Kære dagbog,
Jeg bor i et lille landligt område ved Vejle, og jeg har siden jeg gik på tidlig pension, valgt at leve af roen og naturen. Bylivet i København blev for mig en træthed, så jeg købte et gammelt stenhuset på landet for omkring 1,2millioner kroner, så jeg kunne dyrke grøntsager, frugt og bær og drikke urtete med lokalt honning.
Om foråret plantede jeg blomster, købte små havegnomer, egernfigurer og små lanterner, som nu står spredt langs stien. Mine naboer så altid nysgerrigt på mig, men jeg holdt mig for sig selv. En dag kunne en af naboerne, Freja Nielsen, ikke længere holde ud. Mens jeg satte nye jordbærplanter i jorden, gik hun ind i haven og klagede over, at hun havde glemt at så petuniaerne. Hun mente, at jeg skulle dele mine spirer med hende. Hvorfor skulle jeg dele de ti små planter med en kvinde, jeg slet ikke kender? Petuniaerne er krævende, og jeg havde kun lige nok til mig selv. Jeg tog bare på mig, at jeg ikke forstod, hvad hun mente.
En uge og en halv senere så jeg Freja stå ved hegnet og tale med en anden kvinde, som så i min retning. Jeg fik fornemmelsen af, at de talte om mig.
En varm sommerdag blev jeg overrasket, da jeg gik ud i haven og hørt en kvinde råbe fra hegnet. Det var en fremmed, som sagde, at hun var gået forbi mit hus og havde set, at jeg havde modne æbler. Hun havde ingen frugt selv. Jeg stod målløs hvordan kan man uden invitation træde ind i en andens have og bede om frugt? Jeg tænkte på min lille datter Maja, som jeg gemmer de bedste æbler til.
Senere stod jeg i en købmandsbutik i Vejle og købte slik. I køen begyndte en kvinde fra nabegaden at spørge, om jeg skulle give slikket til nogen, om jeg ville invitere hende på te. Hvorfor skulle jeg tænke på at invitere en fremmed, som hverken er ven, slægtning eller kollega? Det virkede som om, hun ville blande sig i mit liv uden grund.
For bare en uge siden så jeg igen Freja med en lille spade i haven og spurgte, hvad jeg havde købt, hvor og hvornår. Jeg følte mig tvunget til at svare høfligt, selvom jeg helst ville holde mig for mig selv.
I byerne er sådanne situationer sjældne. Her på landet bliver man ofte mødt med nysgerrige spørgsmål, invitationer til te og deling af høst eller værktøj. En af mine naboer fortalte mig i fortrolighed, at mange i landsbyen ser mig som en enspænder. Det er, hvad de mener.
Det betyder mig intet, for jeg købte dette hus for at nyde min egen privatliv, ikke for at blive venner med landsbyens kvinder eller drage ind i sladder. Hvis det er deres mening, så lad dem holde sig væk fra min have og min sjæl.
Læringen jeg har taget med mig: Man kan finde fred i ensomheden, men man skal også kunne sætte klare grænser, så andres nysgerrighed ikke truer den ro, man har arbejdet så hårdt for at opnå.
