Der var kun otte dage til mit bryllup, da min far gik bort. Han døde i søvne. Jeg var på arbejde, da hospitalet ringede. De sagde, at der ikke var mere at gøre. Jeg satte mig på gulvet ude i gangen, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle reagere. Min mor var død for mange år siden, og han var alt, jeg havde tilbage. Husholdersken, der passede hans hjem, havde fundet ham hun havde nøglen.
Jeg var hans eneste barn, hans forkælede dreng. Vi talte sammen hver dag. Han ringede til mig om morgenen for at høre, om jeg havde fået morgenmad, og om aftenen for at sikre sig, at jeg var kommet godt hjem.
De næste dage var tumultariske. Våge, begravelse, folk som kom for at kondolere. Jeg sov knap to timer hver nat. Jeg stirrede konstant på min telefon, som om jeg stadig ventede på, at han ville skrive til mig, så jeg kunne svare. Min forlovede, Mette, var ved min side den første dag, men derefter begyndte hun at trække sig væk det var, som om stemningen blev for tung for hende.
Den tredje dag efter begravelsen skrev hun: “Vi er nødt til at tale om brylluppet.” Jeg svarede, at jeg ikke havde overskuddet, at mit hoved ikke kunne rumme det. Hun insisterede. Vi mødtes samme eftermiddag, og hun sagde direkte: “Hvad gør vi? Alt er betalt salen, musikken, kjolen, menuen. Vi kan ikke bare smide pengene ud.”
Jeg så på hende, og jeg kunne ikke forstå, det var det, hun ville tale om. Jeg sagde: “Jeg har lige begravet min far. Jeg er i sorg. Jeg kan ikke fejre, danse og skåle.” Hun svarede, at hun forstod min smerte, men vi måtte være “praktiske,” at vi ikke bare kunne lade pengene gå til spilde.
Dér rejste jeg mig fra stolen og bad hende om at gøre regnskabet op. Jeg bad hende fortælle, hvor meget hun havde betalt, hendes familie og mig selv. Jeg hævede de opsparinger, jeg havde lagt til side til vores fremtidige hjem, og gav hende pengene tilbage hver eneste krone. Jeg rakte hende kuverten og sagde: “Det er slut. Jeg kan ikke gifte mig med en, som tænker mere på festens pris end på min sorg midt i mit livs sværeste øjeblik.”
Hun sagde ikke noget. Så begyndte hun at græde, sagde at jeg overdrev, at jeg handlede ud fra vred, og at jeg ville fortryde. Jeg svarede, at jeg ikke havde mistet en fjern slægtning, men min far det eneste jeg havde og hvis hun ikke kunne forstå det, var hun ikke den jeg skulle stifte familie med.
Vi aflyste alt. Vi skrev til gæsterne, at der ikke blev noget bryllup. De fleste forstod det, selvom de troede, vi bare udskød det. Andre sagde til mig, at jeg var vanvittig jeg kunne da gifte mig og sørge bagefter. Det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke smile til fotos eller skåle for kameraet.
Tiden gik. Jeg gik igennem min proces. Solgte min fars bil, fik styr på hans lejlighed, lukkede den del af mit liv. For nylig fandt jeg ud af, at Mette er gift med en anden allerede kun et år efter os. Jeg så billederne på Facebook hvid kjole, stor fejring, smil, skåle.
Nogle gange tænker jeg, om jeg var for hård. Om jeg skulle have tænkt mere over det. Men så husker jeg den eftermiddag hvordan vi sad overfor hinanden, hun talte om kroner og øre, mens jeg knækkede indeni og jeg ved, jeg gjorde det rette.
