begyndende mave på Karen, Anna skulle snart være mormor og hun blev helt rød ved tanken om at være brud i sin alder.
Men Anna lod sig endelig selv blive glad.
Karen hviskede til hende:
Anna, hvor er du dog smuk!
Vi er så glade på dine vegne.
Man må jo godt være lykkelig uanset alder, det er ikke forbudt!
Ja, tænkte Anna, mens hun sad til sit eget bryllup og så på sin mand, Erik.
Nu må jeg vel også godt
Anna tilgav sig selv og turde endelig være lykkelig.
Man kan vente længe med at få mod til at finde lykken men det er aldrig for sent at tillade sig selv glæde.