Jeg bor på en lille sidegade tæt ved gymnasiet, og disse dage er lydene vendt tilbage til Frederiksberg drenge med store skoletasker, åbne skjorter, latter, travle mødre, cykler, der slipper elever af ved hjørnet. For de fleste er det hverdag. For mig føles det som et slag i brystet. For tre år siden mistede jeg min søn, som gik i 2.g, og siden har skolestarten været den hårdeste periode for mig.
Min søn var kun 16 år gammel. Den aften var han ude at spise med vennerne, og bagefter blev de lidt længere i parken ved Søerne. Klokken var ti, da han krydsede gaden for at komme hjem. Jeg sad vågen og ventede, som jeg altid gjorde. En bilist, beruset og hensynsløs, kørte over for rødt. Han hverken bremsede eller stoppede. Min søn nåede ikke engang at reagere. Da jeg blev ringet op fra Rigshospitalet, mærkede jeg hvordan hele min krop blev tung og tom. Jeg sad lammet, som om ordene ikke gav mening.
Jeg har mistet mine forældre. Den smerte var stor, tung og sørgelig. Men intet kan sammenlignes med at miste sit barn. Det er ikke naturens orden. Jeg følte vrede, magtesløshed, skyld alt på samme tid. Jeg spurgte mig selv hvorfor jeg lod ham gå ud, hvorfor jeg ikke skrev til ham og bad ham komme tidligt hjem, hvorfor Gud tillod dette. I måneder skændtes jeg med Gud, jeg bad og græd, råbte at det var uretfærdigt, at han tog min søn fra mig uden varsel.
Jeg har en boghandel, som jeg har drevet i mange år. Det er mit levebrød. Jeg sælger notesbøger, farveblyanter, kuglepenne, laver kopier, udskrifter, mobilopladninger jeg er også bankformidler, så folk kommer og går hele dagen. Tidligere hjalp jeg skolebørnene med glæde. Nu minder enhver uniform mig om hans. Hvert barn, der køber notesbøger, bringer mig tilbage til dem, jeg plejede at købe til ham. Nogle gange står jeg og kopierer, og pludselig svømmer mine øjne i tårer.
Det første år efter hans død var jeg tæt på at lukke forretningen. Jeg kunne næsten ikke få mig selv til at hæve rulle-gardinen. Jeg tvang mig selv til at stå op, fordi jeg måtte spise, betale husleje og regninger. Ofte tog jeg imod folk med kunstig smil og knust hjerte. Der var dage hvor unge fyldte butikken med grin, og jeg måtte bide mig i læben for ikke at bryde sammen.
Med tiden har jeg holdt op med at være så vred på Gud. Ikke fordi smerten er væk, men fordi jeg har indset at vreden gør mig syg. Mine bønner er ændret. Jeg klager ikke mere. Jeg beder om styrke og ro. Jeg beder om hjælp til at leve med denne tomhed, som intet kan udfylde.
Nu, når jeg ser skolestarten, mærker jeg hvordan hjertet snører sig sammen. Jeg græder ikke som før, men smerten er der stadig stille, men konstant. Jeg har lært at leve med den, men den forsvinder aldrig. Man lærer at trække vejret rundt om det, ikke at slette det.
Hver morgen åbner jeg min boghandel. Jeg hjælper eleverne. Jeg ser taskerne passerer min dør. Udvendigt fremstår jeg stærk, men indvendigt er jeg stadig den mor, der venter på at høre sin søns nøgle dreje i låsen klokken ti om aftenen selvom jeg ved, det aldrig sker igen.
