Det er jo helt og holdent min egen skyld! Min venindes søster græder ind i telefonen. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle ende sådan! Nu ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op, og jeg aner ikke engang, hvordan jeg kan få reddet det hele uden at tabe ansigt…
Min søster blev gift for nogle år siden.
Efter brylluppet besluttede de unge, at de skulle bo hjemme hos mandens mor. Min mor havde en stor treværelses lejlighed midt i Aarhus, og hun havde kun én søn.
Jeg tager ét værelse, I får resten! sagde svigermor. Vi er jo ordentlige mennesker alle sammen, så et fælles hjem kan kun gå godt. Vi kan altid flytte ud, hvis det ikke fungerer sagde hendes forlovede dengang. Der er da ikke noget i vejen for lige at prøve at bo sammen med min mor. Går det ikke, så finder vi bare noget at leje…
Sådan blev det. Men det skulle hurtigt vise sig, at det ikke er nogen dans på roser at bo sammen flere generationer. Både svigerdatter og svigermor prøvede virkelig, men dag for dag blev det sværere. Små irritationer hobede sig op og eksploderede indimellem i skænderier, som blev hyppigere og hyppigere.
Du sagde, at hvis det ikke gik, så ville vi rykke ud og finde vores eget! hulkede konen til sin mand. Jamen, vi må da kunne klare småting, svarede han nedladende. Det er da for fjollet at pakke kufferten over bagateller.
Præcis et år efter brylluppet gik konen på barsel, og lidt senere blev deres søn født en sund og glad dreng.
Fødslen faldt sammen med, at svigermor sagde sit gamle arbejde op, uden straks at finde noget nyt, for det var ikke nemt for en kvinde tæt på pensionsalderen at få nyt job. Så svigerdatter og svigermor var pludselig hjemme hele tiden sammen i lejligheden de kunne jo ikke komme nogen vegne. Stemningen i hjemmet blev mere og mere anspændt.
Manden trak bare på skuldrene, for han var den eneste med indtægt.
Vi kan jo ikke bare efterlade min mor alene nu, hvor hun ikke har nogen indkomst. Jeg kan jo hverken betale husleje til os selv eller give min mor penge til dagen og vejen. Når min mor finder et arbejde, så flytter vi ud.
Men konens tålmodighed rakte ikke så længe. Før svigermor fik job, havde hun pakket sine og sønnens ting og flyttede hjem til sin egen mor i Odense. Da hun tog afsted, sagde hun til sin mand, at hun aldrig satte sine ben i svigermors hjem igen. Hvis han værdsatte sin familie, måtte han finde en løsning.
Hun var sikker på, at hendes mand ville tage affære for at få familien samlet igen. Men hun tog fejl.
Tre måneder gik, uden at manden gjorde et forsøg på forsoning. Han boede fortsat hos sin mor, så hende og sønnen over videoopkald, og kom på besøg i weekenderne hos hendes mor.
De levede som et gæsteægteskab.
Han havde både omsorg fra sin mor og sin kone og moderen syntes vist kun det var synd for sønnen, nu hvor hende tuden havde forladt ham. Og ud over det, slap han jo for at tage sig af barnet til daglig. Han havde faktisk lidt af hvert at vinde, og svigermor manglede heller ikke noget.
Min søster bed sig selv i læben hun var slet ikke tilfreds med situationen, hun elskede ham endnu, selvom hun godt kunne se, at han ikke gjorde meget for dem.
Hvad havde du regnet med, da du pakkede og tog afsted? sagde hendes mand bare, når de talte sammen. Du kan jo bare komme hjem igen, hvis du vil.
Men ærligt talt tror jeg ikke, at han har tænkt sig at flytte fra sin mor for at bo til leje. Min søster er på barsel, har ingen økonomi til at stå på egne ben.
Er det virkelig slut for dem?
Nogle gange tænker jeg over, hvad jeg ville gøre i hendes situation. Måske kan man ikke både redde ægteskabet OG bevare sin stolthed men måske er det vigtigste at turde sige fra, når man bliver klemt imellem andres problemer. Det har jeg i hvert fald lært: Man skal sætte sine egne grænser, også selvom det koster.
