I over ti år har jeg ikke udvekslet et eneste ord med mine forældre eller min storesøster. Rimeligt hurtigt indså jeg, at jeg var dét, man i Jylland kalder den glemte datter. Hele deres filosofi var nærmest: Alt til én, og intet til den anden. Hovedpersonen, som vi kan kalde Mette, var sytten år, da hendes storesøster Karen blev gravid og blev gift. Og da Mette fyldte atten, besluttede forældrene sig for at forære Karen en rummelig toværelses lejlighed på Østerbro. De var dengang unge, velhavende og aldeles uimponerede over det der med økonomisk retfærdighed. De fik tilmed lavet lækre istandsættelser og spyttede selvfølgelig også nyt møblement i.
Mette sad så dér og følte sig som restekurven i Netto. Efter et par dage brugte hun sit vovemod og spurgte forsigtigt: Kunne jeg måske også få en lejlighed? Forældrene viftede hende væk og sagde: Du læser stadig på universitetet. Vi tager snakken, når du selv skal begynde på familie og villa, Volvo og vovhund. Nogle år senere, da Mette var 22 og havde overstået universitetet, var hendes planer ikke ligefrem præget af vielsesringe og barnedåb, men hun kunne rigtig godt tænke sig sit eget. Hun bringer stille emnet op igen, men nu så familieøkonomien radikalt anderledes ud fars forretning gik ikke helt som smør i et varmt stegepande længere. “Når vi ikke længere er på denne jord, bliver lejligheden din,” lovede de. “Den er faktisk lidt større end din søsters – tre værelser og en husleje, der vil få enhver studerende til at dåne. Indtil da bor vi sammen. Så kan du passe på os, når vi bliver gamle og småsarkastiske.”
Mette kunne dog ikke lade være med at betragte aftalen med et løftet øjenbryn. Hvordan sikrer man sig ligesom, at arven ikke lige pludselig ryger til søsteren alligevel? Skal jeg ikke få skrevet et testamente? spurgte hun forældrene. Tror I, at Karen pludselig vil kræve halvdelen? Hun har jo allerede sin egen lejlighed hvorfor skulle hun have behov for min også? Inderst inde vidste Mette selvfølgelig godt, at der aldrig rigtig kunne være for meget plads, især for Karen og familien, som altid kunne bruge et gæsteværelse mere. Når hun så tilbage, kunne hun ikke lade være med at føle, at forældrenes hjælpsomhed havde og altid ville have én retning: Karens. Selv da Karens mand gik økonomisk ned med flaget, fandt forældrene penge men aldrig til Mette.
Her står vi så, ti år senere: Ingen kontakt. Mette forsøgte engang at gøre tingene formelle og bad pænt om, at løfterne også stod sort på hvidt, og det var så fornærmende ifølge forældrene, at de ikke længere havde noget at tale om. Sagde og gjort Mette fandt et lille lejemål, valgte selvstændigheden og køber nu mælk til dobbelt pris i 7-Eleven ligesom alle os andre københavner-tabere. Forældrene har ikke forsøgt at række ud siden da det er åbenbart kun Karen, der får first call, hvis arven engang tikker ind. Mette klarer sig nu selv, men hun er ikke sikker på, om hun savner alt det familiecirkusset egentlig var værd.
