Jeg er 41 år gammel, og jeg har været gift med min mand siden jeg var 22. For to måneder siden begyndte jeg at tænke på noget, som jeg aldrig før har turdet sige højt: jeg tror ikke, jeg nogensinde har elsket ham på den måde, som folk beskriver kærligheden. Scenen udspillede sig en almindelig aften i vores stue i Odense; tvet summede i baggrunden, og jeg tog mig selv i at spørge: Hvorfor har jeg aldrig følt det ‘sommerfugle i maven’, det søde ubehag eller lysten til at løbe i armene på ham, som andre kvinder taler om? Tankerne blev ved og ligesom puslespil faldt brikkerne på plads.
Jeg kommer fra et hjem med mange udfordringer. Min far drak for meget, kom ofte sent hjem, brugte sine penge på øl og skabte uro. Min mor gjorde rent hos andre familier for at få økonomien til at hænge sammen. Jeg voksede op blandt skænderier, træthed og konstant spænding. I mine teenageår drømte jeg kun om én ting at komme væk, få mit eget sted, sove fredeligt og slippe for råb om morgenen. Jeg drømte ikke om kærlighed jeg drømte om frihed.
Da jeg mødte min mand, var jeg 22, han var 10 år ældre end mig. Efter kun en måned sammen begyndte han at tale om at flytte sammen, tilbyde hjælp, og han ønskede etablere noget alvorligt med mig. Jeg stillede aldrig mig selv spørgsmålet: Er jeg forelsket? Jeg så det som en mulighed for at komme væk, begynde et nyt liv. Jeg slog til med det samme. Pakkede mine ting og flyttede. Der var ingen lange overvejelser eller dybe tvivl kun en stærk drift til at slippe væk.
Jeg kan ikke sige, jeg har haft et dårligt liv. Han har været en god mand arbejdsom, ansvarlig. Vi har aldrig manglet mad på bordet, vi har altid betalt husleje, og senere købte vi eget hus i forstæderne til København. Han elsker vores børn, passer på os alle. Jeg har aldrig haft nogen grund til mistanke om utroskab eller voldsomme skænderier. Udefra ser vores ægteskab ‘perfekt’ ud. Det er netop det, der forvirrer mig mest, for der er ingen stor grund til at føle den mærkværdige tomhed.
Jeg holder af ham. Jeg respekterer ham. Jeg er taknemmelig for meget. Han giver mig ro og stabilitet. Men når jeg ser tilbage, må jeg erkende, at jeg aldrig har følt den stærke, brændende kærlighed, som andre kvinder taler om. Jeg har aldrig følt jalousien, frygten for at miste ham, eller spændingen ved at vente på, han kommer hjem fra arbejde. Min kærlighed har altid været vane, partnerskab, taknemmelighed ikke ild.
Jeg overvejer ikke skilsmisse. Jeg søger ikke en anden. Jeg vil ikke ødelægge min familie. Jeg prøver bare at forstå noget, jeg aldrig har tilladt mig selv at udtrykke: at måske det, jeg har kaldt kærlighed i så mange år, egentlig var behov, tryghed og et ønske om at slippe væk fra en svær tilværelse. Og nu, 41 år gammel, med børn der er ved at flytte hjemmefra og et liv, der er tilrettelagt, ser jeg det klart.
Af og til føler jeg skyld overhovedet at tænke sådan. Jeg siger til mig selv: “Hvordan kan du stille spørgsmål ved noget, som har givet dig stabilitet?” Men samtidig føles det ærligt at indrømme det. Måske er min måde at elske på anderledes. Måske lærte jeg først at overleve, før jeg lærte at forelske mig. Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at denne tanke har sat gang i mange følelser, jeg har båret med mig siden jeg var en lille pige, som bare ville slippe væk fra sit hjem.
Hvad ville du gøre i min situation?
Jeg håber du kan give mig et rådJeg rejste mig fra sofaen den aften, lod blikket glide over de rolige omgivelser, og mærkede for første gang en slags fred indeni. Det slog mig, at det måske var netop dette, jeg havde søgt: ikke den evige, romantiske flamme, men friheden til at føle mig tryg i mit eget hjem, i mine egne tanker. Jeg gik ud i køkkenet, hvor min mand sad med avisen, og lagde en hånd på hans skulder. Han kiggede op og smilede. Der, i det øjeblik, forstod jeg, at kærlighed kan tage mange former. Måske var min ikke den stormende slags, men det var ikke mindre værd af den grund.
Den nat lå jeg vågen og tænkte på, at livet ikke altid er, som man forventer eller drømmer om. Jeg har måske aldrig været forelsket på den måde, andre beskriver, men min kærlighed har båret os gennem to årtier, opdraget børn og skabt et hjem. Det er ikke en løbende ild måske er det bare gløder, der lyser blødt i mørket. Det er også værdifuldt.
Og næste morgen vågnede jeg med en beslutning: jeg vil ikke længere dømme mig selv for den måde, jeg elsker på. Jeg vil omfavne min fortid og nutid taknemmelig for roen, for hjemmet, for det liv vi har bygget. Måske er det ikke den kærlighed, man skriver sange om, men det er min kærlighed. Med det kunne jeg endelig smile til mig selv i spejlet, og vide at jeg, for første gang, var fri på min egen måde.
