Jeg var kun 22 år gammel, da jeg blev alene. Min mand forlod mig, og jeg stod med lille David i armene. På det tidspunkt var min søn kun to år gammel. Min mand valgte at gå sin vej, fordi han ikke længere gad bekymringernehan ville hellere tjene penge og bruge dem på sig selv end på familien.
Han brød sig aldrig om at skulle tænke på andre end sig selv og sin elskerinde. Uanset hvor lidt han var til stede, blev det hele tungere for mig. Da han var væk, faldt alle byrder på mine skuldre. Jeg fik David ind i børnehave, og begyndte selv at arbejde. Jeg husker, hvordan jeg somme tider var så træt, at jeg nærmest ikke kunne mærke benene, men hjemme var der altid orden, maden var lavet, og barnet var mæt og ren.
Min mor har altid sagt, at vi danske kvinder er stærke og står fast. Jeg må indrømme, jeg forkælede min søn lidt. Nu er David 27, og han aner stadig ikke, hvordan man steger kartofler. For nylig giftede han sig, og jeg tænkte, at nu havde han fundet sig en kone, og hun ville tage sig af ham, så jeg endelig kunne dyrke mine egne interesserhave lidt fritid, måske tage et ekstra job, og i det hele taget leve mit liv i ro.
Men så sagde David, at han og hans kone ville bo hos mig i noget tid. Jeg var ikke specielt begejstret, men jeg accepterede selvfølgelig, og tænkte, at nu ville hun lave mad til min søn, vaske hans tøj, og jeg ville bare holde ud lidt endnu. Men sådan blev det slet ikke. Katrine, min svigerdatter, viste sig at være en helt særlig type. Hun ryddede ikke op efter sig selv, vaskede hverken op eller tøjhverken sit eget eller Davids. Hun fejede ikke engang værelset, og hun lavede overhovedet intet.
I tre måneder tog jeg mig af tre voksne mennesker. Havde jeg brug for det? Hvad gjorde min svigerdatter? Fordi David havde besluttet, at han ville forsørge familien, gik Katrine ikke på arbejde. Fra morgen til aften var hun enten ude i København med veninderne eller hang på mobilen, indtil David kom hjem fra job. Og jeg selv knoklede også. Når jeg kom hjem fra arbejde, var lejligheden et kaos, alt lå hulter til bulter, køleskabet var tomt, og der var ingen mad lavet. Så måtte jeg hen til Føtex, købe ind, lave mad og vaske op bagefter.
Katrine havde ikke antydningen af dårlig samvittighed. Hun kunne ovenikøbet komme hen til mig, mens jeg stod og vaskede op, og give mig en tallerken, hun havde haft liggende på sit værelse i flere dage, hvor der nu var mug og fluer og alt muligt. En anden gang, da Katrine gav mig endnu en tallerken, sagde jeg direkte, at hvis hun havde lidt samvittighed, kunne hun da i det mindste tage opvasken én gang.
Tror I, hun bad om undskyld og begyndte at gøre noget? Nej, dagen efter, med drama og optræk, flyttede hun og David ud og lejede en lejlighed i Valby. David sagde endda, at jeg bare prøvede at ødelægge deres familie. Hvad? Fordi jeg bad min svigerdatter vaske op engang imellem?
Nå, men heldigvis er jeg nu fri, kan bo alene, og har endelig fred og rene omgivelser, uden at skulle rydde op efter nogen. De unge i dag – jeg siger dig – de er dovne og uduelige.
