Efter jeg havde sat min elskerinde af på Søborg Hovedgade, sagde jeg farvel til hende på en blid måde og kørte hjem mod vores rækkehus i Bagsværd. Ved hoveddøren stod jeg et øjeblik og overvejede, hvordan jeg skulle forklare det hele over for min kone. Jeg gik op ad trappen og låste døren op.
“Hej,” sagde jeg halvhøjt. “Birthe, er du hjemme?”
“Hjemme,” svarede Birthe uforstyrret inde fra køkkenet. “Hej. Skal jeg gå i gang med at stege de medaljoner?”
Jeg besluttede mig for at tage tyren ved hornene at handle rationelt og mandeagtigt! At sætte en stopper for mit dobbeltspil, mens duften af den andens parfume stadig hang i min næse, før hverdagen fik mig helt opslugt igen.
“Birthe,” sagde jeg, rømmede mig. “Jeg er kommet for at sige dig… vi må gå fra hinanden.”
Birthe tog nyheden mere roligt end nogen anden kunne have gjort. Birthe har altid været umulig at få op i det røde felt. Engang kaldte jeg hende kærligt for ‘Birthe Isflage’, fordi intet kunne røre hende.
“Hvad mener du?” spurgte hun fra køkkendøren. “Så jeg behøver ikke stege medaljoner?”
“Det er op til dig,” sagde jeg. “Hvis du vil, så gør det hvis ikke, så lad være. Jeg forlader dig for en anden kvinde.”
Langt de fleste koner ville i det øjeblik fare op, råbe eller kaste en pande efter mig. Men Birthe tilhørte ikke flertallet.
“Sådan en paphat,” sagde hun, uden at blinke. “Har du hentet mine støvler fra skomageren?”
“Nej,” blev jeg lidt forlegen. “Hvis det er vigtigt, kan jeg lige tage forbi og hente dem nu!”
“Mon dog” mumlede Birthe. “Det er så typisk dig, Erik. Du sender en mand efter dine støvler, og han tager alligevel de forkerte med hjem.”
Det stak lidt. Hele min store afsløring var slet ikke sådan, som jeg havde forestillet mig det. Der manglede følelser, drama noget! Men man kunne heller ikke forvente andet af Birthe Isflage.
“Birthe, du hører slet ikke efter!” sagde jeg, lidt opgivende. “Jeg fortæller dig officielt, at jeg forlader dig for en anden kvinde, og du snakker bare om støvler!”
“Det er rigtigt,” sagde Birthe. “I modsætning til mig kan du gå hvorhen du vil. Dine sko er jo ikke hos skomageren. Hvorfor ikke bare gå?”
Vi havde været sammen længe, men stadig kunne jeg ikke altid finde ud af, hvornår Birthe lavede sjov, og hvornår hun mente det alvorligt. Jeg faldt i sin tid for hende netop på grund af hendes jævne temperament, ingen konflikter og få ord. At hun var ordentlig og havde former var heller ikke et minus.
Birthe var stabil som en nordjysk fiskekutter. Men nu elskede jeg en anden. Jeg var varm på hende, skyldig og overstadig! Nu måtte det afgøres.
“Så Birthe,” begyndte jeg, både højtideligt og sørgmodigt. “Jeg er dig evigt taknemmelig, men jeg må gå, fordi jeg elsker en anden. Jeg elsker ikke dig mere.”
“Jeg tror, jeg dåner,” sagde Birthe. “Elsker mig ikke, det halve af et par kondisko! Min mor elskede naboen, og min far elskede snaps og skak. Og hvad så? Se lige det pragteksemplar jeg er blevet til!”
Det var altid spild af tid at diskutere med Birthe. Hvert ord fra hende var som en sten. Min gejst for at skabe et skænderi var pist væk.
“Du er også enestående, Birthe,” sagde jeg lidt trist. “Men jeg elsker en anden. Varmt, syndigt, og sødt. Og jeg vil hen til hende, forstår du?”
“Hvem, præcis?” spurgte Birthe. “Er det Anne-Mette fra andelsboligen?”
Jeg blev helt bleg. Sidste år havde jeg ganske rigtigt et hjemmeligt forhold til Anne-Mette, men jeg anede ikke, at Birthe kendte hende!
“Hvordan ved du,” begyndte jeg. “Nå, det er lige meget. Nej, det er ikke hende, Birthe.”
Birthe gabte.
“Måske Helle i nummer tolv? Er det hende, du render til?”
Det begyndte at løbe koldt ned ad ryggen. Helle og jeg havde også haft noget engang, men det var ovre og hvis Birthe vidste det hele tiden, hvorfor vågnede hun så ikke op? Men Birthe var sej som granit.
“Nej, ikke Helle, og heller ikke Anne-Mette. Det er en helt ny, vidunderlig kvinde, den jeg drømmer om. Jeg kan ikke leve uden hende, og jeg vil altså gå. Lad være med at tale mig fra det!”
“Så er det nok Mai,” sagde Birthe. “Du milde himmel, Erik. Som om det var verdens hemmelighed. Din drøm er Mai Sørensen. 35 år, et barn, to aborter Tror jeg ikke tager fejl?”
Jeg tog mig til hovedet. Hun ramte plet! Det var netop Mai, jeg havde indledt et forhold til.
“Men hvordan?” stammede jeg. “Hvem har sladret? Har du spioneret på mig?”
“Det er sgu nemt, Erik,” sagde Birthe. “Jeg er gynækolog med mange år på bagen, og jeg har undersøgt stort set alle kvinder i hele Bagsværd mens du kun har været bekendt med en lille håndfuld. Jeg behøver bare kigge det rigtige sted, og så ved jeg det hele, dit fjols!”
Jeg prøvede at holde mig fast.
“Lad os sige, du har gættet det!” sagde jeg stolt. “Så er det altså Mai. Det ændrer ikke noget; jeg går til hende.”
“Du er sgu god nok til grin, Erik,” sagde Birthe. “Du kunne da i det mindste have spurgt mig først. Og forresten, der er intet specielt ved Mai, det kan jeg sige som læge. Har du set hendes journal?”
“N-nej” indrømmede jeg.
“Det tænkte jeg nok. For det første: Skyl dig grundigt! For det andet: I morgen ringer jeg til Svend, så han får dig set på klinikken uden ventetid,” sagde Birthe. “Så kan vi tage en snak bagefter. Det er jo næsten pinligt, at en gynækologs mand ikke kan finde en sund kvinde!”
“Hvad skal jeg gøre?” spurgte jeg klagende.
“Jeg går ind og steger medaljoner,” sagde Birthe. “Du vasker dig, og så må du gøre, hvad du vil. Hvis du absolut skal finde dig en fejlfri drømmedame, så sig til jeg kan sikkert anbefale én…”
Dagen sluttede, som den var begyndt: med Birthes ro og hendes ubrydelige jyske sans for realisme. Hvis der er én ting, jeg har lært i dag, er det, at intet drama i verden kan måle sig med sund fornuft eller et par gode medaljoner.
