Kære dagbog,
Jeg har faktisk været gift i mange år, og jeg mødte min mand, Jakob, da vi begge læste på Københavns Universitet. Jeg mødte aldrig andre, det var Jakob jeg valgte, og ved ham blev jeg. Jeg hører nok til de lidt gammeldags, som altid har holdt mig til én mand, og aldrig flirtede til højre og venstre.
Vi blev gift i løbet af vores tredje studieår. Helt unge og lidt naive. Var vores kærlighed stærk? Det ved jeg stadig ikke præcist, men et eller andet var der jo, siden vi delte hjem i så mange år. Alle vores medstuderende så op til os og brugte os som forbillede, selvom vi langt fra var de eneste, der dannede par på holdet. Hvorfor? Nok fordi vi, trods modgang og bump, holdt sammen.
I vores fjerde år kom vores søn til verden. Vi satte ikke studierne på pause; mange undervisere havde forståelse for vores situation, og vi prøvede aldrig at snyde os frem. Med stædighed og hårdt arbejde fik vi gennemført og fik vores diplomer. Det blev fejret med manér. Jakob støttede mig altid; vi hjalp hinanden med alt i hjemmet.
Jeg havde svært ved at forestille mig et andet liv, end det jeg havde med min mand. For mig har han altid været idealet, min sjæleven. Vi supplerede hinanden utrolig godt, og vi skændtes næsten aldrig. Børn bør vokse op i sådan en familie, så efter to år besluttede vi os for en datter.
Hvorfor ikke? Jeg havde en omsorgsfuld mand, en sund, selvstændig dreng en datter måtte fuldende billedet.
Ud ad til lignede det det perfekte liv. Min mand elskede mig og hjalp altid til. På trods af hans skifteholdsarbejde var han hjemme og legede med børnene, så jeg kunne få tid til mig selv. Alt virkede godt, indtil jeg begyndte at fornemme den kolde luft mellem os.
Jakob begyndte at komme sent hjem og fandt fejl ved alt, jeg lavede. Han var konstant irriteret og opfarende. En dag, da jeg spurgte Hvordan har du det?, svarede han: Dit job er at lave frikadeller, tørre næser på ungerne og sørge for, at jeg er tilfreds om aftenen.
Med dén tone forsvandt enhver lyst til både soveværelse og komfur. Jeg håbede, han ville tænke over det og ændre sig, men det gik kun mere skævt. Med tiden begyndte han at drikke og forsvandt tit om natten. En kærlig far blev byttet ud med en vrissen og ubehagelig mand.
En aften kom han hjem og råbte: Jeg er træt af ungernes larm og dine evige joggingbukser. Jeg har aldrig savnet dig, du gør dig aldrig til for mig. Jeg gider ikke gå med dig nogen steder, du gør ikke noget ud af dig selv. Du tænker kun på penge men hvem tænker egentlig på mig?!
Jeg ringede til min svigermor, men hun holdt bare hånden over sin søn og frarådede skilsmisse. Jeg kunne ikke mere og pakkede nogle ting. Med børnene flyttede jeg ind i en lejlighed jeg kunne leje i Roskilde. Min veninde hjalp mig med at få vores datter ind i børnehave, og jeg fandt et ekstra job. Livet er svært, men nu er vi i det mindste fri for skælden ud og truende adfærd.
Under selve retssagen viste det sig, at Jakob lider af en psykisk sygdom, som hans forældre havde holdt skjult for mig med vilje. Det passede dem, at deres rolige og medgørlige svigerdatter kunne holde deres søn i ro. Min svigermor havde forsøgt at få ham behandlet i Tyskland, men uden held. Siden kom han på piller for at holde sygdommen i ave. Jeg har ondt af ham, men jeg kan ikke leve under samme tag som en uforudsigelig mand. Det vigtigste for mig er, at sygdommen ikke er gået i arv til børnene.
