For tre måneder siden begyndte min bror at plage mig om mor. Hun havde jo ikke været sig selv, siden hun fik slagtilfælde. Nærmest fraværende hele tiden og nu af den slags, man ikke kunne lade alene et sekund. Min bror sagde, hun havde brug for pasning det havde han ret i. Det er lidt som at have en lille baby igen. Jeg havde jo mit eget job, hjem, familie. Hvordan skulle jeg overhovedet få mit eget liv til at hænge sammen? Jeg foreslog, vi kunne finde en plejehjemsplads til hende, men min bror blev vred og beskyldte mig for at være kold. Alligevel ville han ikke tage hende selv han boede på sin kones lejlighed.
Dengang jeg var barn, var vi ellers en sammentømret familie. Helt klassisk far, mor, to børn. Min bror Holger og jeg er kun ét år fra hinanden. Vores forældre fik os sent, og nu hvor jeg ser tilbage, kan jeg næsten ikke forstå, hvor hurtigt livet ændrede sig. Jeg var 36, Holger 35. Vores mor, Gerda, var blevet 72. Så længe far levede, var alt i orden.
Men så begyndte alting at smuldre. Holger flyttede til Aarhus for at læse, og blev dér, da han fandt sin kone. Jeg blev i Odense. Først boede jeg hjemme, men da jeg blev gift, flyttede min mand og jeg for os selv i en lejebolig. Drømmen var at købe noget eget senere, stifte familie. Men sådan gik det ikke.
To år er gået, siden far døde, og mor forsvandt på en måde ind i sorgen. Hun blev stille og gammel med det samme. Sygdommene meldte sig, og for et halvt år siden ramte slagtilfældet. Vi troede ærlig talt ikke, hun klarede den, men lægerne på OUH fik trukket hende tilbage til os. Hun kunne dårligt tale i starten og knap bruge kroppen. Senere fik hun det lidt bedre, men psyken gik det værre med.
Lægerne sagde, der var sket uoprettelige skader. Det blev mig, der passede hende. Min mand og jeg rykkede ind i mors lejlighed. Jeg sagde mit job op og begyndte at tage freelanceopgaver for at være derhjemme. Det gik ikke at lade hende være alene. Selvom hun hurtigt fik kræfterne i kroppen igen, blev det ikke lettere.
Hun snakkede sort, rodede rundt, stak af, vi måtte løbe efter hende, og enkelte gange nægtede hun at komme hjem. Hun græd og sagde, hun skulle hen til far. Det var hårdt. Jeg sov dårligt. Var bange for, hun skulle gå ud, mens vi sov. Kunne næsten slet ikke koncentrere mig om arbejdet. Min mand mente også, vi skulle finde et plejehjemsplads til hende.
Det koster virkelig mange penge her i landet omkring 25.000 kroner om måneden, men hvis jeg tog mig lidt sammen med arbejdet og Holger også ville bidrage, så kunne det faktisk lade sig gøre. Det ville være rimeligt.
Det tog tid at acceptere tanken, men jeg kunne mærke, at der ikke var andre veje. Hvor længe skulle vi holde sådan her til? På plejehjem ville hun få omsorg døgnet rundt og lægelig opmærksomhed. Jeg tog hen og fik talt med personalet, så jeg vidste, hvordan tingene var. Selv med den pris, hvor skulle jeg ellers gå hen?
Jeg ringede til Holger og fortalte det hele. Jeg håbede, han forstod alvoren. I stedet råbte han nærmest ind i telefonen.
Er du blevet vanvittig? Hvordan kan du sende mor på plejehjem? Dem, der arbejder der, er jo vildt fremmede, hvordan ved du, hun bliver behandlet ordentligt? Du er hjerteløs! Er det bare, fordi du vil af med hende?
Jeg prøvede at svare, men han ville ikke høre. Uanset hvad jeg sagde, var han fastlåst. Efterhånden kunne jeg mærke, jeg ikke havde flere kræfter. Jeg tog snakken op igen senere, men Holger ville ikke rykke på noget.
Jeg kan ikke svigte hende på den måde. Mor har jo opfostret os begge, kæmpet for os. Vi boede hjemme, hun satte aldrig os til side så kan vi heller ikke sætte hende på et plejehjem. Vi skylder hende begge to, men det er altid dig, der står med ansvaret. Hvis du ikke kan lide idéen, så tag hende selv hjem vis lidt hjerte dér, vrissede jeg.
Du ved udmærket, jeg bor i Lines lejlighed. Hvordan skulle jeg få hende med? Ville Line nogensinde tage sig af sin svigermor? Så min mand kan tage sig af min mor, men din kone kan ikke? Du og din mand bor dér, det må være jeres ansvar.
Jeg sagde til Holger, at jeg kunne lade være med at tage mig af mor fra nu af, og så måtte han og Line flytte og betale for det, de skylder. Holger blev tavs, vævede noget om, at han altid havde travlt på arbejdet. Han mente, jeg bare ville slippe væk fra ansvaret.
Mit liv føltes som et mareridt. På den ene side ved jeg, at mor bør på plejehjem det vil være bedst for alle, også for hende. På den anden side skræmmer tanken mig at være den utaknemlige datter. Min mand støtter mig og ønsker det samme: at vi får noget af vores liv tilbage. Hun vil få gode forhold, det vil vi sikre.
Så jeg tog beslutningen og gav Holger en uge. Hvis han ikke dukkede op og hjalp, måtte jeg gøre, hvad der var bedst for alle. Ingen forstår, hvor hårdt det er at passe en syg forælder, før de prøver det selv. Det er let at give gode råd. Men jeg må sætte grænser nu og lade Holger forklare sig til venner og bekendte. Jeg er færdig med deres meninger.
