Min mand, Anders, og jeg havde boet sammen i over 20 år. Vores liv var stille og fredeligt. Vi havde et lille sommerhus på Sjælland, hvor vi tog hen hver weekend. Anders stod for rengøringen i lejligheden, og jeg lavede maden. Jeg troede, vi ville blive gamle sammen på den måde.
En dag kom Anders så pludseligt til mig:
Karen, undskyld. Jeg forlader dig. Jeg har mødt en anden kvinde og er blevet virkelig forelsket i hende!
Selvom jeg kun var 38, var jeg ikke naiv. Jeg havde tydeligt bemærket, at der var noget galt. Venner havde endda sendt billeder af Anders sammen med hans elskerinde. Jeg valgte at vende det blinde øje til og overbevise mig selv om, at Anders aldrig ville gå fra mig. Men nu sagde han det altså, og jeg blev alligevel dybt chokeret.
Det var næsten en lettelse, at vores datter Stine på det tidspunkt ferierede i Skagen med veninderne. For at lette hjertet fortalte jeg mine egne veninder, at Anders var gået.
Vi indkaldte til kvindemøde. En veninde mente, jeg straks burde tage mig sammen, tabe mig og finde en ny fyr. En anden synes, jeg skulle opsøge en klog kone på Amager, der kunne hjælpe mig med at få ham tilbage. En tredje rådede mig til at gå i byen og møde nye mennesker.
Mette sagde så: Lev nu, som du plejer! Det bliver nemmere med tiden!
Men jeg kan ikke det gør for ondt!
Det skal du! Smerten går over. Tro mig, jeg har været igennem tre skilsmisser. Rengør hjemmet, lav mad, gå på arbejde, se film og læs bøger.
Jamen, hvem skal jeg lave mad til?
Til os! Vi kommer hver aften og spiser din mad!
Jeg takkede mine veninder for de gode råd, men i lang tid anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre.
Til sidst tog jeg på visit hos kloge-Lise i Valby. Jeg havde et billede med af Anders sammen med hans nye flirt. Lise lagde kort, udførte et ritual og sagde, at Anders nok skulle vende hjem efter to uger.
Men to uger gik, og også en hel måned, uden at Anders kom tilbage. I mellemtiden havde jeg ovenikøbet betalt Lise det halve af min løn på 12.000 kr. Jeg følte mig ensom og ked af det, og begyndte at trøstespis wienerbrød og lagkage i massevis. Efter to uger opdagede jeg, at jeg havde taget syv kilo på det kunne ikke gå sådan!
Så skiftede jeg strategi. Jeg gav lejligheden en ordentlig omgang, gjorde rent over det hele, plantede nye blomster og ommøblerede. Det blev så hyggeligt! Og så meldte jeg mig til dans i forsamlingshuset jeg måtte jo af med kagerne igen. Hver dag lavede jeg suppe, som Anders havde elsket, og mine veninder kom og spiste op. Når de var gået, satte jeg mig med uldtæppet foran TVet og så Badehotellet, som Anders og jeg ellers aldrig havde haft tid til at se sammen jeg blev helt grebet af universet.
En aften stod døren pludselig åben. Anders trådte ind. Han kiggede rundt på det rene, pæne hjem, snuste til duften af suppe og så mig sidde roligt med min serie.
Karen, god aften. Jeg kom bare for at hente resten af mine ting.
Ja, selvfølgelig. Jeg har pakket det hele. Har du en taske?
Nej.
Bare rolig, jeg har én klar.
Jeg rakte ham tasken.
Har du lavet suppe?
Ja! Skal du have en skål?
Anders tøvede lidt, nikkede så.
Han spiste to portioner, så rejste han sig.
Tak for mad, Karen. Jeg må hellere smutte.
Gør du bare det. Jeg skal lige se det næste afsnit.
Hvad ser du?
Badehotellet.
Vi talte jo altid om, at vi ville se det sammen, kan du huske det?
Det kan jeg godt.
Han gik. Jeg græd lidt, så så jeg videre og gik i seng.
To uger senere stod Anders der igen med alle sine ting.
Karen, undskyld! Jeg elsker dig. Jeg savner din mad, dit gode hjem, og mest af alt dig. Kan du tilgive mig?
Så du savnede min suppe?
Jeg savnede det hele men allermest dig!
Kom så ind.
Jeg skammer mig overfor både dig og Stine. Du siger det ikke til hende, vel?
Nej da. Skal du have aftensmad?
Ja, tak.
Med livet lærer man, at selv i svære tider kan man finde styrke ved at holde fast i sine værdier, og at sandt hjem ikke handler om personer, der kommer og går men om varme, omsorg og de små øjeblikke med dem, vi elsker.
