Efter at hendes far forlod familien, udvikler Amalie en stærk modvilje mod ham. Trods hans løfter om at holde regelmæssig kontakt, ønsker hun ikke noget med ham at gøre. Alligevel prøver hendes farmor ihærdigt at overtale hende til at ringe til ham, og understreger, at han stadig er hendes far, og at hun bør bevare forbindelsen. For Amalie føles det mærkeligt, især fordi hendes egen mor aldrig taler med sin eksmand. Ikke desto mindre vælger Amalie lejlighedsvis at mødes med sin far for ikke at gøre moren ked af det.
En dag bliver Amalie hentet fra skolen midt i en time for at se sin far. Hendes lærer er utilfreds, men kan ikke gøre noget, når Amalies far selv står der og vil hente hende. Hjemme hos faren overhører Amalie, at nogle klassekammerater sladrer om, at hun skulle have fået en halvsøster. Først tror hun det ikke, men sandheden går op for hende, da hun ser farens nye familie med hans nye kone og deres lille datter. Stemoren tager venligt imod Amalie, spørger ind til hendes skolearbejde og viser omsorg. Faren selv forholder sig distanceret, sidder mest foran computeren og tager næsten ikke del i samværet med børnene.
Med tiden begynder faren at hente Amalie oftere og beder hende om at tage sig af sin yngre halvsøster. Amalie bryder sig ikke om ansvaret og nægter at betragte pigen som sin søster. Alligevel føler hun sig presset til at føje sig, for at opretholde et normalt forhold til sin far, sådan som både hendes mor og farmor ønsker det. Da faren ønsker, at hun skal blive længere tid hos dem, afslår Amalie og siger, at hun har lektier derhjemme. Det tager faren ikke så tungt han tilbyder bare, at hun kan passe halvsøsteren, mens han og den nye kone tager ud.
Amalie føler sig overset og taget for givet, og til sidst kan hun ikke klare mere. Hun beslutter, at hun ikke længere vil tage hjem til sin far. Da han senere ringer og minder hende om ansvaret over for halvsøsteren, siger Amalie fra og nægter at lade sig trække rundt som gratis barnepige. Hun pointerer, at faren sjældent taler med hende, men forventer, at hun passer hans barn, mens han passer sine egne ting. Manglen på anerkendelse og opmærksomhed gør hende så fjern, at båndet mellem dem bliver brudt.
Senere prøver faren og hans nye kone forgæves at genetablere kontakten til Amalie. Til sidst konfronterer hun sin far og forlanger en forklaring på hans opførsel. Hans svar er ærligt: Han indrømmer, at nogen jo skulle tage sig af det yngste barn, og gør ikke engang forsøg på at skjule, at han ikke savner Amalie.
Til slut ender forholdet mellem Amalie og hendes far uforløst og stadig præget af spændinger. Faderens valg har skabt en kløft, der virker umulig at bygge bro over. Amalie føler sig udnyttet og usynlig, og det ser ikke ud til, at forholdet nogensinde bliver godt igen.
